Cressida (måne) — Uranus' måne: opdagelse, størrelse og fakta

Cressida — Uranus' lille måne: opdaget af Voyager 2 i 1986. Læs om opdagelse, radius (41 km), albedo, form og andre fascinerende fakta.

Cressida er en af de indre måner til Uranus. Den blev opdaget på billeder taget af Voyager 2 den 1986-01-09 og fik den midlertidige betegnelse S/1986 U 3. Senere blev den opkaldt efter den trojanske figur Cressida, beskrevet som datter af Calchas i klassiske fortællinger og i William Shakespeares skuespil Troilus og Cressida (navnet optræder også i fortællinger af Geoffrey Chaucer og andre). Månen er også kendt under nummeret Uranus IX.

Bane og gruppe

Cressida tilhører Portia-gruppen af indre måner, som har lignende baner og fotometriske egenskaber. Gruppen omfatter blandt andre Bianca, Desdemona, Juliet, Portia, Rosalind, Amor, Belinda og Perdita. Disse måner kredser tæt om Uranus i den indre satellitregion, hvor gravitationelle påvirkninger mellem naboerne og eventuelle vekselvirkninger med ringsystemet kan være vigtige for deres dynamik.

Fysiske egenskaber

De direkte oplysninger om Cressida er sparsomme, fordi månen kun er godt afbildet af Voyager 2. Nogle af de kendte parametre er:

• Radius: cirka 41 km (gennemsnitsværdi baseret på Voyager-data).
• Geometrisk albedo: omkring 0,08, hvilket indikerer en forholdsvis mørk overflade.
• Form: Voyager-billeder viser et udstrakt legeme; forholdet mellem hovedaksen og den kortere akse er målt til cirka 0,8 ± 0,3, hvilket beskrives som en prolatformet sfæroide.
• Farve: overfladen fremstår grå i de tilgængelige billeder.

Dens masse og tæthed kendes ikke præcist, men albedoen og farven antyder, at overfladen består af is blandet med mørkt stof (organiske materialer eller forurenende mikrometeoritmateriale). Ligesom for de fleste indre måner forventes Cressida at være bunden i synkron rotation (altså altid vende samme side mod Uranus), som følge af tidevandslåsing.

Observationer og begrænsninger

Viden om Cressida bygger primært på de billeder, Voyager 2 tog under sit flyby i 1986. På disse billeder fremstår månen som et strakt objekt med hovedaksen pegende mod Uranus, hvilket understøtter tolkningen af en tidepåvirket form. Udover disse data er der kun få eller ingen højopløste observationer fra jorden eller senere rumteleskoper, så mange egenskaber — f.eks. detaljeret geologi, kraterfordeling, sammensætning og interne egenskaber — forbliver ukendte.

Muligheder for fremtidig forskning

Forbedret kendskab til Cressida kan komme fra:

• Nyrumfartsmissioner til Uranus-systemet, som kan levere højopløste billeder og spektre.
• Observationskampagner fra store jordbaserede teleskoper eller rumteleskoper (f.eks. spektroskopi i infrarødt), som kan karakterisere overfladens sammensætning.
• Stjernedæmpninger (occultationer), som kan give præcise mål for størrelse og form, og måske opdage omgivelser som ring- eller støvskiver.

Indtil flere og bedre observationer foreligger, vil mange detaljer om Cressidas geologi, indre struktur og dynamiske historie være usikre eller hypotetiske.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Cressida?

Spørgsmål: Hvornår blev Cressida opdaget og hvordan?

Spørgsmål: Hvorfor fik Cressida sit særlige navn?

Spørgsmål: Hvilken gruppe af måner tilhører Cressida?

Spørgsmål: Hvad ved vi om Cressida?

Spørgsmål: Hvordan fremstår Cressida på billederne fra Voyager 2?

Spørgsmål: Hvad er forholdet mellem akserne i Cressidas prolatformede sfæroid?

Søg efter bogstav