Windscale-branden 1957: Atomulykken, radioaktivt nedfald og eftervirkninger

Windscale-branden 1957: Dybtgående gennemgang af atomulykken, radioaktivt nedfald, hemmeligholdelse og langvarige sundheds- og miljømæssige eftervirkninger.

Windscale-branden var en ødelæggende brand i Storbritanniens første atomreaktor i Windscale (nu Sellafield) i 1957. Branden spredte radioaktivt nedfald over hundreder af kilometer. Noget af den farligste forurening blev holdt hemmeligt, og virkningerne kom først frem i lyset flere år senere. På bagsiden af reaktoren sidder sprængte brændselspatroner med uran stadig fast i den brandskadede kerne og venter på at blive fjernet sikkert. Ifølge officielle skøn kan op til 100 mennesker være døde af forureningen. Oprydningen kostede over hundrede millioner pund. Windscale-branden var den første brand i et atomkraftværk.

Hvad skete der?

Den 10. oktober 1957 antændtes en brand i Windscale Pile 1, en luftkølet, grafitmodereret reaktor, der blev brugt primært til plutoniumproduktion til britiske atomvåbenprogrammer. Branden brød ud under en planlagt "annealing" (afspændingsopvarmning) af grafitkernen, en proces der skulle frigive såkaldt Wigner-energi. Under opvarmningen kom kernen til at overophede, hvilket antændte grafitten. Branden brændte i omkring tre dage, hvor store mængder radioaktive gasser og partikler blev udledt til atmosfæren.

Årsager

• Wigner-energi: Grafit i reaktorkernen ophober spændingsenergi (Wigner-energi) fra neutronbestråling. For at genoprette sikker drift blev der gennemført kontrollerede opvarmninger for at frigive denne energi. Under en sådan opvarmning i oktober 1957 skete der dog en ukontrolleret frigivelse og lokal overophedning.
• Design og drift: Reaktoren var designet med fokus på våbenproduktion, ikke elproduktion eller moderne sikkerhedsnormer. Kombinationen af alder, tidligere driftserfaring og beslutninger under krisen spillede ind.
• Fejlbedømmelser: Operatører og ingeniører undervurderede, hvor hurtigt og hvor lokalt grafitten kunne antændes under annealing.

Radioaktivt nedfald og sundhedsvirkninger

Branden førte til udslip af flere radioaktive isotoper, især iod-131, xenon-133 og mindre mængder cesium-137 m.fl. Iod-131 er særligt problematisk fordi det ophobes i skjoldbruskkirtlen og kan øge risikoen for skjoldbruskkirtelkræft, især hos børn.

De nøjagtige sundhedseffekter er omdiskuterede. De britiske myndigheder har på et tidspunkt estimeret, at op til omkring 100 mennesker kunne være døde som følge af den øgede kræftrisiko, men mange studier giver lavere tal og usikkerheden er stor. Der var også omfattende hemmeligholdelse i årene efter ulykken, hvilket har gjort fuld vurdering vanskeligere og skabt mistillid.

Windscale hævet senere til niveau 5 på INES-skalaen (hvor 7 er det højeste), hvilket placerer hændelsen som en alvorlig ulykke med brede konsekvenser.

Slukning og oprydning

Slukningsarbejdet var vanskeligt og farligt. Tidlige slukningsforsøg med almindelig brandbekæmpelse var utilstrækkelige, og myndighederne frygtede, at voldsomme indgreb kunne forværre udslippet. Til sidst blev der sprøjtet vand ind i den brandskadede kerne, en handling der var risikabel (fordi kontakt mellem meget varm grafit og vand kan skabe yderligere farlige reaktioner), men som i sidste ende fik branden under kontrol.

Oprydningen og afmonteringen af skadet materiale var kompliceret. De brandskadede brændselspatroner og dele af kernen er stærkt forurenede, og fjernelse kræver avanceret fjernstyrt værktøj og årtier af arbejde. Omkostningerne løb op i hundrede millioner pund, og rydningsarbejdet ved Sellafield fortsatte i årtier under statsligt tilsyn og omstrukturering af ansvarlige organer.

Eftervirkninger og betydning

• Politik og regulering: Windscale-branden førte til øget fokus på sikkerhed i reaktordesign, bedre nødplanlægning og senere strengere tilsynsregler i Storbritannien og internationalt.
• Offentlig tillid: Hemmeligholdelsen efter ulykken skadede tilliden til atomindustrien og myndighederne og bidrog til en hårdere offentlig debat om atomkraftens risici.
• Tekniske ændringer: Der blev indført forbedrede filtre og udstyr på andre anlæg, ændringer i driftsprocedurer for grafitmoderede reaktorer og større vægt på sikkerhedsrevisioner ved ældre anlæg.
• Langvarig afvikling: Windscale/Sellafield blev et eksempel på, hvor lang, teknisk vanskelig og dyr afvikling af et forurenet atomanlæg kan være.

Tidslinje (kort)

• 10. oktober 1957: Brand bryder ud under annealing af Windscale Pile 1.
• 10–12. oktober 1957: Branden brænder i flere dage; radioaktivt udslip til atmosfæren.
• Umiddelbart efter: Nationens ansvarlige myndigheder og reaktordrift forsøgte at kontrollere og skjule omfanget af udslippet.
• Efterfølgende år: Undersøgelser, oprydning og løbende debat om sundhedsrisici og ansvar.

Windscale-branden står som en vigtig historisk begivenhed i atomkraftens historie: en påmindelse om tekniske risici, betydningen af åbenhed i kriser og den langvarige byrde ved rydning af radioaktive forureningssteder. Sellafield-anlægget eksisterer fortsat (under navnet Sellafield) og er genstand for omfattende nedluknings- og oprydningsarbejde, hvor fjernelse af de mest skadede kernekomponenter stadig er en teknisk udfordring, der kan vare mange årtier.

Søg efter bogstav