Khalistan-bevægelsen: Historie, ideologi og konfliktens rødder

Dybdegående gennemgang af Khalistan-bevægelsens historie, ideologi og konfliktens rødder — oprør, politiske mål og konsekvenser for Punjab og Indien.

Khalistan-bevægelsen er en sikhisk løsrivelsesbevægelse. Den er en separatistisk kampagne, der har til formål at skabe et hjemland for sikherne ved at udskille det indiske Punjab fra Indien og oprette en suveræn, etnisk-religiøs sikh-stat kaldet Khālistān ("Khalsa's land") i Punjab-regionen. Det geografiske område for den foreslåede stat er variabelt, og flere forslag er blevet fremsat af forskellige grupper, men alle de planer, der primært er blevet overvejet, omfatter landområder, der i øjeblikket udgør Punjab, Chandigarh og Punjabi-talende områder i Haryana og Rajasthan. Khalistani-separatisterne erklærede deres ensidige uafhængighed fra Indien den 29. april 1986. I 1993 blev Khalistan kortvarigt optaget i UNPO. Bevægelsen omfattede en periode med vold, militans og terrorisme fra 1980'erne til midten af 1990'erne.

Den 12. april 1980 erklærede Jagjit Singh Chauhan, en fremtrædende tilhænger af bevægelsen, Khalistans råd i Anandpur Sahib. Han sagde, at han var formand for organisationen, og Balbir Singh Sandhu var dens generalsekretær. I maj 1980 rejste Chauhan til London og annoncerede dannelsen af Khalistan. En lignende bekendtgørelse blev fremsat af Sandhu i Amritsar.

Baggrund og ideologiske rødder

Khalistan-bevægelsen har rødder i en kombination af religiøs identitet, politisk misnøje og økonomiske krav. Mange tilhængere fremhæver sikhs historiske særstilling, frygt for marginalisering og krav om større politisk autonomi som centrale årsager. Bevægelsen har aldrig været ideologisk homogen; nogle krævede fuld uafhængighed (et separat Khalistan), mens andre søgte større delstatsrettigheder eller kulturel og religiøs beskyttelse inden for Indiens rammer. Forskellige grupper og ledere har derfor fremsat forskellige mål og taktikker gennem årene.

Tidslinje og væsentlige begivenheder

• Sent 1970'ere–1970'erne: Stigende politisk utilfredshed og mobilisering i Punjab omkring spørgsmål om vand, landbrugsrettigheder og statslig repræsentation.
• Begyndelsen af 1980'erne: Radikalisering af dele af bevægelsen og fremkomsten af militante ledere såsom Jarnail Singh Bhindranwale, der opererede fra Harmandir Sahib (Det Gyldne Tempel) i Amritsar.
• Operation Blue Star (juni 1984): Den indiske hær ryddede militante fra Harmandir Sahib-komplekset. Operationen førte til store skader på det hellige sted, mange dødsfald og var et vendepunkt i konflikten.
• Assassinationen af Indira Gandhi (31. oktober 1984): Indira Gandhi blev myrdet af to af hendes sikhske livvagter. Dette udløste voldsomme anti-sikh-optøjer i Delhi og andre steder.
• 1980'erne–midten af 1990'erne: En periode præget af væbnet oprør, politisk vold, terrorangreb og en hård modreaktion fra statslige sikkerhedsstyrker. Konflikten resulterede i tab af menneskeliv, tvangsforsvindinger og anklager om menneskerettighedskrænkelser på begge sider.
• Slutningen af 1990'erne: En betydelig reduktion i væbnet militans i Punjab som følge af politiets operationsmetoder, interne splittelser blandt militante grupper og ændringer i politisk dynamik.

Vold, retshåndhævelse og menneskerettighedsspørgsmål

Konflikten i Punjab var kendetegnet ved både organiseret militans og hændelser, hvor sikkerhedsstyrker brugte meget skrappe metoder. Kritikere og menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret tilfælde af vilkårlige anholdelser, tortur, tvungne forsvindinger og ekstra-judicielle drab under modoperationerne. Samtidig begik nogle militante grupper bombe- og skudangreb, målrettede drab og andre voldelige handlinger, som ramte civile og politiske mål.

Diaporaens rolle og international dimension

Efterhånden som konflikten eskalerede, fandt bevægelsen støtte og sympati i store sikhske diaspora-samfund i lande som Storbritannien, Canada og USA. Fra udlandet kom politisk støtte, fundraising og propaganda, og enkelte grupper benyttede diaspora-netværk til politisk lobbying. Den internationale opmærksomhed førte samtidig til diplomatiske spændinger mellem Indien og enkelte værtslande, især nårvietale om støtte til separatistiske kræfter dukkede op i debat og retslige sager.

Juridisk og politisk status i dag

Efter midten af 1990'erne synes bevægelsens væbnede kapacitet at være brudt sammen, og store dele af den militante infrastruktur er neutraliseret. I dag er Khalistan-idéen hovedsageligt repræsenteret i politisk aktivisme i diasporaen og af en række mindre, ofte splittede grupper. I Indien opfattes retten til at fremme separatistisk vold som kriminel og terrorrelateret, og flere organisationer og enkeltpersoner har været/listet som terrorrelaterede efter indisk lovgivning.

Konsekvenser og arv

Konflikten har efterladt et komplekst efterspil:

• Et stort menneskeligt tab: konfliktens ofre inkluderer både civile, militante og sikkerhedspersonale; mange familier oplevede tvungne fordrivelser, tab af levebrød og varige traumer.
• Politisk polarisering: forholdet mellem sikhske samfund og den indiske stat blev i perioder alvorligt belastet, og sager fra 1984 (såsom de anti-sikh-udbrud, der fulgte efter Indira Gandhis død) har fortsat politisk og juridisk betydning.
• Langtrukne krav om sandhed og retfærdighed: der har været tilbagevendende krav om uafhængige undersøgelser, oprejsning og retssager mod ansvarlige for overgreb.

Nutidig vurdering

Selvom Khalistan som kraftfuld væbnet bevægelse i Indien i vid udstrækning er aftagende, lever ideen videre i visse politiske kredse og i dele af diasporasamfundet. Spørgsmålet om autonomi, religiøs identitet og mindretalsrettigheder i Punjab forbliver en politisk følsom sag. Debatten om bevægelsens årsager og konsekvenser er fortsat genstand for historisk forskning, politiske diskussioner og juridiske processer.

Kort opsummering: Khalistan-bevægelsen blev født i en kombination af religiøs selvforståelse og politisk utilfredshed. Den gennemgik en voldelig fase i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, som resulterede i stor menneskelig lidelse og politiske følger. I dag er bevægelsen spredt, ofte marginaliseret i Indien, men stadig levende i form af politisk aktivisme og debat i enkelte diaspora-miljøer.

Det religiøse landskab i East Punjab-regionen

Øst Punjab, der omfatter delstaterne Punjab, Haryana, Himachal Pradesh og Chandigarh, havde en befolkning på 61.014.852 mennesker i henhold til Indiens folketælling i 2011. Hinduerne udgør flertallet i East Punjab-regionen med 40 234 605 tilhængere (65,94 %), sikherne udgør 17 466 731 (28,62 %) af regionen, muslimerne 2 518 159 (4,12 %) af regionen og andre 795 357, herunder kristne, buddhister, jainister og ateister, som tilsammen udgør de resterende 1,3 % af regionen. Sikherne er i flertal i Punjab, mens hinduerne er i flertal i Haryana, Himachal Pradesh og Chandigarh.

I det 21. århundrede er der 30 millioner sikher på verdensplan, hvoraf 17,46 millioner bor i den østlige Punjab-region i Indien og resten 3,34 millioner bor uden for den østlige Punjab-region i Indien. Den udenlandske diaspora viser, at yderligere +10 mio. sikher lever uden for Indien, især i de vestlige lande, Canada, Australien og USA.

 
Kort over East Punjab, før 1966  


      Religion i East Punjab (2011)   Hinduisme (65,94%)   Sikhisme (28,63%)   Islam (4,13%)   Andre (1,3%)  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Khalistan-bevægelsen?

Spørgsmål: Hvad er målet med Khalistan-bevægelsen?

Spørgsmål: Hvornår blev Khalistans uafhængighed erklæret?

Spørgsmål: Hvem erklærede rådet for Khalistan?

Spørgsmål: Hvem var organisationens formand og generalsekretær?

Spørgsmål: Hvor bekendtgjorde Chauhan dannelsen af Khalistan?

Spørgsmål: Hvor længe varede volden under denne bevægelse?

Søg efter bogstav