Karst: Dannelse, synkehuller, hulesystemer og verdens største områder
Opdag karst: dannelse, synkehuller og hulesystemer — fra lokale formationer til verdens største karstområder. Lær om Nullarbor, kalksten og underjordisk vand.
Karst er et geologisk system af klipper, hvor vand har eroderet (opløst) grundfjeldet. Hvis processerne er omfattende, kan karst fremtræde som et markant geografisk eller topografisk træk. Karstlandskaber klassificeres ofte som badland, når terrænet er svært at færdes i pga. uregelmæssige former og bratte kraterlignende synkehuller.
Dannelse
Karst dannes primært ved kemisk opløsning af letopløselige bjergarter. Den mest almindelige proces er, at regnvand optager kuldioxid fra atmosfæren og jorden, danner svag kulsyre, og så opløser kalksten eller dolomit. Fordelingen af revner, sprækker og lagdeling i bjergarten styrer, hvor hurtigt og i hvilke retninger opløsningen udvikler sig. Fordi karbonatsedimentære bjergarter er udbredte, findes karst over store dele af jordens overflade.
Overfladiske træk
Mange karstområder har karakteristiske overfladekarakteristika. De mest almindelige er:
- Synkehuller (doliner): Nedadrettede fordybninger, der dannes ved kollaps eller gradvis opløsning af underliggende kalksten.
- Poljer: Store flade lavninger i karst, ofte med frugtbar jord og midlertidig vandansamling.
- Uvalas og karren: Sammenfald af mindre doliner eller små riller og flader på kalkoverfladen.
- Estaveller og ponorer: Åbninger hvor overfladevand forsvinder ned i undergrunden (ponor) eller hvor det både kan trænge ind og komme op (estavelle).
Overfladekarakteristika kan dog mangle, hvis den opløselige klippe er dækket, f.eks. af et ikke-opløseligt bjergartslag oven på karbonatlagene. I sådanne tilfælde kan karst være skjult under et »dæklag«.
Underjordiske systemer og huler
Nogle karstområder omfatter tusindvis af huler, og vandløb og søer føres ofte i store underjordiske kanaler. Hulesystemernes størrelse og kompleksitet afhænger af bjergartenes struktur, grundvandsspejlets niveau og klimaet.
Speleogenese (hulernes dannelse) kan ske over lange tidsskalaer; små sprækker forstørres til gange og til sidst store kamre. Nogle huler indeholder imponerende stalaktitter og stalagmitter, der dannes ved genaflejring af kalk over tusinder af år.
Hydrologi og ressourceaspekt
Karstakviferer opfører sig forskelligt fra porøse akviferer: vandet bevæger sig ofte hurtigt gennem sprækkesystemer og gange i stedet for at filtrere langsomt gennem jord og porer. Det medfører både fordele og ulemper:
- Fordele: Karstakviferer kan levere store mængder vand til kilder og brønde.
- Ulemper: Hurtig gennemstrømning gør karstvand sårbart over for forurening, da der er ringe naturlig filtrering.
Risici og forvaltning
Karstlandskaber rummer særlige risici og udfordringer:
- Synkninger og kollaps: Pludselig dannelse af synkehuller kan skade bygninger og infrastruktur.
- Vandkvalitet: Sårbarhed overfor forurening kræver særlig beskyttelse af indsivningsområder og grundvandsopsamlinger.
- Planlægning: Arealanvendelse i karstområder bør tage hensyn til underjordiske hulrum, sprækker og dræningsmønstre.
Økologi og kultur
Karstområder kan have karakteristiske økosystemer både over og under jorden. Huler rummer ofte specialiserede arter som blindfisk og huleinsekter. Overfladen kan variere fra tørre, sparsomme landskaber til frodige dale i poljer, hvor mennesker traditionelt dyrker landbrug.
Store karstområder i verden
Verdens største karstområde er Nullarbor-sletten, som er en del af det flade, næsten træløse, tørre område i det sydlige Australien. Det ligger på kysten ved Great Australian Bight med Great Victoria Desert mod nord. Nullarbor er verdens største sammenhængende eksponering af kalksten og optager et område på omkring 200.000 km². På sit bredeste punkt strækker den sig ca. 1.100 km fra øst til vest over grænseområdet mellem South Australia og Western Australia.
Andre berømte karstområder omfatter bl.a. de dramatiske kalkstenskamme i Guilin (Kina), Dinarisk karst i Balkanregionen (hvor mange af verdens dybeste huler findes), Yucatán-halvøen i Mexico (kender for cenoter) og store hulesystemer som Mammoth Cave i USA.
Afsluttende bemærkninger
Karstlandskaber er geologisk og økologisk vigtige, og de spiller en central rolle som ferskvandsmagasiner i mange regioner. Forvaltning af karstområder kræver tværfaglig indsigt i geologi, hydrologi, økologi og arealplanlægning for at minimere risici og sikre bæredygtig anvendelse af ressourcerne.
En karstkilde i Jurabjergene nær Ouhans i det østlige Frankrig ved Loue-flodens udspring
Devil's Hole-synkehullet nær Hawthorne, Florida, USA.
Karstkalkstenen giver, efter at overfladen er forvitret, en jordoverflade, som er næsten umulig at betræde for mennesker. Velebit i Kroatien.
Fra et verdensarvsområde i Madagaskar, Tsingy de Bemaraha Strict Nature Reserve. Gradvis erosion har skabt store felter af kalkstenstoppe, der lokalt kaldes tsingy, og som er gennemsat af tørre skove, søer og mangrovesumpområder, der bebos af mange endemiske og truede lemur- og fuglearter.
Sinkhuller
Mange dele af verden lider af jordfaldshuller, som dannes, når karsten ligger under jorden. Under den flade jordoverflade i Florida, Guatemala City og andre steder findes der store systemer af kalksten. Vand, der løber gennem kalkstenen, opløser kalkstenen og efterlader enorme hulrum. Uden varsel opstår der enorme huller i overfladen, som forårsager store skader. Praktisk talt hele Florida ligger på et gigantisk karstsystem, og det samme gælder flere lande i Mellemamerika. Området omkring Tampa er særligt udsat, og der findes et enormt karstsystem under Mexico City. Ifølge en ledende geokemiker er der op til 15.000 jordfaldshuller i Illinois.
Verdens dybeste jordfaldshul er Xiaozhai Tienkeng i Kina med en dybde på 662 m.
Qattara-sænkningen i Egypten er en del af den libyske ørken. Den er ca. 80 km x 121 km i areal. Det er verdens største naturlige jordfaldshul. Den ligger under havets overflade og er dækket af saltpander, sandklitter og saltsumpområder.
Relaterede sider
- Akvifer
- Kalksten
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Karst?
A: Karst er et geologisk system af klipper, hvor vand har eroderet (opløst) grundfjeldet. Det klassificeres som et badland, hvis det er vanskeligt at færdes i miljøet, hvilket det ofte er. Karst er næsten altid dannet i karbonatbjergarter som f.eks. kalksten eller dolomit.
Spørgsmål: Hvor forekommer karst?
A: Da karbonatsedimentære bjergarter er meget almindelige, forekommer karstområder over hele verden.
Spørgsmål: Hvilke overfladekendetegn er forbundet med karst?
Svar: Mange karstområder har karakteristiske overfladekarakteristika, hvoraf synkehuller er de mest almindelige. Karstoverfladekarakteristika kan imidlertid være fraværende, hvis den opløselige klippe er dækket af en kappe, f.eks. af et ikke-opløseligt bjergartslag oven på karbonatlagene.
Spørgsmål: Er der huler i forbindelse med karst?
A: Ja, nogle karstområder omfatter tusindvis af huler, og vandet er generelt under jorden.
Spørgsmål: Hvad er et eksempel på et stort karstområde?
Svar: Verdens største karstområde er Nullarbor-sletten i det sydlige Australien, der dækker et areal på ca. 200 000 km2. På det bredeste sted strækker det sig ca. 1.100 km fra øst til vest over grænseområdet mellem Syd- og Vestaustralien.
Sp: Er Nullabor Plain træfrit?
A: Ja, Nullabor Plain er et fladt og næsten træfrit tørt land.
Søge