Tamamo-no-Mae (玉藻前) er en legendarisk figur i japansk mytologi og folklore. Ifølge fortællingerne, som blandt andet optræder i Otogizoshi, en samling af japansk prosa fra Muromachi-perioden, trådte hun frem som en enestående skøn og intelligent kvinde ved det kejserlige hof. I mange versioner præsenteres hun som kejser Konoes yndling — beundret for sin viden om musik, religion, astronomi og mange andre emner — og siges at have haft en overnaturlig aura: hendes krop duftede altid vidunderligt, og hendes tøj blev aldrig beskidt. På grund af sin skønhed og klogskab blev hun genstand for beundring, og kejser Konoe blev dybt forelsket i hende.

Forvandling og afsløring

Efter noget tid blev kejseren pludselig og mystisk syg. Mange præster og spåmænd kunne ikke hjælpe, indtil en astrolog afslørede, at årsagen til sygdommen var Tamamo-no-Mae. Astrologen hævdede, at den smukke hofdam i virkeligheden var en ond ræv med ni haler (kitsune), som havde til hensigt at gøre kejseren syg for at overtage tronen. Efter denne afsløring forsvandt Tamamo-no-Mae fra hoffet.

Jagt, død og Sessho-seki

Kejseren beordrede Kazusa-no-suke og Miura-no-suke, to af tidens mest magtfulde krigere, til at forfølge og dræbe ræven. Efter at have undsluppet jægerne et stykke tid viste ræven sig for Miura-no-suke i en drøm, igen i skikkelse af Tamamo-no-Mae. Den bad om nåde og truede samtidig med at dræbe ham næste dag. Miura-no-suke nægtede at spare hende.

Tidligt næste morgen fandt jægerne ræven på Nasu-sletten, og Miura-no-suke skød hende med en pil. Ifølge legenden blev rævens døde krop til Sessho-seki, eller den dræbende sten, en sten siges at dræbe enhver, der kommer i direkte kontakt med den. Tamamo-no-Mae's ånd antog navnet Hoji og hjemsøgte stenen.

Uddrivelse af ånden

Hoji siges at have hjemsøgt stenen i området omkring Nasu i det japanske præfektur Tochigi, indtil en buddhistisk præst ved navn Genno standsede for at hvile nær stenen og blev konfronteret af ånden. Genno udførte et ritual og bad ånden overveje sin åndelige frelse. Til sidst overgav Hoji sig og svor aldrig at hjemsøge stenen igen.

Litteratur, teater og kulturarv

Fortællingen om Tamamo-no-Mae har inspireret flere former for japansk kunst og scenekunst. I litteraturen omtaler Matsuo Bashō i sin berømte rejsebeskrivelse Den smalle vej til det dybe nord (Oku no Hosomichi) sit besøg ved stenen i Nasu. Legenden danner også grundlag for noh-dramaet Sesshoseki ("Den dræbende sten") og for kabuki-stykket Tamamonomae (ofte gengivet som "Den smukke ræveheks").

Tematik og betydning

  • Kitsune-mytologi: Tamamo-no-Mae er et fremtrædende eksempel på kitsune-dirrerne i japansk folklore — væsener, som både kan være beskyttende og farlige, ofte forbundet med forvandling, bedrag og magi. En nihalet ræv (kyūbi) anses som ekstra magtfuld.
  • Magt og bedrag: Historien tematiserer fare ved forførisk magt og advarer mod blind tilbedelse af skønhed og viden uden mistanke.
  • Religiøs og litterær bearbejdning: Fortællingen kombinerer elementer fra shintoistisk og buddhistisk forestillingsverden og er blevet tolket og omskabt i adskillige skrifter og scenefortællinger gennem århundreder.

Eftermæle i moderne kultur

Tamamo-no-Mae lever videre i moderne popkultur: hun optræder i romaner, teaterstykker, film, manga, anime, spil og turistfortællinger omkring Nasu og Sessho-seki. Legenden om den nihalede ræv er blevet et vedvarende symbol på forvandlingens og bedragets kraft i japansk imagologi.