Teodoro Obiang Nguema Mbasogo (født den 5. juni 1942) har været præsident for Ækvatorialguinea siden 1979. Obiang uddannede sig på militærakademiet i Zaragoza, Spanien, og gjorde karriere i landets væbnede styrker. Han var blandt andet leder af garde- og sikkerhedsenheder, hvilket gav ham indflydelse i hovedstaden og i regeringskredse.
Tidlige år og kuppet i 1979
Den 3. august 1979 ledede Obiang et militærkup, der fjernede den daværende præsident FranciscoMacías Nguema. Macías, som havde regeret landet gennem et årti og var berygtet for brutale undertrykkelsesmetoder, blev senere dømt til døden og henrettet. Obiang præsenterede kuppet som en nødvendighed for at få afsluttet den vold og det sammenbrud, som prægede landet under Macías, og lovede at genopbygge staten og forbedre levevilkårene.
Forfatning og magtopbygning
I 1982 blev der vedtaget en ny forfatning. Ifølge denne fik Obiang posten som præsident, og han har siden formet statens institutioner i overensstemmelse med sit styre. Formelt indførtes flerpartisystem i 1991, men i praksis forblev det politiske rum stærkt kontrolleret af Obiang og hans parti, Den Demokratiske Parti for Ækvatorialguinea (PDGE).
Valg og legitimitet
Obiang er blevet genvalgt ved en række valg (bl.a. i 1989, 1996 og 2002 og senere valgperiode) — ofte med store flertal ifølge officielle resultater. I 1989 var han den eneste kandidat; i efterfølgende valg har internationale observatører gentagne gange beskrevet valgforholdene som mangelfulde og i mange tilfælde som falsificerede eller ikke frie og fair. Forfatningen giver præsidenten omfattende beføjelser, herunder mulighed for at regere ved dekret, men Obiang har i praksis haft mere institutionel og bureaukratisk konkurrence om magten end sin forgænger.
Autoritære træk, undertrykkelse og censur
Obiangs regime har bevaret stærkt autoritære træk, selv efter 1991. De fleste observatører, både nationale og internationale, vurderer, at Ækvatorialguinea under Obiang hører til blandt de mest korrupte, etnocentriske og undertrykkende stater i verden. I praksis fungerer landet stort set som en enpartistat domineret af PDGE: næsten alle pladser i parlamentet er besat af partimedlemmer eller loyale allierede, og oppositionens muligheder for at organisere sig er stærkt begrænsede. Pressefriheden er næsten ikke-eksisterende, og mange journalister, aktivister og oppositionspolitikere er blevet chikaneret, fængslet eller tvunget i eksil.
Ressourcer, olie og korruption
Opdagelsen og udnyttelsen af oliereserver fra begyndelsen af 1990'erne ændrede landets økonomi markant. Olieindtægter førte til kraftige statslige indtægter, men gevinsterne ligger i høj grad hos en snæver elite omkring præsidenten og hans familie. Siden olieindtægterne er Obiang-regimet blevet anklaget for massiv korruption og klientelisme; økonomiske midler er i høj grad blevet brugt til luksusforbrug, nepotisme og konsolidering af magten snarere end bred udvikling og velfærd.
Familien og arvefølgen
Obiangs familie spiller en central rolle i landets politiske og økonomiske system. Hans søn Teodoro Nguema Obiang Mangue (ofte kaldet Teodorin) har besat en række højtstående poster, haft stor indflydelse på forvaltningen af statens ressourcer og er gentagne gange blevet anklaget internationalt for omfattende misbrug af midler til privat luksus. Dette har skabt et billede af en arvefølge og en familiecentreret magtstruktur, hvor præsidentens slægtninge står stærkt inden for statsapparatet.
Menneskerettigheder og retsforfølgelse
Organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International har dokumenteret tilbagevendende overtrædelser af menneskerettighederne i Ækvatorialguinea: tortur, vilkårlige anholdelser, retlige overgreb, forfølgelser af politiske modstandere og brug af vold mod kritikere. Mange oppositionspolitikere og aktivister lever i eksil; andre er blevet fængslet eller myrdet gennem årene. Det interne sikkerhedsapparat spiller en stor rolle i at opretholde regimekontrol.
International kritik, diplomati og retssager
Obiangs regime har mødt international kritik for sin menneskerets- og demokratipraksis. Samtidig har regeringen formået at opretholde forbindelser med flere internationale aktører — herunder spansktalende lande, Kina og vestlige stater — ofte gennem energisamarbejde. Flere medlemmer af Obiangs netværk, navnlig hans søn Teodorin, har været genstand for efterforskning og retssager i Europa og USA for mistanke om korruption og hvidvaskning af midler; europæiske myndigheder har beslaglagt luksusejendomme og andre aktiver, og der har været både civile og strafferetlige procedurer mod tilknyttede personer.
Kult og selvfremstilling
Regimet har undertiden brugt kultlignende elementer i selvfremstillingen. I juli 2003 erklærede den statsdrevne radio, at Obiang var en gud, der er "i permanent kontakt med den Almægtige" og "kan beslutte at dræbe uden at nogen kan stille ham til ansvar og uden at komme i helvede". Obiang har selv givet udtryk for stærk religiøs tro ved forskellige lejligheder; han betegner sig som katolik og har flere gange haft kontakter til Vatikanet, herunder invitationer til besøg hos Johannes Paul II og Benedikt XVI. Tilsvarende selvopgør som guddommeliggjorte ledere fandtes også under Macías.
Arv og nuværende status
Teodoro Obiang Nguema Mbasogo er en af de længst siddende statsledere i verden. Hans regime præges af en blanding af personlig magtkoncentration, økonomisk udnyttelse af naturressourcer, hård kontrol med det politiske rum og begrænsede reformer. Officielt fremhæves stabilitet og økonomisk udvikling; kritikere og menneskerettighedsorganisationer peger på udbredt misbrug af magt, systemisk korruption og manglende demokratiske fremskridt. Debatten om landets fremtid kredser i høj grad om spørgsmålet om reformer fra oven, arvefølge i familien og behovet for større åbenhed og retsstatsgarantier.
Bemærk: Situationen i Ækvatorialguinea udvikler sig løbende. Oplysninger om retssager, sanktioner, valg og internationale relationer kan ændre sig med nye begivenheder og efterforskninger.