Mangelwurzel (foderroer): Dyrket rodfrugt, historie og anvendelse
Mangelwurzel (foderroer) — læs om denne dyrkede rodfrugts historie, sorter, dyrkning og anvendelse til foder og have. Praktisk guide og baggrund.
Mangelwurzel (fra tysk) kaldes også "mangel wurzel", "mangold wurzel", "mangold", "mangel beet", "field beet" og på dansk ofte foderroer. Det er en dyrket rodfrugt, fremavlet især til at forsyne husdyr med foder i vinterhalvåret.
Det er en sort af Beta vulgaris, den samme art som den røde roe og sukkerroer. Sortsgruppen kaldes Crassa-gruppen. De store, ofte hvide, gule eller orangegule opsvulmede rødder blev udviklet i det 18. århundrede som en robust foderafgrøde til fodring af kvæg, får og heste.
Beskrivelse
Mangelwurzel er karakteriseret ved en kraftig, kødfuld rod, der kan blive meget stor (ofte flere kilo for enkelte eksemplarer) og har et højt vand- og kulhydratindhold. Blade er store og bladrør-formede som hos andre Beta-typer. Planten dyrkes som en toårig i avlssammenhæng (frø dannes normalt i 2. vækstsæson), men dyrkes som enårig til rodproduktion.
Historie og udbredelse
Mangelwurzel blev udviklet i Europa i løbet af 1700- og 1800-tallet som svar på behovet for vinterfoder. Den blev især udbredt i områder med hårde vintre, hvor den gav bedre overlevelse og produktivitet hos husdyr end at lade dem klare sig alene på dårligt vinterfoder. I starten var afgrøden central i traditionelle fodringssystemer; senere er brugen faldet på grund af silofoder og koncentratfoder, men foderroer anvendes stadig i mange dele af verden, særligt i økologisk og lokalproduktion.
Dyrkning
- Jord og placering: Foretrækker dyb, veldrænet og næringsrig jord. Tungere lerjord kan give store rødder, men dræn bør være i orden.
- Tidsplan: Sås om foråret efter frostfaren er ovre. Høstes om efteråret eller tidligt vinter, før hård frost sætter ind, hvis rødderne ikke kan lagres i jord.
- Næring: Giver god respons på kvælstof, men overgødskning kan føre til svagere cellestruktur og ringere holdbarhed.
- Sorter: Der findes både tidlige og sene sorter inden for Crassa-gruppen, med variation i rodfarve (hvid, gul, orange) og størrelse.
Anvendelse som foder
Foderroer bruges primært til staldfodring. De kan fodres hele, skårne eller kogte, men for at undgå spild og fordøjelsesproblemer skæres eller hakkes de ofte og blandes med grovfoder (strå, halm, ensilage). Fordele ved brug af mangelwurzel:
- Højt energiindhold pr. tørstof på grund af sukkerindholdet.
- Letoptagelig energi, god til malkekvæg i vinterhalvåret.
- Kan øge tørstofoptagelsen, når de blandes korrekt med fiberrigt foder.
Risici og forholdsregler: På grund af det høje sukker- og vandindhold kan ensidig fodring føre til diarré eller metaboliske forstyrrelser hos nogle dyr. Rødderne bør derfor introduceres gradvist og aldrig udgøre hele foderstativet alene. Hakkede eller kogte rødder fordøjes lettere og mindsker spild.
Næringsindhold og opbevaring
Mangelwurzel indeholder primært vand og opløselige kulhydrater (sukkerstoffer), moderate mængder af vitaminer (især C) og spormineraler. Tørstofprocenten er lav sammenlignet med korn, derfor er den især en energikilde men ikke en komplet næringskilde alene.
Opbevaring: Rødder kan opbevares i rodskure, under sand eller i bunker i frostfri, kølig og ventileret lagerplads. Ved dårligt lager kan rødder rådne eller fryse, hvorfor korrekt efterbehandling og temperaturstyring er vigtig.
Skadedyr, sygdomme og ukrudt
Foderroer kan angribes af lignende skadedyr og sygdomme som andre Beta-arter. Typiske problemer inkluderer bladplet (f.eks. Cercospora), rod- og stængelråd, nematoder og skadedyr som bladlus og snudebiller. God sædskiftepraksis, sund såjord, middel til bekæmpelse efter behov og modstandsdygtige sorter kan reducere problemerne.
Moderne anvendelse og betydning
I dag er mangelwurzel ikke så udbredt som tidligere, men den har en plads i specielt økologiske driftssystemer, lokal foderproduktion og i situationer med behov for enkel og robust vinterfodring. Der er også en vis interesse for gamle landbrugsmetoder og biodiversitet, hvor foderroer indgår som et kulturhistorisk element.
Praktiske tips: Introducer foderroer langsomt i dyrenes foderplan, hak eller skær rødderne for at mindske spild, og kombiner altid med fiberrigt grovfoder. Overvej lagerforhold og sygdomsforebyggelse allerede ved etablering.
Søge