Ferdinand Victor Eugène Delacroix (26. april 1798 - 13. august 1863) var en fransk romantisk kunstner, betragtet som en af lederne af den franske romantiske skole. Han er kendt for sine kraftfulde, farverige kompositioner, udtryksfulde penselstrøg og eksperimenter med farvernes optiske virkninger, træk der senere fandt genklang hos impressionisternes malere og hos kunstnere relateret til den symbolistiske bevægelse. Ud over maleriet arbejdede Delacroix flittigt som litograf og illustrerede værker af bl.a. William Shakespeare, Sir Walter Scott og Johann Wolfgang von Goethe. Hans omfattende dagbøger (Journal) giver desuden et uvurderligt indblik i kunstnerens tanker og 1800-tallets kunstliv.

Uddannelse, påvirkninger og tidlige år

Delacroix studerede under Pierre-Narcisse Guérin ved École des Beaux-Arts i Paris, men brød tidligt med den neoklassiske tradition, som hans rival Ingres forsvarede. Han hentede i stedet inspiration hos Rubens og den venetianske renæssances palet, lagde vægt på farve og bevægelse frem for hårdt modellerede konturer og klassiske idealer. Den dramatiske, følelsesbetonede side af hans kunst blev også styrket af venskabet med og arven fra Théodore Géricault samt af romantiske forfattere som Byron, hvis forestilling om det sublime — naturens kræfter og menneskets lidenskaber — Delacroix delte.

Vigtige værker og temaer

  • La Barque de Dante (1822) — et tidligt stort vindue ind i hans dramatiske billedverden.
  • Le Massacre de Scio (1824) — et af de værker, der for alvor etablerede hans ry som dramatisk historiefortæller.
  • La Mort de Sardanapale (1827) — et ekstravagant, farverigt og kontroversielt kompositionsstudie over tyrkisk-orientalske motiver og voldsom dramatik.
  • La Liberté guidant le peuple (1830) — måske hans mest berømte billede, et ikonisk billede på Julirevolutionen 1830 og symbol på frihedskampen.

Delacroix arbejdede hyppigt med historiske og litterære emner, men også med nutidige politiske begivenheder og orientalistiske motiver, efterhånden som hans interesse for "det eksotiske" voksede.

Rejser og orientalisme

I 1832 foretog Delacroix en skelsættende rejse til Nordafrika, hvor han besøgte Marokko. Rejsen resulterede i talrige skitser, akvareller og studier af lokale folketyper, tøj og arkitektur, som senere blev omsat til malerier og et væld af motiver med orientalistisk stemning. Rejsen bidrog væsentligt til hans farveholdning og hans interesse for eksotiske emner.

Teknik, litografi og offentlige opgaver

Delacroix var banebrydende i sin brug af løse, energiske penselstrøg og i sin forståelse af farvernes samspil — ideer der peger frem mod moderne maleri. Udover oliemalerier udførte han mange litografier og bogillustrationer. Han modtog også store offentlige bestillingsopgaver og udførte vægmalerier (fresker) til kirker og offentlige rum i Paris, hvilket gjorde ham til en markant figur i de officielle kunstkredse trods hans ofte oprørske motivvalg.

Personligt og samfund

Delacroix var ikke sentimental i sin romantik; den var individualistisk og analytisk. Som Baudelaire formulerede det: "var Delacroix lidenskabeligt forelsket i lidenskab, men koldt besluttet på at udtrykke lidenskaben så klart som muligt". Han deltog også i mere eksperimenterende kredse — blandt andet var han medlem af Club des Hashischins, hvor nogle forfattere og kunstnere udforskede hash som inspirationskilde.

Eftermæle

Delacroix døde i 1863 og efterlod sig et rigt kunstnerisk arv, som har haft stor betydning for senere generationer. Hans arbejde banede vejen for en friere, mere farveorienteret tilgang til maleri, og hans indflydelse kan spores hos impressionisterne, symbolisterne og hos en række moderne malere. I dag findes hans værker i store samlinger verden over, herunder i Musée du Louvre i Paris, større europæiske museer og institutioner som The Metropolitan Museum of Art og British Museum.