Den allierede invasion af Italien var de allieredes invasion af det italienske fastland under Anden Verdenskrig. De allierede begyndte landgangene i begyndelsen af september 1943, efter den vellykkede invasion af Sicilien under den italienske kampagne. Italiens regering under marskal Pietro Badoglio havde i denne periode afsat Mussolini (25. juli 1943) og forhandlet en våbenhvile med de allierede; våbenhvilen blev underskrevet den 3. september 1943 og offentligt annonceret den 8. september 1943, hvilket skabte stor politisk og militær forvirring i Italien.

Baggrund og mål

Målet med invasionen var både militært og politisk: at tvinge Italien ud af krigen, sikre kontrol over Middelhavet, tvinge tyskerne til at opretholde styrker i den italienske halvø frem for andre fronter og skabe en sydlig flanke, som kunne støtte videre offensiver i Europa. Efter Sicilien havde de allierede samlet styrker og planlagt flere samtidige operationer for at sikre en hurtig fremrykning på det italienske fastland.

Organisation og styrker

Invasionen blev koordineret af general Harold Alexanders 15. armégruppe og omfattede blandt andet generalløjtnant Mark Clarks amerikanske 5. armé samt general Bernard Montgomerys britiske 8. armé. Operationerne involverede store amfibie- og luftkomponenter samt omfattende flådeunderstøttelse for at beskytte tropperne under landing og efterfølgende forsyningslinjer.

Hovedoperationer

  • Operation Baytown – krydsning fra Sicilien til Calabrien: Den britiske 8. armé under Montgomery gik i land i det sydligste Italien den 3. september 1943. Landgangen mødte begrænset modstand, men fremrykningen blev langsommere end forventet på grund af terræn og logistiske forhold.
  • Operation Slapstick – landgang ved Taranto: En kombination af britiske tropper blev landsat for at sikre de østlige havne og presse nordpå langs Italiens østkyst.
  • Operation Avalanche – hovedlandgangen ved Salerno: Den største og mest blodige af landgangene, der fandt sted i begyndelsen af september (Salerno-landgangen indledtes kort efter våbenhvilen). Ved Salerno blev de allierede udsat for hurtige og koordinerede tyske modangreb, og kampen udviklede sig til hårde land-til-land-stridigheder, hvor flåde- og luftstøtte spillede en afgørende rolle for at forhindre en allieret tilbagetrækning.

Tysk reaktion og videre kampagner

Som reaktion på italienske myndigheders skiftebevægelse gennemførte tyskerne Operation Achse for hurtigt at besætte strategiske områder i Italien, bevæbne eller internere italienske enheder og etablere stærke forsvarslinjer. Den tyske befalingsofficer general Albert Kesselring organiserede effektivt tilbagetrækninger og forsvar, udnyttede det kuperede terræn og etablerede forsvarslinjer som bl.a. Winter Line og senere Gustav-linjen, hvilket gjorde den allierede fremrykning langvarig og kostbar.

Konsekvenser og betydning

Invasionen førte til, at Italien formelt skiftede side i krigen og erklærede krig mod Tyskland i efteråret 1943, men det betød ikke en hurtig afslutning på kamphandlingerne på den italienske halvø. Kampene fortsatte i 1943–1945 med slag som f.eks. ved Monte Cassino og landgangen ved Anzio (januar 1944), og Roma blev først befriet den 4. juni 1944. Den italienske kampagne bandt betydelige tyske styrker, hvilket lettede presset på andre fronter, men den var også præget af vanskelige logistiske forhold, hårdt vejr og betydelige tab på begge sider samt store civile lidelser i besatte områder.

Arven fra invasionen

Den allierede invasion af Italien er ofte set som en strategisk sekundær front i forhold til det senere landingsangreb i Normandiet, men den havde stor politisk betydning: den bidrog til Mussolinis fald og Italiens skifte af side og tvang Tyskland til at bruge ressourcer på at fastholde en lang og vanskelig kampagne i bjergene. Kampene i Italien fremhæver også kompleksiteten ved kombinerede operationer (land, sø og luft) i udfordrende terræn og de politiske følger af militære operationer.

Bemærk: Denne oversigt fokuserer på invasionen af det italienske fastland i september 1943 og dens umiddelbare konsekvenser; den efterfølgende italienske kampagne fortsatte med intense kampe og strategiske bevægelser frem til krigens afslutning i Europa.