Den lille landsby Happisburgh på Norfolks kyst er kendt for nogle af de tidligste spor efter homininer i Nordvesteuropa. Fundene ved Happisburgh har givet ny viden om, hvornår og hvordan tidlige mennesker koloniserede de nordlige egne af kontinentet.
Opdagelsen
De ældste fodspor fra homininer i Europa blev dokumenteret på Storbritannien og offentliggjort efter fund på East Anglia i maj 2013. Fodsporene blev synlige på stranden efter kraftig storm, der havde skyllet overliggende sand bort og blottet ældre aflejringer.
Selve fundet bestod af aftryk i blødt sediment, delvist dækket af strandsand, og blev først set ved lavvande på kysten ved Happisburgh. Fordi sedimentet lå under højvandsgrænsen og var blødt, eroderede tidevandet hurtigt de blottede aftryk, og inden for få uger var de fleste print ødelagt. Et hold arkæologer og frivillige arbejdede derfor hurtigt under vanskelige forhold — ofte i regn og ved lavvande — for at registrere fodsporene digitalt og fysisk.
Datering og fortolkning
De bevarede aftryk er dateret til mellem ca. 1 million og 0,78 millioner år gamle, hvilket gør dem til de ældste kendte hominin-fodspor uden for Afrika. Dateringen bygger på en kombination af stratigrafiske analyser, undersøgelse af tilhørende pleistocæn fauna og flora samt geologiske forhold i de blottede lag.
Ud over fodsporene er stedet kendt for god bevarelse af tidlige pleistocæne aflejringer og siden 2005 er der også fundet flintredskaber på stranden. Disse redskaber og andre spor tyder på, at homininer besatte dele af Nordeuropa langt tidligere end tidligere antaget — mindst 350.000 år tidligere i forhold til tidligere tidspunkter for fastslået menneskelig tilstedeværelse i regionen. Hvilken hominin-art der efterlod fodsporene er dog ikke fastslået ud fra aftrykkene alene.
Betydning og konsekvenser
Fundene ved Happisburgh ændrer vores forståelse af tidlig menneskelig udbredelse ved at vise, at homininer levede i forholdsvis nordlige, kølige og skiftende kystmiljøer allerede for op til en million år siden. Det peger på fleksible tilpasninger og mobilitet, samt anvendelse af kystnære ressourcer i jagt på føde.
Fodsporene og de tilknyttede sedimenter giver også værdifulde paleo-miljødata: pollen, plantemakrofossiler og dyreknogler fra lagene hjælper forskere med at rekonstruere klima, vegetation og landskab i den tidlige pleistocæn.
Bevaring og videre forskning
Happisburgh ligger i et område med aktiv kysterosion, og de samme storme, som fra tid til anden afslører værdifulde lag, truer også med at ødelægge dem hurtigt. Derfor er hurtig dokumentation — især 3D-fotogrammetri og andre digitale registreringsteknikker — essentiel for at sikre videnskabeligt materiale, før det går tabt. Mange af de oprindelige aftryk blev bevaret kun fordi holdet nåede at optage detaljerede 3D-billeder og skabe arkivkopier, inden tidevandet fjernede dem.
Forskningen ved Happisburgh fortsætter, både gennem feltarbejde ved kysten og gennem analyser i laboratorier. Målet er at finde flere spor, forbedre dateringsteknikker og forstå, hvilken slags værktøjsteknikker og levevis disse tidlige europæiske homininer havde.
Væsentligt: selv om fundene er nogle af de ældste spor efter homininer uden for Afrika, identificeres de ikke som 'moderne mennesker' (Homo sapiens) — de tilskrives tidlige homininer, og den præcise artsbestemmelse kræver mere materiale.
