Carnac-stenene i Bretagne: Verdens største megalitter og deres historie
Oplev Carnac-stenene i Bretagne — verdens største megalitkompleks: historie, mysterier og neolitiske monumenter fra 4500–3300 f.Kr.
Carnac-stenene er den største samling af sten fra megalitterne i verden. De mere end 3.000 forhistoriske stående sten blev hugget ud af lokale klipper og rejst af de før-keltiske folk i Bretagne. Set i landskabet danner de et markant og gådefuldt mønster, og både størrelse, placering og antal gør Carnac til et af Europas vigtigste neolitiske mindesmærker.
Tidsalder, typer og vigtigste anlæg
Stenene blev rejst på et tidspunkt i bondestenalderen, sandsynligvis omkring 3300 f.Kr., men nogle af dem kan være så gamle som 4500 f.Kr. Stenene findes på en række neolitiske steder omkring den franske landsby Carnac i Bretagne. Der er tale om rækker af sten (alignments), dolmens, tumuli og enkelte menhirs.
De tre største og mest kendte rækkeanlæg hedder Ménec, Kermario og Kerlescan; de består af lange, næsten parallelle rækker af oprejste sten som strækker sig over flere hundrede meter. Ved siden af alignments findes store gravhøje (tumulier), fx den imponerende Tumulus Saint-Michel, og adskillige dolmens — stenkamre, der har fungeret som grave eller kultpladser. Kombinationen af stående sten, begravelsesmonumenter og stenlag viser, at området fungerede som både begravelses- og ceremonielt landskab i neolitten.
Arkaeologiske metoder og tolkninger
Arkæologer daterer og analyserer anlæggene ved hjælp af metoder som typologisk analyse af redskaber og keramiske fund, stratigrafi og radiokarbondatering af organiske materialer fundet i konstruktionerne. Der findes flere tolkninger af, hvorfor stenene blev rejst:
- Ritual og religion: mange forskere mener, at anlæggene har haft en religiøs eller ceremoniel funktion, måske knyttet til forfædre, frugtbarhed eller overgange i livet.
- Begravelse: enkelte dolmens og tumuli viser klart funerære anvendelser med skeletfund og gravgaver.
- Teritoriale markører: stenrækkerne kan have markeret grænser eller vigtige landskabsakser.
- Astronomiske funktioner: nogle studier foreslår, at bestemte linjer kan være orienteret i forhold til solens eller månens bevægelser, men dette er stadig genstand for debat.
Undersøgelser, bevaring og forvaltning
I de seneste århundreder er mange af stederne blevet forsømt, og der er rapporter om dolme, der er blevet brugt som fårehytter, hønseskure eller endda ovne. Stenene er blevet fjernet for at gøre plads til veje eller brugt som byggematerialer. Forvaltningen af stederne er et kontroversielt emne. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet begyndte lokalarkæologer og samlere som James Miln og Zacharie Le Rouzic systematiske undersøgelser og registreringer af standpladserne; dele af deres samlinger og arkiver er i dag basis for museets formidling i Carnac.
Moderne beskyttelse omfatter udpegning som fredede kulturminder, fysisk sikring af de mest skrøbelige områder, etablering af besøgsstier og informationsskilte samt restriktioner for færdsel direkte mellem stenene. Samtidig er der fortsat spændinger mellem bevaring, landbrug, lokal infrastruktur og turisme, hvilket gør løbende dialog mellem myndigheder, forskere og lokalsamfund vigtig.
Formidling og besøgsoplevelse
Carnac er i dag et velbesøgt turistmål med formidling om stedets forhistorie, guidede ture og museer, som præsenterer fund fra undersøgelserne. Når man besøger anlæggene, er det vigtigt at respektere afmærkede stier og lokale regler for at minimere slid på de tusinder af år gamle monumenter. For den interesserede besøgende giver en kombination af feltbesøg, museer og læsning af faglig litteratur det bedste indblik i både monumenternes historie og de mange fortolkningsmuligheder.
Samlet set er Carnac-stenene et af Europas mest gådefulde og imponerende forhistoriske landskaber — et sted, hvor arkæologi, kulturhistorie og moderne bevaringsudfordringer mødes.
Ménec-rækkerne, det mest kendte megalitsted blandt Carnac-stenene.
Sten i Kerlescan-retningslinjerne
Tilpasninger
Der er tre store grupper af stenrækker - Ménec, Kermario og Kerlescan - som måske engang har udgjort en enkelt gruppe, men som er blevet opsplittet efterhånden som stenene blev fjernet til andre formål.
Ménec-justeringer
Elleve konvergerende rækker af menhirs, der strækker sig over 1.165 gange 100 meter (3.822 gange 328 fod). I begge ender er der, hvad der kan være resterne af stencirkler. Ifølge turistkontoret er der en "cromlech med 71 stenblokke" i den vestlige ende og en meget ødelagt cromlech i den østlige ende. De største sten, ca. 4 meter høje, ligger i den bredere vestlige ende; stenene bliver så små som 0,6 m høje langs hele linjeføringen, før de vokser i højde igen mod den yderste østlige ende.
Kermario (De dødes hus) tilpasning
Dette vifteformede layout går igen lidt længere mod øst i Kermario-systemet. Den består af 1029 sten i ti kolonner, der er ca. 1 300 m lange. En stencirkel i den østlige ende, hvor stenene er kortere, blev afsløret ved hjælp af luftfotografering.
Kerlescan-justeringer
En mindre gruppe på 555 sten, længere øst for de to andre steder. Den består af 13 rækker med en samlet længde på ca. 800 meter, der varierer i højde fra 80 cm til 4 m. Yderst mod vest, hvor stenene er højest, er der en stencirkel med 39 sten. Der kan også være en anden stencirkel mod nord.
Petit-Ménec-retningslinjer
En meget mindre gruppe længere øst for Kerlescan, der ligger i kommunen La Trinité-sur-Mer. De ligger nu i skove, og de fleste er dækket af mos og vedbend.
Tumuli
Der er flere tumuli, jordhøje, der er bygget op over en grav. I dette område har de generelt en gang, der fører til et centralt kammer, som engang indeholdt neolitiske genstande.
Saint-Michel
Tumulus Saint-Michel blev bygget mellem 5000 f.Kr. og 3400 f.Kr. Den er 125 x 60 m (410 x 197 ft) ved sin base og 12 m (39 ft) høj. Den krævede 35.000 kubikmeter sten og jord. Dens funktion var den samme som pyramiderne i Egypten: en grav for medlemmerne af den herskende klasse. Den indeholdt forskellige gravgaver, f.eks. 15 stenkister, keramik og smykker, hvoraf de fleste i dag opbevares af det forhistoriske museum i Carnac. Den blev udgravet i 1862 af René Galles med en række lodrette gruber, der blev gravet 8 m ned i jorden. Le Rouzic udgravede den også mellem 1900 og 1907 og opdagede graven og stenkisterne.
Der blev bygget et kapel på toppen i 1663, men det blev genopbygget i 1813, før det blev ødelagt i 1923. Den nuværende bygning er en identisk rekonstruktion af kapellet fra 1663, som blev bygget i 1926.
Moustoir
Den er også kendt som Er Mané og er en 85 m lang, 35 m bred og 5 m høj gravkammer. Den har en dolmen i den vestlige ende og to grave i den østlige ende. En lille menhir, der er ca. 3 m høj, ligger i nærheden.
47°36′43″N 3°03′39″W / 47.6119°N 3. 0608
Dolmens
Der er adskillige dolme spredt rundt omkring i området. Disse dolme anses generelt for at have været grave, men den sure jordbund i Bretagne har eroderet knoglerne væk. De blev bygget med flere store sten, der støttede en "topsten", og blev derefter begravet under en jordhøj. I mange tilfælde er højen ikke længere til stede, nogle gange på grund af arkæologiske udgravninger, og kun de store sten er tilbage, i forskellige tilstande af ødelæggelse.
- Er-Roc'h-Feutet: Nord, nær Chapelle de La Madelaine. Har et helt dækket tag.
- La Madelaine: 47°37′15″N 3°02′54″W / 47.6208°N 3. En stor dolme på 12 x 5 m (39 x 16 ft), med en 5 m (16 ft) lang knækket topsten. Den er opkaldt efter den nærliggende Chapelle de La Madelaine, som stadig bruges.
- Kercado: En sjælden dolmen, der stadig er dækket af sin oprindelige stenhøj. Syd for Kermario-linjen er den 25-30 meter bred, 5 meter høj og har en lille menhir på toppen. Tidligere omgivet af en cirkel af små menhirs 4 m (13 ft) ude, er hovedgangen 6,5 m (21 ft) lang og fører til et stort kammer, hvor der blev fundet mange artefakter, herunder økser, perler, pilespidser og keramik. Det blev bygget omkring 4600 f.Kr. og brugt i ca. 3.000 år.
- Mané Brizil
- Kerlescan: En omtrent rektangulær høj med kun en enkelt topsten tilbage. Den er rettet fra øst til vest med en indgang til en passage mod syd.
- Kermarquer: På en lille bakke, har to separate kamre.
- Mané-Kerioned (nissehøjen eller Grotte de Grionnec): En gruppe af tre dolme med en unik udformning i Bretagne, som engang var dækket af en tumulus. Mens de fleste grupper af dolme er parallelle, er disse placeret som en hestesko. Den største af de tre ligger mod øst og er 11 meter høj.
- Crucuno: En "klassisk" dolmen med en 40 tons tung, 7,6 meter høj tablesten, der hviler på ca. 1,8 m høje søjler. Før 1900 var den forbundet med en gang, der gjorde den 24 m lang.
Andre formationer
Der er nogle enkelte menhirs og mindst én anden formation, som ikke passer ind i ovenstående kategorier.
Manio firekant
Et arrangement af sten, der danner omkredsen af et stort rektangel. Oprindeligt var det en "tertre tumulus" med en central høj, den er 37 m lang og er rettet mod øst af nordøst. Firkantet er 10 m (33 ft) bredt mod øst, men kun 7 m (23 ft) bredt mod vest.
Manio gigant
I nærheden af den firsidede sten er der en enkelt massiv menhir, som nu er kendt som "Giant". Den er over 6,5 m høj og blev genopført omkring 1900 af Zacharie Le Rouzic og har udsigt over den nærliggende Kerlescan-linje.
47°36′12″N 3°03′22″W / 47.6034°N 3. 056
Manio "Giant".
Crucuno dolmen
Manio-kvadrilaterale arrangement.
Gravhøjen Er-Roc'h-Feutet. En inskription ved siden af hver stenformation erklærer, at den tilhører staten Frankrig.
Kerlescan-justering
Tumulus af Saint-Michel
Sten i Kermario-stillingen
Ménec-tilpasning
Tilpasning af Kermario
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Carnac-sten?
A: Carnac-stenene er den største samling af megalitsten i verden. De blev hugget ud af lokale klipper og opført af før-keltiske folk i Bretagne i bondestenalderen, sandsynligvis omkring 3300 f.Kr.
Spørgsmål: Hvor ligger de?
A: Carnac-stenene findes på en række neolitiske steder omkring den franske landsby Carnac i Bretagne.
Spørgsmål: Hvor gamle er de?
A: Stenene blev rejst på et tidspunkt i bondestenalderen, sandsynligvis omkring 3300 f.Kr., men nogle af dem kan være så gamle som 4500 f.Kr.
Spørgsmål: Hvad omfatter anlæggene?
A: Stederne omfatter rækker af sten (alignments), dolmens, tumuli og enkelte menhirs.
Spørgsmål: Hvordan er de blevet behandlet i de seneste århundreder?
A: I de seneste århundreder er mange af stederne blevet forsømt, og der er rapporter om dolmens, der er blevet brugt som fåreskjul, hønseskure eller endda ovne. Stenene er også blevet fjernet for at gøre plads til veje eller brugt som byggematerialer.
Spørgsmål: Hvad er kontroversielt ved disse steder?
A: Forvaltningen af disse steder er et kontroversielt emne på grund af deres forsømmelse og anvendelse til andre formål i de seneste århundreder.
Spørgsmål: Er der nogen bestræbelser på at beskytte dem?
A: Ja, der gøres en indsats for at beskytte dem, f.eks. gennem bevarelsesprojekter og kampagner for at øge bevidstheden om deres betydning.
Søge