Tasmansk djævel (Sarcophilus harrisii) — fakta, adfærd og bevaring

Tasmansk djævel: Opdag fakta, adfærd og bevaringsindsatser for Sarcophilus harrisii — truet, kraftfuldt pungdyr fra Tasmanien med unik jagt- og socialadfærd.

Den tasmanske djævel (Sarcophilus harrisii) er et kødædende pattedyr og et af de mest karakteristiske pungdyr i verden. Den er et pungdyr, hvilket betyder, at hunnen har en pose (pung) til at bære og beskytte sine unger. Tasmanske djævle er det største kendte kødædende pungdyr og er overvejende nataktiv, hvilket betyder, at de sover om dagen og er mest aktive om natten. I dag lever de kun på Tasmanien, en østat ud for kysten af Australien.

Udseende og størrelse

Djævelen er kompakt bygget og minder i størrelse om en lille hund. Den har et bredt hoved, kraftige kæber og en relativt kort hale. Han-djævle kan veje op til omkring 12 kg og have en skulderhøjde på cirka 30 cm. Pelsen er normalt sort med hvide pletter på bryst og sider hos nogle individer. Den har et karakteristisk kraftigt bid og tænder, som gør den i stand til at knuse knogler og æde næsten hele byttet.

Adfærd og føde

Tasmanske djævle er opportunistiske rovdyr og ådselsædere. De jager mindre pattedyr, fugle, krybdyr og insekter, men de lever i høj grad af kadavere. Når flere djævle samles om et ådsel, opstår ofte højlydte konfrontationer—de laver hvinende, skrattende og skrigende lyde, som har givet dem deres navn. Trods deres til tider aggressive lyde er de sjældent store trusselsgivere for mennesker.

Reproduktion og livscyklus

Hunnen føder efter en kort drægtighedsperiode og føder mange små unger, men kun få overlever, fordi der kun er et begrænset antal patter i pungen. Unge bliver i pungen i nogle måneder, hvorefter de begynder at kravle ud og følge moderen. De bliver normalt kønsmodne efter 1–2 år. I naturen er levetiden ofte kortere end i fangenskab; mange individer lever omkring 5–6 år i naturen.

Historie og menneskelig påvirkning

Den tasmanske djævel uddøde på det australske fastland for cirka 3.000 år siden, længe før den europæiske bosættelse i 1788. På Tasmanien blev de i mange år forfulgt og anset for skadedyr. I 1930'erne tilbød Van Dieman's Land Company betaling for dræbte individer (25 cents for han og 35 cents for hun). Senere, i 1941, fik arten officiel beskyttelse.

Trusler og bevaringsstatus

Den største moderne trussel mod tasmanske djævle er en smitsom kræftsygdom kaldet devil facial tumour disease (DFTD). Sygdommen giver kræftknuder omkring hoved og hals, forstyrrer fodring og fører ofte til død. DFTD blev opdaget i midten af 1990'erne og har forårsaget markante fald i bestande i store dele af Tasmanien. På grund af sygdommens effekt og andre trusler (kollisioner med køretøjer, habitatændringer og lav genetisk variation) betragtes arten i dag som truet.

Tiltag for bevarelse

• Overvågning og forskning: Forskere overvåger bestande, studerer sygdommen og forsøger at forstå genetiske forskelle, der kan give modstand mod DFTD.
• Fangenskabsprogrammer: Avlsprogrammer i fangenskab og "insurance populations" (sikre bestande) er etableret for at bevare genetisk variation og kunne genudsætte raske individer i fremtiden.
• Sygdomsfrie øer og reservater: Sunde populationer er oprettet på sygdomsfrie øer og i beskyttede områder for at sikre arten, hvis sygdommen fortsætter på hovedøen.
• Uddannelse og lovgivning: Oplysningskampagner, vejskilte i områder med høj trafik samt lovgivning hjælper med at reducere menneskelige trusler.

Betydning og fremtid

Tasmanske djævle er økologisk vigtige som rydningsdyr, da de hjælper med at fjerne døde dyr og begrænse spredning af sygdomme fra kadavre. De har også stor kulturel og turistmæssig værdi for Tasmanien. Bevaringsindsatsen fortsætter med fokus på at bekæmpe DFTD, sikre genetisk variation og skabe langsigtede, sygdomsfrie bestande, så arten kan overleve og trives i naturen.

Hvis du vil støtte indsatsen for tasmanske djævle, kan du følge opdateringer fra betroede naturbevaringsorganisationer, støtte godkendte bevaringsprojekter eller besøge uddannelsescentre og reserver, der arbejder med arten.

Sygdom

I 1996 begyndte djævlene at blive meget syge og døde derefter med store svulster i ansigtet. Sygdommen djævleansigtstumor har i høj grad reduceret antallet af djævle og truer nu deres overlevelse. I nogle områder er 85 % af djævlene blevet fundet med sygdommen. På de steder, hvor svulsterne blev set først, er antallet af djævle faldet med 95 %. Svulsten spredes ved bid. Fordi djævlene alle er tæt beslægtede (ikke nok genetisk variation), opfattes tumorcellerne ikke som nye, så djævlens immunsystem bekæmper dem ikke. I maj 2008 blev den tasmanske djævel opført som truet. Den tasmanske regering forsøger at iværksætte programmer for at mindske sygdommens indvirkning. Omkring 60 djævle uden sygdommen er blevet fanget og skal holdes som en tumorfri gruppe med henblik på genavl. Forskere har undersøgt, hvordan man kan give djævlene immunitet, men det har indtil videre ikke virket.

Ny forskning viser, at djævlene får unger tidligere. De plejede at yngle når de var to år gamle, men nu yngler de allerede når de er et år gamle. Djævle plejede at få unger hvert år i tre år, men nu dør de, før de når at få et nyt kuld (familie).

Ansigtstumorsygdom

Genetik

Djævlerne har en lav genetisk diversitet, hvilket er i overensstemmelse med en "grundlæggereffekt". Det betyder, at et lille antal koloniserede Tasmanien fra Australien på et tidspunkt. Så deres genetiske mangfoldighed var meget mindre end moderpopulationens. Sygdomme som den nuværende kan have fundet sted før og reduceret bestanden til et lille antal. Disse hændelser kaldes "flaskehalse i populationen". En lille population, der har mindre variation, er altid sårbar over for udryddelse, fordi ingen af dyrene måske er resistente over for infektionen.

Dens genom blev sekventeret i 2010 af Wellcome Trust Sanger Institute. Der er et vist håb for deres overlevelse, fordi der siden 2005 er fundet tre hunner, som er delvist resistente over for sygdommen.

Karyotype af han af tasmansk djævel.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en tasmansk djævel?

Q: Hvad vil det sige at være nataktiv?

Q: Hvordan ser den tasmanske djævel ud?

Q: Hvilken slags lyd laver den tasmanske djævel?

Q: Hvad spiser den tasmanske djævel?

Q: Hvorfor uddøde den tasmanske djævel på det australske fastland?

Q: Hvornår blev den tasmanske djævel officielt fredet?

Søg efter bogstav