Lise Meitner (7. november 1878 i Wien - 27. oktober 1968 i Cambridge) var en østrigsk-svensk fysiker, hvis arbejde var centralt for forståelsen af atomspaltningen. Hun tog sin doktorgrad i fysik ved universitetet i Wien i 1906 og blev en førende forsker inden for nuklearfysik og radioaktivitet i første halvdel af det 20. århundrede.

Baggrund og tidlig karriere

Meitner var født i en jødisk familie, men afstamningen betød, at hun senere konverterede til lutheranismen. Efter doktorgraden søgte hun aktivt forskningsmuligheder i en tid, hvor kvinder ofte mødte begrænsninger i akademia. I 1907 begyndte hun et langt samarbejde med kemikeren Otto Hahn, et samarbejde der kom til at vare i årtier og som førte til vigtige eksperimenter inden for radioaktivitet og transmutation af grundstoffer.

Forskning, krigstjeneste og akademisk virke

I Første Verdenskrig meldte Meitner sig i 1914 frivilligt som røntgentekniker og arbejdede med at tage røntgenbilleder af sårede soldater. Hun fortsatte derefter sin forskning i radioaktivitet og strålingsfænomener gennem 1920'erne og 1930'erne, ofte i tæt samarbejde med Otto Hahn og andre kolleger.

Opdagelsen af atomspaltning

I midten af 1930'erne arbejdede Meitner og Hahn med undersøgelser af uran og effekten af neutronbestråling. I 1938–1939 førte eksperimentelle resultater fra Hahn og hans kollegaer til fundet af uventede nedbrydningsprodukter. Meitner – som på det tidspunkt var flygtet fra Nazi-Tyskland – og hendes nevø Otto Frisch udviklede i januar 1939 den teoretiske forklaring: atomkernen kan dele sig i to lettere fragmenter i en proces, de kaldte "spaltning". Frisch bekræftede senere fænomenet eksperimentelt. Denne fortolkning var afgørende for den videre udvikling af nuklearfysikken.

Eksil og konsekvenser

Som følge af de nazistiske race-love måtte Meitner forlade sit arbejde i Tyskland i 1938. Hun flygtede først til Holland og senere til Sverige, hvor hun fortsatte forskning og undervisning, om end under vanskelige forhold og med færre ressourcer end tidligere. Hendes adskillelse fra laboratoriet i Berlin og fra Hahn gjorde samarbejdet vanskeligere og påvirkede anerkendelsen af hendes bidrag i de følgende år.

Nobelpris-kontrovers og holdning til atomvåben

Efter opdagelsen af spaltning modtog Otto Hahn Nobelprisen i kemi i 1944 for fundet af, at tung kerne kan spaltes — en tildeling der siden har været genstand for debat, fordi Meitners væsentlige bidrag til fortolkningen af resultaterne ikke blev anerkendt af Nobelkomitéen. Mange historikere har kaldt udelukkelsen kontroversiel og uretfærdig.

Selvom Meitners arbejde bidrog til faglig viden, der teknisk set gjorde atomvåben mulige, deltog hun ikke i udviklingen af atombomber og var stærkt imod anvendelsen af atomvåben. Hun frabøjede sig aktivt enhver rolle i våbenprojekter og udtalte senere klart sin modstand mod brugen af sådanne våben, herunder den bombe, der blev kastet over Hiroshima.

Senere liv og arv

Meitner fortsatte sin forskning og vejledning længe efter krigen og modtog international anerkendelse for sit videnskabelige arbejde. Grundstoffet Meitnerium (element 109) blev navngivet til højtidelig minde om hende. Hendes livshistorie står som et eksempel på både banebrydende videnskabeligt arbejde og de menneskelige og politiske omkostninger, som forskere kunne lide under 1900-tallets totalitære regimer.

Meitner døde i Cambridge i 1968. Hendes bidrag til nuklearfysikken og den fortsatte debat om anerkendelse og etik i videnskaben gør hende til en af de centrale skikkelser i moderne fysikhistorie.