MiG-25 Foxbat er et hurtigt jagerfly, der blev fremstillet af det russiske flyselskab Mikoyan. Dets primære rolle var som højhastigheds-interceptor og rekognosceringsfly designet til at angribe eller opspore fjendtlige fly og missiler i meget høj højde. Prototypen fløj første gang i 1964, og flytypen blev indsat i tjeneste omkring 1970. I 1976 fløj den sovjetiske pilot Viktor Belenko sit fly til Japan og forlod Sovjetunionen — flyet blev grundigt undersøgt af vestlige eksperter efter landingen. MiG-25 kunne nå ekstremt høje hastigheder (der er rapporteret hastigheder op til Mach 3,2 i korte spurter), men motorerne og strukturen kunne tage skade ved så høje belastninger, hvorfor der normalt var en operativ begrænsning tæt ved Mach 2,8–3,0. Flyet kunne tage kraftige luft-til-luft-missiler om bord; den typiske bevæbning bestod af op til fire R-40-missiler, som fandtes i både radarstyrede og varmesøgende versioner. I løbet af 1980'erne og efterfølgende blev MiG-25 gradvis afløst af MiG-31 Foxhound, men var og er stadig i brug i visse udenlandske luftvåben.

Design og ydeevne

MiG-25 er konstrueret primært til at flyve meget højt og hurtigt. Det har to kraftige turbojet-motorer (Tumansky R-15 i de fleste versioner), et stort, robust flyskrog bygget af varmebestandige legeringer (stål og visse højtemperaturlegeringer samt begrænset anvendelse af titanium) og et forholdsvis enkelt, men kraftfuldt radarsystem til langdistancedetektion. Flyets fordel er høj krydstogthastighed og operativt loft — det kunne operere i meget stor højde, hvor de fleste samtidige fly ikke kunne nå det.

Varianter

  • MiG-25P/PD/PU – interceptorvarianter optimeret til luftoverlegenhed og luftforsvar.
  • MiG-25R / RB / RBT – rekognosceringsvarianter udstyret med kameraer, fotoudstyr og elektronisk overvågning (ELINT) til højhøjdeopklaring.
  • Trænings- og passiv-versions – to-sæders træningsvarianter og specialiserede versioner til tests og elektroniske roller.

Operationel historie

MiG-25 blev et symbol på sovjetisk evne til at konstruere ekstremt hurtige fly og udgjorde en strategisk udfordring for vestlige efterretnings- og luftforsvarssystemer i 1970'erne. Efter Viktor Belenkos flugt i 1976 fik NATO og vestlige ingeniører indsigt i flyets konstruktion, hvilket førte til flere opgraderinger og ændringer i vestlig taktik. Flytypen blev eksporteret til en række lande i Mellemøsten, Nordafrika og Asien — blandt dem Indien, Irak, Syrien, Libyen og Algeriet — hvor den især blev brugt til rekognoscering og som hurtig interceptor.

Styrker og svagheder

  • Styrker: ekstrem hastighed og højdekapacitet, robust konstruktion til højhastighedsoperationer, gode rekognosceringsmuligheder i høj højde.
  • Svagheder: begrænset manøvredygtighed ved lavere hastigheder/højere belastninger, relativt stor radarprofil, fuel- og rækkeviddebegrænsninger ved høje hastigheder, og risiko for motorskader ved vedvarende Mach 3-flyvning.

Tekniske og praktiske oplysninger

  • Topfart: kortvarige spurter meldt op mod Mach 3,2; operationel begrænsning normalt omkring Mach 2,8–3,0.
  • Operativt loft: op til omkring 20.000 meter (afhængigt af belastning og variant).
  • Bevæbning: op til fire store R-40 luft-til-luft-missiler (fås i radar- og infrarøde versioner) på de fleste interceptorvarianter; rekognosceringsvarianter bar kamera- og efterretningsudstyr frem for tung bevæbning.
  • Produktionsantal: over 1.000 eksemplarer blev bygget i forskellige varianter.

Eftermæle

MiG-25 var et teknologisk svar på kolde krigs krav om hurtig opsporing og afvisning af højthøjtsmål. Selvom den senere blev overtaget af mere moderne fly som MiG-31 Foxhound i sovjetisk/russisk tjeneste, står MiG-25 tilbage som en af de mest berygtede og hurtigste jagerfly fra sin tid, med en vigtig rolle i udviklingen af både luftforsvarstaktik og rekognosceringsmetoder.