Regimentets datter (fransk: La fille du régiment) er en komisk opera i to akter. Den franske libretto er skrevet af Jules-Henri Vernoy de Saint-Georges og Jean-François Bayard. Musikken er komponeret af Gaetano Donizetti. Operaen er berømt for tenor-arien "Ah! mes amis, quel jour de fête!" Den indeholder ni høje c'er. Operaen blev uropført den 11. februar 1840 af Paris Opéra-Comique i Salle de la Bourse. Den blev opført på Metropolitan Opera i 1902/03. Rollen som Marie var en favorit hos Jenny Lind.
Kort om operaen
Regimentets datter er et typisk eksempel på det franske opéra-comique-format: musikalske numre veksler med talt dialog, let satirisk handling og stærk vægt på sangbar melodi og vokalteknik. Donizettis partitur kombinerer virtuose arier og ensemble-numre med en livlig orkestrering, der understøtter den muntre og til tider rørende handling.
Handling (kort)
Handlingen foregår i Alperne og kredser om Marie, en ung kvinde, der som spæd blev fundet og opfostret af et regiment soldater og derfor kaldes "regimentets datter". Hun er forelsket i soldaten Tonio, men deres lykke trues, da en aristokratisk slægtning kræver Marie tilbage for at opdrage hende efter adelig skik. Konflikten mellem militærbroderskabets frie liv og aristokratiets formaliteter danner grundlaget for komiske misforståelser, prøver på loyalitet og til sidst en forsoning, der typisk afsluttes med ægteskab og gensidig accept.
Personer og stemmetyper
- Marie – sopran (titelrollen, en typisk coloratura-rolle med krævende høje og agility)
- Tonio – tenor (forelsket i Marie; indeholder den berømte aria med de mange høje c'er)
- Sergeant Sulpice – bas eller baryton (komisk figur og farlig loyalitet over for regimentet)
- Markisinden/Marquise de Berkenfield – mezzo/kontraalt eller sopran (aristokratisk slægtning, som vil tage Marie til sig)
- Ensemble og kor – regimentets soldater og landsbyens indbyggere
Musikalske kendetegn
Operaen er kendt for sin lyriske lethed, klare melodier og krævende vokalpassager. Tonios aria "Ah! mes amis, quel jour de fête!" er blevet et standardeksempel på 1800‑talets tenorteknik på grund af de berømte ni høje c'er (C5), som demonstrerer ekstreme toppunkter i stemmeregistret og ofte bruges som shownummer ved koncerter. Marie-rollen stiller store krav til farverik vokalteknik, hurtige løb og præcis intonation.
Originaludgaven indeholder talt dialog som i traditionen for opéra-comique; senere opførelser har undertiden erstattet dialogen med recitativ for at tilpasse værket scenerier uden dialogtradition.
Opførelser og modtagelse
Ved uropførelsen i 1840 blev operaen godt modtaget; den fik hurtigt international udbredelse og indtog en fast plads i det 19. århundredes operarepertoire, særligt på scener med tradition for bel canto og lettere komiske værker. I løbet af 1800‑tallet og begyndelsen af 1900‑tallet blev rollen som Marie ofte forbundet med stjerner som Jenny Lind, hvis tekniske lethed og sceniske friskhed gjorde hende til en publikumsfavorit i rollen.
Regimentets datter opføres fortsat i dag, både i historisk orienterede produktioner, der bevarer den oprindelige talt-dialogiske form, og i moderne fortolkninger, hvor scenisk komik og karaktertegning vægtes. Operaen appellerer til publikum gennem sin blanding af munterhed, melodisk charme og vokalteknisk virtuositet.
Notable opførelser og indspilninger
Der findes adskillige studieoptagelser og livespilninger af værket fra det 20. og 21. århundrede, både i versioner med talt dialog og med recitativ. På grund af arians popularitet har især optagelser med fremtrædende tenorer ofte vakt opmærksomhed, mens mange berømte coloratura-sopraner også har gjort Marie-rollen til en kær del af deres repertoire.
Betydning
La fille du régiment står som et fremragende eksempel på Donizettis evne til at kombinere komedie og teknisk vokalt håndværk. Operaen har bidraget til populære forestillingers forståelse af bel canto-stilen og viser, hvordan musikdramatisk lethed og sanglig virtuositet kan forenes i en folkekær sceneproduktion.
