Hvad er hydrogensulfid (H2S)? Giftig gas og lugt af rådne æg

Hvad er hydrogensulfid (H2S)? Læs om den giftige gas med lugt af rådne æg, hvor den findes (kloakker, sumpe, naturgas), sundhedsrisici, symptomer og sikkerhedstiltag.

Svovlbrinte (engelsk: hydrogen sulphide) er den kemiske forbindelse med formlen H
₂S, er en farveløs, giftig, brandfarlig gas, der er ansvarlig for den fæle lugt af rådne æg og flatulens. Den opstår ofte, når bakterier nedbryder organisk materiale i mangel af ilt. Dette sker i sumpe og kloakker (sammen med den anaerobe fordøjelsesproces). Det forekommer også i vulkanske gasser, naturgas og i visse brøndvand. Det er den lugt, som folk ofte tror, at det er lugten af svovl. Men svovl lugter ikke i sig selv.

Svovlbrinte er også kendt under flere navne i brug: hydrogensulfid (systematisk), sulfan og almindelige betegnelser som kloakgas eller stinkdamp. IUPAC accepterer navnene "hydrogensulfid" og "sulfan".

Egenskaber

Fysiske og kemiske egenskaber: Svovlbrinte er en farveløs gas med molarmasse cirka 34,1 g·mol⁻¹ og kogepunkt omkring −60,3 °C. Den er brandfarlig og kan danne eksplosive blandinger med luft (typiske brændbare grænser ligger i området ca. 4–45 % vol.). I vand er H₂S en svag syre, der kan dissociere til HS⁻ og S²⁻ ved højere pH. Svovlbrinte reagerer med mange metaller og danner sortmetal-sulfider (f.eks. kobber- og sølvsulfider), hvilket giver korrosion og misfarvning.

Forekomst og dannelse

Svovlbrinte dannes biologisk ved anaerob nedbrydning af organisk materiale af sulfatreducerende bakterier. Typiske steder hvor H₂S findes, er sumpe, kloakker, spildevandsanlæg, rådnende vegetation, gylle- og siloanlæg samt i olie- og gasfelter. Det kan også forekomme i vulkanske gasser og i nogle typer brøndvand.

Helseeffekter og toksicitet

Lugt og advarselseffekt: Selv ved meget lave koncentrationer har H₂S en karakteristisk lugt af rådne æg, men lugtesansen er ikke en pålidelig alarm: ved moderate til høje koncentrationer kan lugtesansen blive lammet (olfaktorisk paralyse), så man ikke længere kan mærke gasen, selv om den stadig er farlig.

Akutte symptomer: Eksponering for lave koncentrationer kan give irritation af øjne, næse og hals, hovedpine, kvalme og svimmelhed. Højere koncentrationer kan føre til hoste, lungeødem, bevidstløshed og hurtig åndedræts- og kredsløbssvigt. Meget høje koncentrationer kan være dødelige inden for få minutter.

Sikkerhedsgrænser: Grænseværdier for arbejdspladser varierer mellem lande og myndigheder; typiske grænser ligger ofte i størrelsesordenen enkeltcifrede til tyve ppm for kortvarig eksponering. Akutt kritisk niveau (IDLH – Immediately Dangerous to Life or Health) er typisk angivet omkring 100 ppm af nogle rådgivende organisationer. Det er vigtigt at følge gældende nationale og lokale grænser og anbefalinger.

Detektion og måling

H₂S kan måles med flere metoder: bærbare gasdetektorer med elektro-kemiske sensorer, faste alarmsystemer, kolorimetriske rør (gasmålerør), og laboratorieanalyse. Eftersom lugten kan bedrage, anbefales det at anvende instrumentel overvågning i risikoområder fremfor at stole på lugtesansen alene.

Sikkerhed og førstehjælp

• Forebyggelse: Sørg for god ventilation i områder med potentiel dannelse af H₂S (kloakker, tanke, spildevandsanlæg), brug gasdetektorer og følg procedurer ved arbejde i lukkede rum.
• Personligt værneudstyr: I situationer med mulig høje koncentrationer skal der anvendes åndedrætsværn med passende filter eller selvstændigt åndedrætsapparat (SCBA) og beskyttelsesudstyr. Redningsindsats må kun udføres af uddannet personale.
• Førstehjælp: Ved mistanke om eksponering, bring den ramte til frisk luft straks. Hvis personen ikke trækker vejret, igangsættes genoplivning (hjertelungeredning) efter gældende instrukser, og tilkald hjælper. Sørg for lægebehandling ved enhver betydende eksponering — nogle symptomer på påvirkning kan opstå forsinket (fx lungeødem).

Anvendelser og miljøpåvirkning

H₂S bruges i kemisk industri til fremstilling af svovlholdige forbindelser og som laboratoriereagens, men dens giftighed begrænser mange anvendelser. I miljøet kan gasen være toksisk for vandlevende organismer, og udslip fra industrielle kilder eller naturgas kan give lokale lugtgener og helbredsrisiko.

Konklusion: Svovlbrinte (hydrogensulfid) er en farveløs, giftig og brandfarlig gas med genkendelig lugt af rådne æg ved lave koncentrationer. På grund af risiko for olfaktorisk paralyse og alvorlige helbredsskader må man aldrig stole på lugtesansen som advarsel — brug instrumentel måling, korrekt ventilation og egnet personligt værneudstyr, og følg lokale sikkerhedsregler.

Forekomst

Der kan findes små mængder hydrogensulfid i råolie. Sur naturgas kan indeholde op til 28 %. Men sur naturgas skal renses, før den kan komme ind i en langrørledning. Rørledninger begrænser svovlbrinte til 3 korn pr. 1 000 kubikfod naturgas. Vulkaner og varme kilder afgiver en del H ₂S, hvor det sandsynligvis dannes ved hydrolyse af sulfidmineraler, dvs. MS + H ₂O til MO + H ₂S.

Den normale gennemsnitlige koncentration i ren luft er ca. 0,0001-0,0002 ppm.

Aflejring af svovl på en sten, forårsaget af vulkanske gasser, der indeholder svovlbrinte

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er hydrogensulfid?

Spørgsmål: Hvad er nogle af kilderne til svovlbrinte?

Spørgsmål: Hvordan lugter svovlbrinte?

Spørgsmål: Har svovl i sig selv en lugt?

Spørgsmål: Hvilke andre navne er svovlbrinte kendt under?

Spørgsmål: Hvordan dannes det, når der ikke er ilt til stede?

Spørgsmål: Er IUPAC's navn for denne forbindelse accepteret universelt?

Søg efter bogstav