Foldningsbjerge er bjerge, der primært dannes ved, at lagene i den øverste del af jordskorpen bliver krøllet og bøjet som følge af kompression. Udtrykket er i dag delvist betegnende for en bestemt strukturtype, og betegnelsen er delvist forældet, men den anvendes stadig hyppigt i litteraturen om fysisk geografi. Mange landskabstræk i foldningsbælter skyldes kombinationen af foldning, forskydning langs forkastninger og efterfølgende erosion.

Hvordan dannes foldningsbjerge?

Foldebjerge dannes typisk ved sammenstød eller sammenpresning af to tektoniske plader ved en konvergerende pladegrænse. I praksis betyder det ofte, at store mængder sedimentære bjergarter, der er aflejret langs kontinentalsokler og i havbassiner, bliver udsat for horisontal kompression. Under disse forhold kan lagene:

  • vride sig til anticliner (opadbøjninger) og synkliner (nedadbøjninger),
  • skubbes i store nappes og skydes over hinanden langs thrust-forkastninger,
  • glide på et svagt lag eller décollement, f.eks. på salt eller bløde skifre, hvilket gør det lettere for overliggende lag at folde sig.

Et mekanisk svagt bundlag som f.eks. salt fremmer foldningsprocessen ved at fungere som glideflade. Når de sammenpressede lag bliver tykkere, kan der også ske opadgående bevægelse (opløft), metamorfose af bjergarter og udvikling af komplekse strukturer som recumbente folds eller nappes.

Foldning versus andre bjergdannende processer

Tidligere blev mange store bjergkæder samlet omtalt som foldningsbjerge, men moderne undersøgelser viser ofte, at væsentlige dele af bjergkæder dannes gennem andre mekanismer i kombination med eller i stedet for simpel foldning. For eksempel blev før forståelsen af pladetektonikken begrebet brugt om kæder som Himalaya. I dag ved man, at Himalaya i høj grad er et resultat af kollision mellem to kontinenter, hvor den vigtigste mekanisme for forkortelse og tykkelsesøgning af jordskorpen er trykforkastninger (thrusting) snarere end kun blød foldning.

Strukturer og typer af foldningsbjerge

  • Fold- og skubbælter (fold-and-thrust belts): omfatter folde og skjorteagtige skydninger (nappes) foran et kollisionsområde. Eksempler findes i mange orogener.
  • De-synklinale og antiklinale strukturer: mindre skala-foldninger i sedimentære lag, ofte vigtige for dannelse af olie- og gasfælder.
  • Foreland fold belts: foldningszoner der danner sig foran en større bjergkæde, som fx Jura-bjergene foran Alperne (klassisk eksempel på bølger i et forland).

Eksempler og praktisk betydning

Velkendte foldede eller foldede-og-skyttede strukturer ses i mange bjergområder verden over — nogle er relativt unge og aktive, andre er gamle og stærkt eroderede. Foldede sedimentære lag er også betydningsfulde for geologisk prospektering, fordi antiklinale strukturer ofte fungerer som reservoirer for olie og gas. Følgende er vigtige pointer:

  • Et område kan have både foldning og omfattende trykforkastninger—de to fænomener udelukker ikke hinanden.
  • En décollement (glideflade), ofte forårsaget af salt eller svage skifre, gør det lettere for store blokke at folde og glide.
  • Foldningsbælter kan være seismisk aktive, især hvor bevægelse langs forkastninger stadig finder sted.

Genkendelse i landskabet

Foldningsbjerge viser ofte gentagne rækker af parallelle rygge og dale, der svarer til anticliner og synkliner. Geologiske kort og snit afslører lagrækkernes orientering (strike og dip), samt forekomst af nappes og thrust-forkastninger. Erosion kan blotte ældre, dybere lag i kerner af antiklinaler (det såkaldte "inversion" af lagrækkefølgen), hvilket er et nyttigt tegn i feltstudier.

Samlet set beskriver betegnelsen "foldningsbjerge" en række strukturer og processer, hvor kompression får jordskorpe-lag til at bøje og forskydes. Forståelsen af disse processer er central både i geologisk kortlægning, ressourceteorier (olie, gas, grundvand) og vurdering af geologiske risici i bjergområder.