AlegsaOnline.com

Joschka Fischer: Tysk udenrigsminister (1998–2005), vicekansler og grøn leder

Joschka Fischer — Tysklands markante udenrigsminister (1998–2005), vicekansler og ledende grøn politiker; indflydelsesrig, populær og formende for moderne tysk politik.

Forfatter: Leandro Alegsa

28-01-2026

Joseph Martin "Joschka" Fischer (født 12. april 1948) er tysk udenrigsminister og vicekansler i Gerhard Schröders regering fra 1998 til 2005. Han var en ledende figur i det tyske grønne parti, og ifølge meningsmålinger [1] var han den mest populære politiker i Tyskland i det meste af regeringsperioden. Han forlod sit embede den 22. november 2005.

Tidlig liv og aktivisme

Fischer voksede op i efterkrigstidens Tyskland og var i slutningen af 1960'erne og 1970'erne aktiv i venstreorienterede bevægelser og studenterprotester. Hans baggrund i aktivisme bidrog til hans tidlige profil som radikal grøn politiker, men han bevægede sig gradvist over i en mere pragmatisk og regeringsparat linje i løbet af 1980'erne og 1990'erne.

Politisk karriere og partirolle

Som en af de mest markante ledere i Bündnis 90/Die Grünen spillede Fischer en central rolle i partiets udvikling fra protestbevægelse til et parti, der kunne indgå i føderale regeringskoalitioner. Hans evne til at kombinere idealisme med realpolitisk tænkning gjorde ham til en nøglefigur i forhandlinger og koalitionsdannelse.

Som udenrigsminister og vicekansler

Som utenrigsminister og vicekansler fra 1998 til 2005 var Fischer en synlig aktør på den internationale scene. Han arbejdede for tættere europæisk samarbejde, aktivt engagement i internationale kriser og styrkede Tysklands rolle i NATO og EU. To af de mest omtalte beslutninger i hans tid var:

Kosovokrigen (1999): Fischer støttede NATO-interventionen i Kosovo med henvisning til humanitære hensyn. Beslutningen blev opfattet som et markant skifte fra Tysklands traditionelle tilbageholdenhed efter 2. verdenskrig og var både rost og kritiseret internt og internationalt.
Modstand mod Irak-krigen (2003): Fischer og den tyske regering nægtede at deltage i den ledede invasion af Irak i 2003. Tysklands position styrkede landets rolle som kritisk stemme i forhold til USA's beslutning om militær aktion uden bredere international opbakning.

Under hans ledelse fremhævedes ofte vigtigheden af menneskerettigheder, konfliktforebyggelse og diplomati kombineret med vilje til at tage humanitære interventioner op til debat.

Kontroverser og kritik

Fischer medbragte også kontroverser fra sin fortid som aktivist, herunder episoder med gadekamp i 1970'erne, som senere blev genstand for offentlig debat. Han blev kritiseret både for tidligere voldelige handlinger og for de pragmatiske kompromiser, som hans regering indgik. Ikke desto mindre fik hans personlige egenskaber — kraftigt retorisk format og åbenhed — ham til at bevare bred folkelig opbakning i mange år.

Efter politik

Efter at have forladt regeringen i november 2005 har Fischer været aktiv som offentlig debattør, foredragsholder, rådgiver og forfatter. Han har deltaget i internationale konferencer, arbejdet med europæiske og udenrigspolitiske emner og bidraget til diskussioner om global sikkerhed og klima- og energipolitik.

Arv og betydning

Joschka Fischer betragtes som en central personlighed i moderniseringen af det grønne parti og i Tysklands udenrigspolitiske profil ved årtusindskiftet. Han efterlod et indtryk af en politiker, der gjorde det muligt for et tidligere protestparti at indtage regeringsansvar og samtidig stille spørgsmål ved etablerede sikkerheds- og allianceforhold.

Personligt

Fischer er kendt for sit direkte sprog, skarpe intellekt og evne til at kommunikere komplekse udenrigspolitiske spørgsmål til et bredere publikum. Hans tid i politik ændrede både hans parti og Tysklands rolle i Europa og i verden.

Tidlige liv

Fischer blev født i Gerabronn i Baden-Württemberg. Hans forældre var tyskere fra Ungarn. Hans kælenavn Joschka er afledt af Jóska, som er det ungarske kælenavn for Joseph (ungarsk: József). Fischer droppede ud af gymnasiet i 1965 og begyndte at arbejde for en fotograf, som han stoppede i 1966.

I 1967 blev han aktiv i den tyske studenterbevægelse og i venstrefløjspolitik. Da han arbejdede i en venstreorienteret boghandel i Frankfurt, begyndte han at tage til venstreorienterede universitetsarrangementer som gæstestuderende. Han studerede værker af Marx, Mao og Hegel og blev medlem af den militante gruppe Revolutionær Kampf (tysk: Revolutionärer Kampf).

Fischer deltog i nogle gadekampe, hvor den anarkistiske Putzgruppe angreb politiet og sårede nogle betjente meget (på tysk kan ordet Putz betyde en rengøringsmiddel, men på Putz-gruppe er det et akronym). Det betyder, at bogstaverne står for andre ord. Proletarische Union für Terror und Zerstörung, dvs. arbejdernes fagforening for terror og ødelæggelse). Fotos fra en kamp i marts 1973 viser Fischer, der slår politibetjenten Rainer Marx [2]. får en omgang træning (foto)

I det tyske efterår (tysk: Deutscher Herbst) i 1977 var der mange terrorangreb fra Den Røde Hær fraktion (RAF). Fischer siger, at disse angreb, især kidnapningen og mordet på Hanns-Martin Schleyer, fik ham til at opgive vold som en måde at opnå politiske ændringer på.

I stedet blev han involveret i de nye sociale bevægelser og senere i det nyoprettede tyske grønne parti, primært i delstaten Hessen.

I maj 1981 blev økonomiministeren i delstaten Hessen, Heinz-Herbert Karry, myrdet. Den pistol, der dræbte ministeren, var blevet stjålet fra en amerikansk militærbase i 1973, og Fischers bil blev brugt i forbindelse med røveriet.

Som udenrigsminister undskyldte Fischer for den vold, han udøvede i sin tid i Putzgruppen,

Grøn politiker

Fra 1983 til 1985 var Fischer medlem af Forbundsdagen for De Grønne. I 1985 blev han miljøminister i Hessen i den første socialdemokratisk-grønne koalition (1985-1987). Fischer vakte opsigt, da han ankom til sin embedsaflæggelse iført kondisko, da han aflagde edsaflæggelse. Disse kondisko er nu udstillet på et museum i Bonn.

Fischer var igen miljøminister i Hessen fra 1991 til 1994 og blev senere medformand for De Grønne i Forbundsdagen. I sine år i oppositionen var Fischer respekteret for sine taler. I en stor del af 1990'erne var med SPD ikke særlig populær, og Fischers venner kaldte ham ofte for den "rigtige" oppositionsleder.

Udenrigsminister

I september 1998 slog socialdemokraterne under ledelse af Gerhard Schröder den kristdemokratiske regering under Helmut Kohl. Med SPD's 42% og De Grønnes 7% kunne der dannes en koalitionsregering. Efter flere ugers forhandlinger mellem Socialdemokraterne og De Grønne overtog den nye regering magten den 27. oktober 1998. Fischer blev udenrigsminister.

I 1999 støttede Fischer Tysklands deltagelse i Kosovokrigen. Dette var meget stærkt kontroversielt inden for det overvejende pacifistiske grønne parti, fordi det betød, at tyske soldater for første gang siden Anden Verdenskrig aktivt ville gå i kamp. Han begrundede denne krig med påstande om, at Serbien planlagde at begå folkedrab på kosovoalbanerne.

Fischer gik også ind for at stationere tyske tropper i Afghanistan, men han rådede Schröder til ikke at deltage i krigen i Irak. Han er kendt som en god ven af Kofi Annan. I 2005 var han den næstlængst siddende udenrigsminister i den tyske efterkrigshistorie (efter Hans-Dietrich Genscher).

I 2005 blev Fischer af kritikere beskyldt for uforsigtigt at have lempet kontrollen med visumreglerne for Ukraine, hvilket gav mange illegale indvandrere mulighed for at komme ind i Tyskland med falske identiteter. Der blev nedsat et parlamentarisk udvalg til at undersøge sagen, og i modsætning til andre udvalgshøringer af denne art blev Fischers udtalelse (og andre topembedsmænds) vist direkte på det offentlige tv. Fischers optræden for udvalget tog 12 timer. (Se den tyske visumaffære 2005).

Efter koalitionsregeringens nederlag ved valget i 2005 meddelte Fischer, at han ville trække sig tilbage på bagbænken. "Efter 20 år med magt vil jeg nu have min frihed tilbage", blev han citeret for at have sagt. Den 13. oktober 2005 blev det meddelt, at Frank-Walter Steinmeier (SPD) ville efterfølge Fischer som udenrigsminister.

Fischer med den australske udenrigsminister Alexander Downer i 2005.

Livet efter politik

Siden begyndelsen af september 2006 har Joschka Fischer været senior fellow ved Liechtenstein Institute on Self-Determination ved Princeton University og gæsteprofessor ved Woodrow Wilson School of Public and International Affairs ved Princeton University. Han har også holdt foredrag på andre amerikanske universiteter, bl.a. Brandeis University, om forskellige emner inden for udenrigsanliggender og internationale forbindelser.

Privatliv

Fischer har ofte været den mest populære tyske politiker, selv blandt tilhængere af andre partier.

Indtil 1996 havde Fischer været en åbenlys tilhænger af gode vine og mad. Han væddede ofte kasser med dyre vine med andre politikere om udfaldet af valg. Fischer havde også været overvægtig. I løbet af kort tid tabte han sig meget i vægt. Fischer sagde, at det skyldtes, at han helt opgav alkohol og ændrede sin kost. Han havde også dyrket konditionstræning og endda løbet maratonløb. Han tjente penge på sit vægttab ved at skrive bogen Mit lange løb mod mig selv om sine erfaringer, som straks blev en bestseller. På det seneste har han taget på igen.

Fischer har været gift fem gange: hans første fire ægteskaber med Edeltraud Fischer (1967-1984), Inge Vogel (1984-1987), Claudia Bohm (1987-1999) og Nicola Leske (1999-2003) endte alle med skilsmisse. I oktober 2005 giftede han sig (i Rom) med Minu Barati, som var hans samlever i to år. Med Inge, hans anden kone, har han to børn: David og Lara. I april 2005 blev Fischer bedstefar for første gang.