En folkedans er en dans, som typisk har nogle af eller alle følgende kendetegn:

  • De danses ved sociale sammenkomster af almindelige mennesker, ofte uden formel danseuddannelse, og til traditionel musik eller musik, der bygger på traditionelle melodier.
  • De er oprindeligt ikke skabt til sceneoptræden eller professionel fremførelse, selvom mange traditionelle folkedanser senere kan blive arrangeret og opsat til opvisninger.
  • Måden de udføres på er i høj grad båret af mundtlig overlevering og lokale traditioner frem for formelle koreografier, selv om alle folkelige traditioner ændrer sig med tiden.
  • Nye dansere lærer ofte uformelt ved at iagttage andre, ved hjælp fra mere erfarne dansere eller gennem lokale danselejre og foreninger.

Der er ikke altid fuld enighed om grænsen mellem folkedans og andre danseformer. For nogle er folkedans især defineret ved fravær af faste styrende organer, konkurrencepræg eller professionel optræden, mens andre lægger vægt på historisk kontinuitet og lokale variationer.

Kendetegn og typer

Folkedanse omfatter mange forskellige stilarter afhængigt af region og kultur. I Norden og Danmark møder man fx pols, springdans, vals, schottis og kadrilje. I andre lande findes reels, jigs, mazurkaer, polkaer, koloer og mange flere. Fælles for dem er ofte gentagne figurer, par- eller runddans-former og en tæt forbindelse til lokale melodier og spillemønstre.

Musik og instrumenter

Musikken til folkedans er som regel rytmisk tydelig og let at følge: fiddle (violin), harmonika/accordeon, fløjte, cittern, kontrabas og lokale strygeinstrumenter (fx hardingfele i Norge) er almindelige. Musikens tempo og taktart styrer ofte dansens trin og figurer.

Læring, overlevering og sociale rammer

Folkedans er ofte socialt forankret: den indgår i fester, bryllupper, høstgilder, byfester og andre fælles begivenheder. Læring sker uformelt ved at deltage, men også gennem organiserede danseforeninger, folkehøjskoler og festivaler, hvor ældre traditioner genoplives og formidles. I tidligere tider spillede rejse-skolelærere og lokale mester-dansere en vigtig rolle i udbredelsen.

Ændring, bevarelse og revivals

Selvom folkedans bygger på tradition, ændrer den sig konstant: nye melodier, trin eller kostumer kan indarbejdes. I det 19. og 20. århundrede opstod nationale revivalbevægelser, hvor man indsamlede, registrerede og iscenesatte folkedanse for at bevare kulturarven. Samtidig har moderne folkedansmiljøer eksperimenteret med fusion mellem traditionel og nutidig musik og koreografi.

Funktioner i dag

  • Socialt samvær: Folkedans skaber fællesskab på tværs af generationer.
  • Kulturel identitet: Dansene kan fungere som udtryk for lokal eller national kulturarv.
  • Scenekunst: Nogle folkedanser bliver arrangeret til scenefremførelser af amatører eller professionelle grupper.
  • Uddannelse: Skoler, foreninger og festivaler bevarer og videreudvikler dansematerialet.

Praktiske tips for begyndere

  • Start med sociale dansearrangementer eller begyndhold i en lokal folkedanserforening.
  • Se og følg de mere erfarne dansere — meget læring foregår ved observation.
  • Spørg om trin og figurer; det er almindeligt at få hjælp undervejs.
  • Husk passende, behageligt fodtøj og lyst til at deltage i fællesskabet.

Folkedans er altså en levende kulturform, der både rummer historisk arv og nutidig fornyelse — fra små lokale danseaftener til internationale festivals og sceneopførelser.