Kridt er et blødt, hvidt sedimentært bjergart, der består næsten udelukkende af calciumcarbonat (CaCO3). Kridt dannes i havet som aflejringer af de kalkholdige skeletter fra utallige små planktonalger kaldet coccolither, og de vigtigste aflejringer blev lagt ned i den øvre kridttid. Når lagene er tykke og udsættes for havets påvirkning, kan de danne markante kystklipper — de berømte hvide klipper i Dover i Kent, England, er et godt eksempel.

Dannelsen og struktur

Kridt er porøst og ofte finkornet. Det består af meget små kalkpartikler (coccoliths), som over millioner af år er bundet sammen til faste lag. Farven er typisk hvid på grund af den rene kalk (calcit), men kridt kan også indeholde små mængder ler og andre mineraler, som giver grålige eller gullige nuancer.

Egenskaber og vand

Kridt er blødt sammenlignet med mange andre bjergarter, men fordi aflejringerne ofte er meget tykke, kan kridt danne store, stejle skrænter og klipper. Kridt er desuden meget porøst og kan holde på store mængder grundvand — derfor fungerer kridtlag ofte som vigtige aquitarder og aquitiferer. Når kridt ligger tæt på jordoverfladen, danner det ofte kridtbakker, som kan indeholde store mængder vand. Når vejret er tørt, afgiver kridtet dette vand langsomt og kan dermed sikre vandtilførsel til floder og vandløb i tørre perioder.

Tavlekridt

Tavlekridt (det stykke man skriver med på skolens tavle) er i praksis ikke ægte kridt. Det fremstilles oftest af gips (calciumsulfat) eller andre bindingsstoffer og kaldes populært "kridt", fordi det ligner og føles blødt. Folk bruger det til at tegne og skrive på hårde flader, fordi materialet let efterlader mærker. Man skriver ofte med kridt på en tavle eller en sort tavle, og man kan fjerne mærkerne med et viskelæder eller vand, så tavlen bliver blank igen. Butikker sælger normalt tavlekridt i ca. 5 cm lange stænger.

Gade-, fortovs- og udendørskridt

Der findes også større, bløde kridtstykker, som børn bruger til at tegne på jorden — for eksempel på beton (f.eks. et fortov) eller på asfalt (f.eks. en indkørsel). Denne type kridt er designet til udendørs brug: farverne er klare, og regn eller rengøring fjerner let mærkerne, så det normalt er regnen, der vasker kridtet væk.

Skrædderkridt

Skrædderkridt er heller ikke ægte kridt. Traditionelt består det af talkum (magnesiumsilikat), som efterlader et tydeligt mærke på stof uden at beskadige materialet. Skræddere og tøjdesignere bruger det til at tegne mønstre og markeringer under tilskæring og sømning. I dag findes også varianter med voks eller farvepigmenter for at sikre, at mærkerne holdes bedre eller lettere smedes af stoffet.

Anvendelser og betydning

  • Byggeindustrien: Kridt kan brændes i kalkovne til at fremstille quicklime (brændt kalk), der bruges i mørtel og cementproduktion.
  • Landbrug: Knust kridt (kalk) bruges til at justere jordens pH-værdi og tilføre calcium.
  • Vandforsyning: Kridtlag fungerer som vigtige grundvandsmagasiner (akviferer), som mange vandforsyninger er afhængige af.
  • Geologi og paleontologi: Kridtlag indeholder ofte mikrofossiler (coccoliths) og større fossiler, som fortæller om fortidens havmiljøer.
  • Fritid og undervisning: Tavlekridt og udendørskridt til leg og undervisning.

Miljø og erosion

Kridtbakker og kridtklipper rummer særlige naturtyper og planter, der er tilpasset kalkrige jorde. Kystnære kridtklipper er dog også udsatte for erosion — især hvor havet slår mod foden af klippen — og kan gradvist trække sig tilbage. Samtidig er kridtaflejringer vigtige for biodiversitet og for grundvandsressourcer, så både geologi og biologi spiller en rolle i forvaltningen af kridtområder.