Gøgebier lægger deres æg i andre biers reder, lidt ligesom gøgefugle. De er kleptoparasitter, et udtryk, der betyder parasitisme ved tyveri. I dette tilfælde er der tale om tyveri af føde og af værtsbiens plejefaciliteter, især den pollenkugle og den nektar, som er lagret til værtslarven.
Morfologi og tilpasninger
Hunnerne af gøgebier mangler de særlige lange hår, som samler pollen, og de bygger ikke deres egne reder. De har ofte reduceret kropsbehåring, et tykt exoskelet og sabelagtige underkæbe, der kan hjælpe ved kamp eller ved at åbne værtsceller. Mange arter har også en mere slank eller hvepseagtig kropsform og iagttages derfor let som anderledes end pollenindsamlende bier.
Adfærd ved indtrængning og æglægning
Gøgebier besøger reder af pollenindsamlende arter og lægger deres æg i de celler, som værtsbien har lavet. Strategierne varierer: nogle sniger sig ind og lægger ét enkelt æg, mens andre angriber direkte og kan slå værtsdronningen eller værtshunnen ihjel for at overtage boet (disse kaldes ofte sociale parasitter eller yngleparasitter). Der findes også arter, hvor den invaderende hun bliver i værtsboet og lægger mange æg.
Livscyklus og larvebiologi
Når gøgebi-ægget klækker, udvikler larven sig på den føde, værtsbien har samlet — typisk en pollenkugle og nektar. Den nyklækkede larve af mange kleptoparasitiske bier er specialiseret til at fjerne konkurrerende værtlarver: den har ofte kraftige kæber i de tidlige stadier og kan hurtigt dræbe og spise værtslarven, så den får hele fødemængden for sig selv. I andre tilfælde vil gøgebilarven blot udvikle sig hurtigere end værtslarven og dermed udkonkurrere den for føden.
Variation og evolution
Denne form for adfærd er opstået mange gange uafhængigt i biernes udvikling. Parasitisme af sociale arter er udviklet adskillige gange (hovedsagelig i familien Apidae), og der er mange slægter, som parasiterer solitære bier. I alt findes der globalt set flere tusinde arter af kleptoparasitiske bier, og de udgør en betydelig del af biernes samlede artsdiversitet. En hel underfamilie af bier—Nomadinae (nomadebier)—består primært af sådanne parasitter.
Vært–parasitsamspil og forsvarsmekanismer
Værtsbier har udviklet forskellige forsvar mod gøgebier, herunder øget årvågenhed omkring reden, mekanisk lukning af celler og kemisk genkendelse af indtrængende. Til gengæld har mange gøgebier udviklet taktikker til at undgå opdagelse, for eksempel ved at lægge deres æg meget hurtigt, angribe under bestemte tidspunkter eller opnå kemisk kamuflage (mimikry af værtens lugt).
Økologi og bevarelse
Gøgebier spiller en kompleks rolle i økosystemet: de kan regulere værtspopulationer og indgår i tætte coevolutionære forhold med deres værter. Samtidig betyder afhængigheden af bestemte værtarter, at mange kleptoparasitiske bier er sårbare over for habitattab og fald i værtspopulationer. Bevarelsestiltag, der beskytter levesteder og sørger for et rigt udbud af blomster og egnede reder, gavner både værtsarterne og deres parasitter.
Eksempler og genkendelse
- Nomadinae — en stor gruppe af nomadebier, som er typiske gøgebier.
- Slægter man ofte møder i tempererede egne: Nomada, Epeolus, Sphecodes og Coelioxys.
- Kuckoo- eller gøgehumler (tidligere betegnet Psithyrus) som parasiterer andre humler og overtaget boet ved at eliminere værtsdronningen.
I marken kan man mistænke en gøgebi, hvis en bi mangler pollenbørste (ikke samler pollen), opfører sig snigende ved andre bieres reder eller har en mere robust, næsten pansret kropsbygning. For at bevare denne del af insektfaunaen er det vigtigt både at sikre blomsterressourcer og bevare egnede reder og levesteder for de værtsspecies, som gøgebier er afhængige af.
