Laetoli er en lokalitet i Tanzania, kendt for godt bevarede hominin-fodspor i vulkansk aske fra Plio-Pleistocæn. Stedet med Laetoli-fodsporene ligger cirka 45 km syd for Olduvai-slugten og blev berømt efter udgravninger ledet af arkæologerne Louis og Mary Leakey i 1978. Fundet fik stor offentlig og videnskabelig opmærksomhed, fordi fodsporene udgør et stærkt bevis på tobenethed hos pliocæne homininer.

Datering og geologi

Fodsporene er dateret til cirka 3,6 millioner år siden. De er bevaret i et lag af vulkansk aske (tuff) afsat efter et udbrud fra nærliggende vulkanske kilder; dette lag er dateret ved radioisotopiske metoder (f.eks. K-Ar), hvilket giver den nærmest præcise alder. Asken blev blød af fugt, indtryk fra fødderne dannede sig, og efterfølgende hærdning bevarede sporene i millioner af år.

Hvad viser fodsporene?

Fodsporene består af spor efter flere individer, der gik i samme retning på det udlagte askelag. Analyse af sporenes morfologi og gangmønster viser flere væsentlige træk:

  • Ikke-deligært storetå — stortåen er tæt på de andre tæer, som hos moderne mennesker og ikke afvigende som hos trælevende abelignende primater.
  • Fodens aftryk antyder en veludviklet forfod, tydelig hællanding og afvikling over forfoden, hvilket peger på en fuldt udviklet plantarcue buestruktur og menneskelignende gang.
  • Gangparametre som trinlængde, skridtlængde, skridtbredde og fodvinkel er i analyser blevet sammenlignet med moderne mennesker og med fodaftryk fra andre tobenede dyr som bjørne og primater, og resultatet tolkes som en mere menneskelignende gangart.

Disse egenskaber gav et klart signal om, at tobenet gang var vel etableret hos de homininer, der dannede sporene — altså at tobenethed hos nogle forfædre opstod før den store hjerneudvikling i slægten Homo.

Arten bag fodsporene

Selvom der har været debat, er det bredt accepteret, at de individer, der dannede Laetoli-fodsporene, tilhørte arten Australopithecus afarensis. Denne konklusion bygger især på sammenligning med kendte skeletfund fra samme tidsrum, herunder rekonstruktioner af fodskelettet fra kvindelige og mandlige individer, samt sammenhæng mellem fodmorfolgi og øvrige fossile træk.

A. afarensis beskrives ofte som en obligatorisk tobenet hominid: dens kropsbygning viser tilpasninger til at gå oprejst, mens hjernestørrelsen var lille og sammenlignelig med moderne chimpanser og gorillaer. Denne kombination af menneskelignende lokomotion og abe-lignende hjernestørrelse er et eksempel på mosaisk evolution, hvor forskellige træk i et dyr udvikler sig i forskellig takt.

Andre fund og kontekst

Ud over fodsporene er Laetoli-området rig på fossile rester af dyr og homininer i forskellige lag. I nogle af de omkringliggende lag er der også fundet stenredskaber, men det er vigtigt at skelne mellem lag og tidsperioder: nogle redskabstyper, som de klassisk acheuleiske håndøkser, hører normalt til senere perioder end selve fodsporene. Derfor bør man ikke uden videre tilskrive bestemte teknologityper direkte til de samme individer, der lavede fodsporene.

Bevaring og betydning i dag

Laetoli-fodsporene har haft enorm betydning for forståelsen af menneskets evolutionære historie ved at give et direkte øjebliksbillede af gangadfærd for 3,6 millioner år siden. For at beskytte sporene er nogle områder udgravet og afstøbninger opbevaret på museer, mens andre sektioner er blevet genbegravet for at forhindre erosion og skader. Afstøbninger findes bl.a. i National Museum of Tanzania og i andre forsknings- og udstillingsinstitutioner.

Konklusion: Laetoli-fodsporene dokumenterer, at fuld eller næsten fuld tobenet gang var etableret hos nogle tidlige homininer længe før en stor stigning i hjernevolumen. Fundet understøtter ideen om, at tobenethed var en central tidlig tilpasning i menneskets stamtræ og illustrerer, hvordan forskellige evolutionære træk kan udvikle sig i forskellig takt.