Dikotyledonerne, også kendt som dicotyper, var en af de to grupper af blomstrende planter eller angiospermer. Navnet henviser til et af gruppens kendetegn, nemlig at frøet har to embryonale blade eller cotyledoner. Der findes omkring 200.000 arter i denne gruppe. Den anden gruppe af blomstrende planter blev kaldt monokotyledoner eller monokotyper, der har ét kimblad. Historisk set udgjorde disse to grupper de to opdelinger af de blomstrende planter.
Fra 1990'erne og fremefter viste molekylær fylogeni, hvad botanikere allerede havde mistanke om: dicotyledoner er ikke en monofyletisk gruppe. De består af en række slægtslinjer, f.eks. magnoliiderne. Grupper, der nu er kendt som basale angiospermer, divergerede tidligere end monokotyperne gjorde. De traditionelle dicotyper er en parafyletisk gruppe. Den største klade af dicotyledoner er kendt som eudicotterne. De er helt klart monofyletiske. De adskiller sig fra alle andre blomstrende planter på grund af deres pollens struktur. Andre dikotyledoner og monokotyledoner har en ældre type pollen, mens eudicoter har afledte pollen.
Kendetegn ved dikotyledoner (traditionelt)
- To cotyledoner: Frøet udvikler to kimblade, hvilket er det karakteristiske træk, som gav gruppen dens navn.
- Bladstruktur: Mange har netvenet (reticuleret) bladnerver frem for parallelvingede nerver, som ses typisk hos monokotyledoner.
- Blomsterdele: Blomsterne har ofte dele i multipla af fire eller fem (f.eks. 4 eller 5 kronblade eller blosterblade).
- Stængel og ledningsvæv: Vaskulære bundter ligger ofte i en ring i stænglen, og mange dikotyledoner danner sekundær tykkelsesvækst via et cambium (veddannelse/“træ”).
- Rodsystem: Ofte en kraftig hovedrod eller pælerod fremfor det fibrous rodnet, som er typisk for mange monokoter.
Eudicoterne — den monofyletiske gruppe
Eudicotterne (ofte kaldet "ægte dikotyledoner") udgør den største og klart monofyletiske del af de traditionelle dicotyledoner. De identificeres især ved en særlig pollentype: tricolpate pollen (pollen med tre langsgående riller eller porer). Denne egenskab adskiller eudicoter fra både monokotyledoner og de øvrige, mere basale angiospermer, der typisk har monosulcate eller andet "ældre" pollenmønster.
Eksempler på store eudicot-grupper er Rosaceae (rosefamilien), Fabaceae (ærtefamilien) og Asteraceae (kurvblomstfamilien). Samlet indeholder eudicoterne en meget stor del af de næsten 200.000 arter, som traditionelt regnes som dicotyledoner.
Historisk og moderne systematik
Den traditionelle opdeling i dikoter og monokoter var praktisk og baseret på let observerbare morfologiske træk. Fra 1990'erne og frem ændrede molekylære studier (DNA-sekvensering) dette billede: mange af de grupper, man tidligere samlede som "dicotyledoner", viste sig ikke at stamme fra en fælles fædreslinje. Derfor kaldes de nu parafyletiske i forhold til hele angiosperm-træet.
Den moderne klassifikation, særligt den, der er udviklet af Angiosperm Phylogeny Group (APG), understreger monofyletiske enheder. Derfor benyttes i dag oftere betegnelser som eudicoter, magnoliider og forskellige basale grupper i stedet for det brede, traditionelle begreb "dikotyledoner".
Hvordan genkender man eudicoter i marken?
- Se på bladene: Netvenet bladnerver er et godt fingerpeg.
- Tæl blomsterdelene: Grupper af fire eller fem peger ofte mod eudicotter.
- Undersøg stammen: En ring af vaskulære bundter og mulighed for sekundær tykkelsesvækst (ved) taler for en dikotyledon.
- Bemærk roden: Pælerod er typisk, men ikke entydigt.
Bemærk: Ingen enkelt morfologisk egenskab er fuldstændig sikker — der findes undtagelser, og kun molekylære data eller detaljeret mikromorfologi (fx pollenanatomi) kan give sikker placering i mange tilfælde.
Undtagelser og særlige bemærkninger
- Ikke alle planter med to kimblade hører til samme evolutionære gruppe; derfor er "dikot" som fælles betegnelse blevet mindre præcis.
- Nogle egenskaber overlapper mellem grupper (fx visse blad- og blomstertræk), og evolutionære tilpasninger kan give morfologisk konvergens.
- Pollenanatomi (fx tricolpate pollen) er et af de mest pålidelige morfologiske kendetegn for eudicoter.
Samlet set er begrebet dikotyledoner historisk vigtigt og nyttigt som introduktion til planteanatomi, men moderne fylogeni har givet os et mere nuanceret billede: eudicoter er en veldokumenteret, monofyletisk gruppe inden for de tidligere såkaldte dikoter, mens resten af de traditionelle dikoter repræsenterer flere, ældre evolutionære linjer (f.eks. magnoliider og andre basale angiospermer).

