Berøring (berøringssansen): Definition, funktion og hjerneområder
Lær om berøringssansen: definition, funktion, hudreceptorer, temperatur- og smertefølelse samt de parietale hjerneområder, der bearbejder berøringsinput.
Denne artikel handler om en af de fem vigtigste sanser. For andre betydninger, se Berøring (flertydig)
Berøring er en af de fem vigtigste sanser, som dyr har. Den kaldes ofte kropssansen eller berøringssansen og omfatter både sanseindtryk fra hudens overflade og fra indre strukturer. Systemet indbefatter sensoriske receptorer i huden, men også indre receptorer i muskler og led (proprioceptorer). Derudover hører temperatur- og smertefornemmelse til berøringssystemets signaler. Et særligt område i hjernen bearbejder disse input — det ligger i den parietale lobe i hjernebarken, nærmere betegnet den primære somatosensoriske cortex i postcentralgyrus.
Sanser og receptorer
Under huden findes flere typer sanseceller, som registrerer forskellige former for berøring:
- Merkel-celler — registrerer tryk og tekstur (fint detaljeret følesans).
- Meissner-korpusler — sensitive for let berøring og bevægelse over huden (hurtig respons).
- Pacinian-korpusler — reagerer på vibration og hurtige ændringer.
- Ruffini-endinger — registrerer hudstræk og hjælper ved grebskontrol.
- Frie nerveender — vigtige for smerte (nociception) og temperatur (termoreception).
- C-taktile fibre — langsomme, ubestrøede fibre i håret hud, forbundet med behagelig/affektiv berøring (social kontakt).
Nogle områder af kroppen, fx fingerspidserne, har meget høj receptor-tæthed og dermed stor følsomhed. Andre områder har færre receptorer og dårligere detaljeret følesans.
Nervebaner og hjerneområder
Når en receptor aktiveres, sendes et elektrisk signal via sensoriske nerver til rygmarven og videre til hjernen gennem forskellige ascenderende baner:
- Dorsalkolonne–medial lemniscus — fører information om fint tryk, berøring og proprioception til hjernen og videre til thalamus og den primære somatosensoriske cortex.
- Spinothalamiske system (anterolaterale bane) — fører smerte- og temperaturinformation.
I hjernen behandles signalerne først i den primære somatosensoriske cortex (S1), hvor der findes en somatotopisk kortlægning (en "homunculus") — forskellige kropsdele har forskellige arealer. Yderligere behandling sker i sekundære somatosensoriske områder (S2), i parietallappen og i associativ cortex, hvor berøring integreres med syn, bevægelse og erfaring. Hjernens plasticitet betyder, at repræsentationer kan ændre sig ved træning eller efter skader.
Funktioner
Berøringssansen tjener mange formål:
- Discriminativ funktion: Genkende form, struktur, hårdhed og tekstur, f.eks. ved at føle objekter med fingrene.
- Beskyttende funktion: Reagerer på skadelige stimuli (smerte) og temperatur, så organismen kan undgå skader.
- Motorisk koordination: Proprioception hjælper med præcis bevægelseskontrol og balance.
- Social og emotionel funktion: Kontakt, trøst og social kommunikation formidles gennem blid berøring (affektiv berøring).
- Læring og udvikling: Berøring er vigtig for spædbarnets tilknytning, sanseudvikling og udvikling af finmotorik.
Kliniske aspekter og undersøgelse
Forstyrrelser i berøringssansen kan skyldes skader i nerver, rygmarv eller hjerne og viser sig som nedsat følesans, føleforstyrrelser, smerte eller manglende evne til at genkende objekter ved berøring (taktile agnosier). Eksempler:
- Perifer neuropati — tab af følesans i hænder og fødder ved diabetes eller toksiske påvirkninger.
- Apraxi og taktil agnosi — svækkelse i at bruge eller genkende genstande ved berøring efter kortikale skader.
- Kronisk smerte, allodyni og hyperalgesi — unormalt øget smerterespons eller smerte ved ufarlige stimuli.
- Phantom-følelse — fornemmelser fra et amputeret lem.
Almindelige kliniske tests af berøringssansen omfatter:
- To-punkts diskrimination (måler finhed i følesans).
- Monofilament-test (Semmes–Weinstein) for trykfølsomhed.
- Vibrationsprøve med stemmegaffel.
- Smerte- og temperaturtests.
Forskning og anvendelser
Forskning i berøringssansen spænder fra grundlæggende studier af receptorer og baner til kliniske tiltag som rehabilitering efter slagtilfælde, udvikling af proteser med taktil feedback og undersøgelser af social berøring. Træning kan øge følesansens præcision, og neuroplasticitet gør det muligt at genoptræne funktion efter skade.
Små følesansorganer under huden hjælper dyrene med at føle f.eks. hårdhed, blødhed og skarphed. Nervefibre, der er knyttet til sanseorganet, sender meddelelser til hjernen gennem centralnervesystemet, hvor hjernen fortolker beskederne, og dyrene oplever berøring.
Berøring som kommunikation
Mennesker og pattedyr i almindelighed rører ofte ved hinanden. Berøring er en form for nonverbal kommunikation. Adfærd baseret på berøring er meget vigtig for at holde familie- og gruppemedlemmer sammen ("bonding"). Det er en del af "limen" i deres sociale liv. Aber, der plejer hinandens pels, er et godt eksempel herpå.
Relaterede sider
- Proprioception
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er touch?
A: Berøring er en af de fem vigtigste sanser, som dyr har, og som kan kaldes kropssansen eller berøringssansen.
Q: Hvad omfatter berøringssansen?
A: Berøringssansen omfatter temperatur- og smertefornemmelse.
Q: Hvor er det særlige område i hjernen, der behandler input fra berøring, placeret?
A: Det særlige område i hjernen, der bearbejder input fra berøring, ligger i parietallappen i hjernebarken.
Q: Hvad kaldes processen med at røre ved noget?
A: Processen med at røre ved noget kaldes at føle.
Q: Hvad hjælper de små berøringssanseorganer under huden dyrene med at føle?
A: Små berøringssanseorganer under huden hjælper blandt andet dyrene med at føle hårdhed, blødhed og skarphed.
Q: Hvordan mærker dyr ting, når de rører ved noget?
A: Når dyr rører ved ting, sender nervefibre, der er knyttet til sanseorganet, beskeder til hjernen gennem centralnervesystemet. Hjernen fortolker derefter disse beskeder, hvilket gør det muligt for dyr at føle ting.
Q: Har alle dele af kroppen det samme antal sanseorganer?
A: Nej, nogle dele af kroppen, f.eks. fingerspidserne, har mange flere sanseorganer end andre.
Søge