Spaghettitræet var en nyhedsreportage, som BBC lavede på en aprilsnar i 1957. I spøgen blev en familie i Ticino, Schweiz, vist ved at plukke spaghetti fra et "spaghettitræ" — et billede, der for mange seere så overbevisende ud.

Reportagen blev vist i tv-programmet Panorama og blev produceret af Charles de Jaeger. Ifølge beretninger fik han et budget på 100 pund til at lave indslaget. Det blev præsenteret af den respekterede journalist Richard Dimbleby, hvilket gjorde spøgen endnu mere troværdig for seerne.

På det tidspunkt var spaghetti ikke udbredt i Det Forenede Kongerige og blev ofte betragtet som en eksotisk delikatesse. Det er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor mange så ellers usandsynligt udseende billeder af pastahøst uden videre tog for gode varer. Omkring otte millioner mennesker så Panorama-indslaget, og den følgende dag ringede hundredvis af folk til BBC for at få at vide, om spaghettitræer virkelig eksisterede, og hvordan man i så fald kunne dyrke dem.

BBC håndterede henvendelserne med humor: de fortalte blandt andet, at man kunne "putte noget spaghetti i en dåse tomatsovs og håbe på det bedste".

Reaktionen på spøgen viste både, hvor meget tillid offentligheden havde til tv-medierne dengang, og hvordan mangel på viden om udenlandske fødevarer kunne gøre aprilsskrøner effektive. Sagen omtales ofte som et klassisk eksempel på et vellykket fjernsynsfupnummer og et tidligt eksempel på, hvordan visuelle medier kan påvirke troværdigheden af information.

Få korte nøglepunkter:

  • Udsendelsesdag: 1. april 1957 (aprilsnar).
  • Program: Panorama på BBC.
  • Producer: Charles de Jaeger (med et budget på ca. 100 pund).
  • Præsentation: Reporter Richard Dimbleby læste op, hvilket øgede indslagets troværdighed.
  • Reaktion: Omkring otte millioner seere og hundredevis af telefonopkald til BBC.
  • Eftermæle: I 2010 kaldte CNN det "den største fup nogensinde lavet af en troværdig nyhedsorganisation" og det nævnes ofte som et af de første store fupnumre på tv.

Spaghettitræet lever videre som en påmindelse om mediehistorie, publikums tillid og vigtigheden af mediekritik — og som en af de mest elskede aprilsnar-historier i britisk tv-historie.