Mencius (Meng Zi) – Kinesisk filosof om menneskets natur

Mencius levede under Zhōu-dynastiet.

Den kultur, som Mencius kom fra, troede på, at folk efter deres død ville have en slags tilværelse efter livet. Denne tro går tilbage til fjerne forhistoriske tider. På et tidspunkt begyndte folk at sige, at de døde går til 天 Tiān. Tiān har flere betydninger, herunder "himmel", "dag", "himmel" og "Gud". De tidligste versioner af tegnet 天 er et billede af en mand med et meget stort hoved, hvilket tyder på "hovedmand" eller "leder". Da kineserne troede, at når en person dør, går han eller hun til Tiān, og at døde forfædre er mere magtfulde, end de var, mens de stadig var i live, er det muligt, at Tiān oprindeligt var navnet på den tidligste forfader til Zhōu-herskerhuset fra længe før det forrige dynasti, Shàng's fald. Hvis denne idé er korrekt, så var "Tiān" først et navn for en forfader. Senere kan folk have glemt, at denne meget magtfulde ånd oprindeligt var et levende menneske, så Tiān blev betragtet som en gud. Derefter kunne "Tiān" være blevet brugt til at navngive det sted, hvor guden boede, og da dette sted var højt over os, kom det til at betyde ikke kun "himlen", men også "himlene", "himlen", "himlen", "dag" osv.

Kina har myter, der går langt tilbage til tiden før Shàng- og Zhōu-dynastierne. Der var flere kulturhelte, som blev betragtet som gamle kloge kejsere. Der var 黃帝 Huáng Dì, kendt på engelsk som den gule kejser, 堯 Yáo, 舜 Shùn og 禹 Yǚ, som alle kom før det, der kaldes det første dynasti, 夏 Xià.

Historien om, hvordan Yǚ blev kejser, er meget vigtig for konfucianerne. Myten fortæller, at verden begyndte at blive oversvømmet, og Yǚs far (hvis navn var 鯀 Gǔn) forsøgte at løse problemet ved at bygge dæmninger. Gǔn havde ikke succes, for vandet blev bare ved med at komme, og når det gik over toppen af dæmningerne, så kom alt det vand, der havde ophobet sig, meget hurtigt ud. Så Yǚ overtog opgaven med at redde Kina og rensede alle floderne, så det ekstra vand nemt kunne løbe ud i havet.

Mencius fortæller ikke den del af historien, der handler om Gǔn, men han fortæller den del, der handler om, hvordan Yǚ gjorde alle floderne dybere for at dræne landet. Den lektie, Mencius og kineserne lærte af historien om Yǚ, var, at det i alle ting er bedre at give kræfter en vej ud, som ikke gør skade, og at det altid vil være dårligt i det lange løb at dæmme op for kræfter.

Grundlæggerne af Zhōu-dynastiet troede på, at kong Wen, faderen til kong Wu (som var den første, der faktisk regerede efter Shàng-herskerne blev besejret), fortsat kunne handle i menneskenes verden selv efter sin død. Han og hans egen far og bedstefar var centrale figurer i et vigtigt dokument kaldet "Den messingindbundne kiste". Et andet vigtigt dokument hedder "The Announcement of Duke Shao". Begge disse dokumenter introducerer og understøtter den idé, at Tiān beslutter, hvem der skal være det menneske, der skal fungere som forvalter eller hjælper med at udføre Tiāns vilje på jorden, og den idé, at Tiān kun vil lade nogen være konge, så længe han passer på alle menneskers velfærd.

Mencius fortalte historien om Yü i sin bog i 3B:9:

當堯之時，水逆行，氾濫於中國。蛇龍居之，民無所定。下者為巢，上者為營窟。書曰：『洚水警余。』洚水者，洪水也。使禹治之。禹掘地而注之海，驅蛇龍 而放之菹﹔水由地中行，江、淮、河、漢是也。險社既遠，鳥獸之害人者消﹔然後人得平土而居之。

På [den vise kejser] Yao's tid ophørte floderne med at flyde normalt og oversvømmede det centrale kongerige. Derefter tog slanger og drager ophold, og mennesker havde ingen faste boliger. De, der befandt sig lavere, lavede reder i træerne til sig selv, og de, der befandt sig højere oppe, lavede underjordiske skanser.

書曰：『洚水警余。』洚水者，洪水也。使禹治之。禹掘地而注之海，驅蛇龍 而放之菹﹔水由地中行，江、淮、河、漢是也。險社既遠，鳥獸之害人者消﹔然後人得平土而居之。堯、舜既沒，聖人之道衰。

I bogen står der: "Oversvømmelsen skræmmer mig." "Inundation" betyder "oversvømmelse". Yü blev ansat til at styre oversvømmelsen. Yü uddybede jorden og førte vandet til havet. Han drev slanger og drager bort og forviste dem til sumpområderne. Når vandet bevægede sig gennem landet, dannede det Yangze-floden, Huai-floden, Den Gule Flod og Han-floden. Da [sumpene] lå på fjerntliggende og afsidesliggende steder, blev de plyndringer, som fugle og dyr gjorde på mennesker, elimineret, og derefter kom menneskene til at leve på sletterne. [Men efter at [folks erindringer om] både Yao og Shun faldt i glemsel, gik vismændenes vej ind i en stejl tilbagegang.

I 4B:26 sagde Mencius også:

如智者若禹之行水也，則無惡於智也。禹之行水也，行其所無事，則 智亦大矣

Hvis disse vise kunne opføre sig som Yü gjorde ved at styre flodvandet, hvad skulle der så være at være ubehageligt ved dem? Yü håndterede oversvømmelserne ved at udføre sit arbejde på en måde, der ikke krævede noget stort besvær. Hvis disse vismænd også kunne opføre sig uden at lave noget postyr, ville deres visdom være stor.

For Mencius var Yü's måde at gøre tingene på den bedste. Yü var en af Mencius' store helte.

I Vesten var der en videnskabsmand ved navn Konrad Lorenz (1903 - 1989), som studerede dyr. Han var etolog, hvilket betyder, at han nøje studerede dyrs adfærd og forsøgte at forstå, hvorfor de gør de ting, de normalt gør. Han så f.eks. at hvis babyænder ser et menneske i stedet for en and lige efter at de er klækket, vil de altid følge mennesker og tage dem som deres forældre. Han kaldte denne form for indlæring for "prægning".

Mencius studerede mennesker på samme måde som Lorenz studerede andre dyr. Mencius var også etolog, men i det gamle Kinas sprog blev han betragtet som en "mester", dvs. som en lærer. Han var konfucianer, og konfucianismen kaldes nogle gange en religion. Men Mencius citerer dog ikke religiøse tekster og forsøger at få folk til at handle på den måde, som disse bøger siger, at de skal handle. Han nævner heller ikke grundlæggende sandheder eller aksiomer og forsøger at finde ud af, hvordan folk bør handle. Han ligner altså ikke de fleste mennesker, som vi betragter som enten religiøse ledere eller filosoffer.

I moderne tider adskiller vi filosofi fra videnskab, men tidligere blev den slags studier, som vi i dag kalder videnskab, kaldt "naturfilosofi", og Mencius var grundlæggende en naturfilosof. Hans arbejde førte til den samme generelle form for viden, som Lorenz lærte om ænder og andre dyr. Mencius spurgte: Hvilke slags ting gør folk, som får familier og samfund til at fungere godt, hvilke slags ting gør de, som skader familier og samfund, og hvorfor gør de disse ting?

Mencius sagde, at vi ikke behøver at lære folk at elske smagen af god mad. Den følelse, vi har for god madlavning, er naturlig. På samme måde, sagde han, har vi andre naturlige følelser, som er gode gaver, som vi alle er født med. Vi kan ikke rigtig slippe af med disse gaver undtagen ved at ødelægge os selv, men vi kan tillade, at de bliver tildækket, så de ikke fungerer rigtigt. Det svarer lidt til den måde, hvorpå mennesker ikke bare kan tage deres næser af og smide dem væk, men de kan sætte propper i deres næsebor og ødelægge deres evne til at lugte ting. Så det er vigtigt, at mennesker ikke gør noget, der forhindrer deres fire gaver i at fungere godt. Det er for dårligt, at mennesker ofte lader deres fire gaver blive ødelagt. Når mennesker er velplejede og beskyttede mod negative kræfter, vil de være gode af egen fri vilje.

De dyder eller kræfter, som mennesker har, er ting, som de får direkte fra himlen. De samme ting findes i Himlen. Når mennesker gør dårlige ting, er det fordi deres andre dele har taget kontrollen fra deres dyder/kræfter. Mencius giver en vidunderlig historie, der kaldes Oksebjerget, som bevis.

Det kinesiske ord for det, der er blevet kaldt "gaver" ovenfor, er 德 dé. Det er en slægtning af et ord, der betyder "at få", så en måde at forklare det på er at sige, at en dé er noget, som vi får fra himlen. Det betyder "dyd", men kun i den forstand, at det er kraften til at gøre noget. ("Virtue" har også denne betydning på engelsk.) Mennesker har fire dyder eller kræfter. Her er deres kinesiske navne, en oversættelse af hver af dem og en forklaring på hver af dem:

• 仁 rén betyder evnen til at føle, hvad andre mennesker oplever, som om det skete for dig. Så hvis du ser en person lægge sin hånd et sted, hvor den helt sikkert vil komme til skade, måske et sted, hvor en kobra venter på at slå til, vil du have det dårligt og ønske at forhindre personen i at gøre det. På engelsk findes der mange oversættelser af dette ord, bl.a. "benevolence", "empati", "human-heartedness" osv.

• 義 yì betyder evnen til at have det dårligt med sig selv, når man ved, at man ikke gør sin del af arbejdet, at man ikke gør sin pligt osv. Hvis du var på tur i skoven med en gruppe venner, og alle aftalte at skiftes til at vaske op, men du aldrig tog din tur, ville du føle skam over det, du ikke havde gjort, og du ville føle skam over det, du havde undladt at gøre. Nogle af de engelske oversættelser af dette ord er "pligtfølelse", "fornemmelse for ret og uret", "retfærdighedssans" osv. Det er dog vigtigt at bemærke, at Mencius beskriver en persons følelse af, hvad personen selv gør, ikke en følelse af, hvad andre mennesker gør.

• 禮 lǐ betyder evnen til at se din egen position i samfundet og andre menneskers positioner i samfundet og til at gøre ting, der gør det muligt for folk at komme godt ud af det med hinanden. Det kan f.eks. være i orden for dig at gå ind ad bagdøren til din egen families hus eller endda at gå ind ad bagdøren til din mormor og morfar uden at banke på. Men hvis du går ind i en andens hus, kan vedkommende blive bange eller vred, fordi du ikke hører til der. Nogle gange er vi nødt til at gå ind i en andens hus, og der er et lǐ for den situation. Gæsten kan banke på døren og vente, kradse på teltdøren og vente eller gøre noget andet for at lade folk indenfor vide, at der er nogen udenfor, som har fredelige hensigter og gerne vil komme ind. Forskellige kulturer kan have forskellige opfindelser til at håndtere denne slags situationer. Det vigtige er, at alle kulturer vil have fundet deres egne løsninger, og hvad end folk beslutter sig for at gøre, er et lǐ. Det er egentlig ligegyldigt, om folk kører i venstre side eller højre side af vejen. Det vigtige er, at alle er enige om den samme plan. Måske er den bedste engelske oversættelse af dette ord "a sense of properety", hvilket blot betyder, at folk har en måde at finde ud af, hvad der er korrekt. passende eller passende at gøre i sociale situationer for at undgå unødvendige slagsmål. "Det er ikke passende bare at åbne en dør til en andens hus og gå ind." "Det passer til situationen at banke på døren og spørge om lov til at komme ind."

• 智 zhì betyder evnen til at se på noget, der sker mellem eller blandt andre mennesker, og se, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hvis en person ser en magtfuld voksen gå hen og tage mad fra et sultende barn, vil reaktionen mod den voksnes opførsel være umiddelbar. Måske er den bedste oversættelse af dette udtryk "visdom", hvis vi husker på, at Salomos visdom omfattede evnen til nøjagtigt at vurdere de sande kendsgerninger i de sager, der blev bragt for ham. Zhì er den slags visdom, snarere end at være en slags ekstrem intelligens. En person, der har zhì, kan sige, hvad der er retfærdigt og hvad der er uretfærdigt.

Mennesker kunne måske leve et perfekt liv, hvis de kun havde disse fire slags motivationer eller følelsesmæssige reaktioner på verden, men de har mange andre motivationer. De omfatter frygt, vrede, grådighed efter rigdom og magt, sex osv. Mennesker lærer meget let, at de lettere kan tilfredsstille disse drifter, hvis de ignorerer input fra deres dyder. F.eks. kan et barn, der er stort i forhold til sin alder, let lære, at det med magt kan tage, hvad det vil have fra andre børn på samme alder.

Mennesker er født med de fire kræfter, der skal holde dem fra at gøre dårlige ting, og de er også født med de mange drifter eller motiver, der kan få dem til at gøre dårlige ting for at tilfredsstille disse behov. Så hvad bestemmer, hvem der bliver god og hvem der bliver ond?

Mencius bemærkede, at mennesker er afhængige af endnu en vigtig mental funktion. Han kaldte den 志 Zhì, som nogle gange kan oversættes med "aspirationer", men som i Mencius' tilfælde er det, vi ville kalde viljen. Noget skal beslutte, hvad der skal ske, når de etiske impulser, de moralske følelser, i det, som Mencius kaldte de "fire dyder", kommer i konflikt med de almindelige impulser, der er forbundet med sult, sex, aggression, frygt osv. Den del af mennesket, der afvejer tingene og træffer beslutninger, er zhì.

For Mencius mener, at hvis et individ fungerer godt, kan hans eller hendes vilje finde en sund balance mellem alle impulserne og kan forhindre, at dyderne bliver oversvømmet af de almindelige begær. Hvis en persons vilje ikke er under kontrol, kan vedkommende gøre skade på sig selv eller andre mennesker. Så det er vigtigt, mens man vokser op, at lære at holde zhì fra at blive overtaget af andre kræfter - eller af andre mennesker.

Individet har et frit valg om at integrere (sætte alle sine impulser og sit intellekt sammen, så de ikke bekæmper hinanden) eller om det vil give op og bare handle efter den impuls, der føles i øjeblikket. Så for Mencius er den bedste vej for et menneske at planlægge og handle for at gøre sig selv afbalanceret og integreret (ikke i kamp med sig selv og ikke ønsker at gøre både én ting og dens modsætning) og dermed være en nyttig person for samfundet.

En person, der opererer i den meget høje ende af den moralske skala ved at "have styr på sine handlinger", kaldes en 君子 jūn zǐ, eller "moralsk ædel mand".

孟子曰：「人之所以異於禽獸者幾希！庶民去之，君子存之。舜明於庶物， 察於人倫，由仁義行，非行仁義也。」

Mencius sagde: "Det, som adskiller mennesket fra fuglene og dyrene, er meget lille. Almindelige mennesker slipper af med det, men det moralsk ædle menneske bevarer det. [Den vise kejser] Shun så tydeligt de mange skabninger, og han foretog en nøje undersøgelse af menneskets sociale relationer. Hans handlinger kom ud af hans velvilje og hans pligtfølelse. Han handlede ikke ud fra [en falsk] velvilje og pligtfølelse."

Så en jūn zǐ er en person, der har formået at holde fast i de gaver, som Himlen har givet ham, de gaver, der kan få mennesker til at handle med velvilje, lade sig lede af pligtfølelse, ønske at handle på måder, der vil bevare gode relationer med andre, og forsøge at hjælpe og beskytte mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet. For at være en ægte jūn zǐ skal personen have disse sande følelser og handle ud fra dem. Det er ikke nok blot at lade som om, man har disse følelser.

Ifølge Mencius kan alle vælge at blive et moralsk ædelt menneske. Det eneste, der skal til, er at træffe den beslutning og derefter gøre det. Mencius talte om Yan Yuan, som var Konfucius' yndlingsdiscipel:

顏淵曰：『舜何人也；予何人也。有為者亦若是！』

Yan Yuan sagde: "Hvad var Shun for en mand? Hvilken slags mand er jeg? Det eneste, der skal til for at blive som ham, er at gøre det."

Mencius indså naturligvis, at det er meget sværere at "bare gøre det" end at tale om det. Man er nødt til at holde øje med sig selv hele tiden.

Et af Mencius' mål var at udvikle det, han kaldte et "urokkeligt sind". Med disse ord mente han et sind, der ikke kunne blive slået rundt ved at blive ramt udefra. Et "urokkeligt sind" beskytter mod at gøre det forkerte, fordi man er vred, bange osv. Alt, der kan trække eller skubbe udefra og få os til at gå ud af kontrol, kan forårsage skade, men Mencius siger, at hvis viljen og de fire dyder/kræfter er godt integreret, hvis personen er "virkelig sammen", så kan disse kræfter udefra ikke overtage kontrollen.

Alle kulturer og samfund har udviklet metoder til at forhindre, at børn kommer ud i for mange problemer. Selv i et enkelt samfund kan folk bruge flere forskellige strategier til at få og bevare kontrollen over deres børn. En måde at kontrollere børn på er at slå dem, når de gør ting, som forældrene ikke ønsker, at de skal gøre. En anden måde at kontrollere børn på er at få dem til at føle sig skyldige og forvente at blive hårdt straffet, fordi de er dårlige mennesker. En tredje måde er at få børn til at føle skam og forvente, at folk griner af dem og derefter vender sig bort fra dem. Metode nummer fire er at forklare børn de sandsynlige resultater af deres handlinger. "Hvis du trækker i hundens ører, vil den bide dig." Mange forældre verden over bruger mere end én af disse metoder, og de bruger dem måske alle sammen fra tid til anden.

Den kinesiske kultur har en anden metode, som måske ikke er så kendt og måske sjældent praktiseres andre steder - at opfordre barnet til at bruge sin egen dyd/kraft. Når et barn gør noget sårende mod en anden, kan forældrene i stedet for at fortælle barnet, hvor slemt det er, sige noget i stil med: "Forleden så vi, at du tog æggene ud af spurveboet. Vi ved, at du er et godt menneske i hjertet. Så vi spekulerer på, om du har tænkt på, hvordan spurvemoderen vil have det, når hun kommer tilbage og finder sine børn væk. Vil du gerne lægge æggene tilbage nu, mens de stadig er varme? Spurvemoderen kommer snart tilbage."

Formålet med at få barnet til at se på de følelser, der kommer op i dets hjerte/sind, når det virkelig tænker på, hvad det har gjort, er ikke at få barnet til at føle sig som et forfærdeligt menneske og ikke at få barnet til at frygte straf. Når barnet først virkelig lytter til den stille stemme fra det, vi i Vesten ville kalde "samvittigheden", vil barnet naturligt føle det, som spurvemoderen ville føle, hvis den kom hjem til en tom rede. Barnet vil så gøre noget, så spurvemoderen ikke behøver at have denne dårlige følelse. Næste gang tænker barnet måske på, hvordan spurvemoderen vil have det, før det stjæler æg.

Det tager lang tid at blive rigtig god til at notere disse fire gaver fra himlen, og det kræver øvelse at forstå de mulige konsekvenser af nogle af de ting, man kan gøre. Så at blive et virkelig godt menneske er et livslangt arbejde, som aldrig rigtig er færdigt. I det traditionelle kinesiske samfund blev unge mennesker opfordret til at læse både historier fra fortiden, der viste gode handlinger, og også til at læse bøger af folk som Konfucius og Mencius for at få hjælp til at lære at se alle resultaterne og lære at holde vrede, frygt og alle de andre almindelige følelser fra at overvælde de fire moralske dyder/kræfter.

Tre måder at tænke på i det gamle Kina, af Arthur Waley