The Color Purple er en amerikansk dramafilm fra 1985, instrueret af Steven Spielberg med et manuskript af Menno Meyjes, baseret på den Pulitzerpris-vindende roman af samme navn af Alice Walker fra 1982. Det var Spielbergs ottende film som instruktør og markerede en ændring fra de sommerblockbusters, som han var blevet kendt for. Det var også den første film instrueret af Spielberg, hvor John Williams ikke havde komponeret musikken. I hovedrollerne ses Whoopi Goldberg, Danny Glover, Desreta Jackson, Margaret Avery, Oprah Winfrey, Rae Dawn Chong, Willard Pugh og Adolph Caesar i sine sidste roller.
Handling
Filmen er optaget i Anson og Union counties i North Carolina og fortæller historien om en ung afroamerikansk pige ved navn Celie Harris. Handlingen strækker sig over flere årtier i begyndelsen af det 20. århundrede og følger Celies udvikling fra undertrykt, misbrugt ung kvinde til en person, der gradvis finder sin egen stemme og værdighed. Filmen skildrer de mange udfordringer, som afroamerikanske kvinder stod over for dengang, herunder vold i hjemmet, incest, pædofili, fattigdom, racisme og sexisme. Et centralt tema er kvindeligt fællesskab og den styrke, Celie henter gennem venskab med to stærke kvinder, som hjælper hende til selvrespekt og frihed.
Produktion og kunstneriske valg
Spielberg og manuskriptforfatter Menno Meyjes tilpassede Alice Walkers roman til et spillefilmsformat, hvilket indebar udvælgelse og kondensering af romanens mange tråde. Filmens visuelle stil, kostumer og produktionsdesign søger at genskabe sydstaterne i begyndelsen af 1900-tallet, og filmmusikken (ikke komponeret af John Williams denne gang) bidrager til tidens stemning. Casting af Whoopi Goldberg i rollen som Celie var et markant valg, idet hun i filmen fik sit gennembrud som filmskuespillerinde, og flere af de medvirkende — herunder Oprah Winfrey — fik stor opmærksomhed efter filmens succes.
Modtagelse og kritik
Filmen blev en kommerciel succes med en indtjening på 142 millioner dollars mod et budget på 15 millioner dollars. Den modtog overvejende positive anmeldelser fra kritikere, som fremhævede skuespilpræstationerne, instruktionen, manuskriptbearbejdningen, musikken og produktionsværdierne. Samtidig blev filmen mødt med kritik fra andre, der mente, at filmatiseringen var for sentimental eller forenklede romanens komplekse temaer og nogle gange faldt tilbage på stereotyper.
På trods af den brede kritiske interesse blev filmen nomineret til 11 Oscars, herunder for bedste film, uden at vinde nogen. Den modtog også fire Golden Globe Award-nomineringer, hvor Whoopi Goldberg vandt prisen som bedste skuespillerinde i et drama. Steven Spielberg modtog ikke en Oscar-nominering for sin instruktion, men filmen og holdet fik anerkendelse fra brancheorganisationer, herunder en hæderspris fra Directors Guild of America og en Golden Globe-nominering til instruktøren.
Arv og betydning
Ud over sin samtidige indflydelse har filmen fået en varig plads i amerikansk filmhistorie som en betydningsfuld skildring af sorte kvinders liv og modstand i en vanskelig tid. Filmen blev senere omtalt i Roger Eberts bogserie The Great Movies, og romanens og filmens fortælling har inspireret videreadaptationer i andre medier, herunder sceneproduktioner og senere filmatiseringer. For flere af skuespillerne var filmen en karrieremæssig milepæl, og den har fortsat relevans i diskussioner om repræsentation, køn og race i populærkulturen.
Selvom filmatiseringen ikke er identisk med Alice Walkers roman, fungerer den som en selvstændig fortolkning, der bringer romanens kerneelementer om overgreb, heling og søsterskab ind i et visuelt og dramatisk format, der både gav genklang hos publikum og skabte debat blandt kritikere og læsere.