Richter-skalaen er en talskala, der bruges til at angive kraften (eller størrelsen) af jordskælv. Charles Richter udviklede Richterskalaen i 1935. Hans skala fungerede som et seismogram, der blev målt af en bestemt type seismometer i en afstand på 100 km fra jordskælvet. Skalaen angiver jordskælvets maksimale amplituder på seismogrammet i logaritmisk form og gav forskere et fælles mål til at sammenligne begivenheder.

Hvordan virker den logaritmiske måling?

Richter-skalaen er logaritmisk: hver stigning på 1,0 i magnitude svarer til en faktor 10 i den registrerede amplitude af seismiske bølger. Det betyder fx, at et jordskælv på 4,0 har en amplitudefaktor 10 gange større end et jordskælv på 3,0. Den frigivne energi stiger endnu mere kraftigt: energien øges med en faktor på ca. 32 for hver 1,0 i magnitude (10^(1,5) ≈ 31,6). Derfor kan en tilsyneladende lille forskel i magnitude svare til en meget større forskel i ødelæggende kraft.

Begrænsninger og moderne måleenheder

Richter-skalaen blev udviklet til målinger med en bestemt type seismometer og til moderate jordskælv tættere på instrumentet. Ved meget store jordskælv eller ved målinger langt fra episenteret bliver Richters oprindelige metode mindre præcis. Derfor anvender geoforskere i dag ofte momentmagnitude (Mw), som er baseret på den frigivne seismiske momentenergi og giver mere konsistente værdier for de største begivenheder. Der findes også andre magnitude-begreber som lokal magnitude (ML), body-wave magnitude (Mb) og surface-wave magnitude (Ms), som bruges afhængigt af afstand, bølgetype og størrelsesområde.

Er der en øvre grænse?

Matematisk har Richterskalaen ingen fast øvre grænse, men fysisk sætter jordens geologi praktiske grænser for, hvor store brud (og dermed hvor meget energi) et enkelt jordskælv kan frigive. Hidtil er ingen jordskælv målt til 10,0 eller mere; de største registrerede begivenheder ligger under dette niveau.

Historiske og store jordskælv

  • Chile 1960 (Valdivia) — Det største registrerede jordskælv måltes til 9,5 på Richterskalaen. Det fandt sted i 1960 og forårsagede omfattende ødelæggelse og et stort antal dødsfald; dødstallene anslås i forskellige kilder til op til flere tusinde. Begivenheden udløste også tsunamier, der ramte fjerntliggende kyster.
  • Alaska 1964 — Et jordskælv på omkring 9,2, som forårsagede store skader og tsunamier langs Alaskas kyst.
  • Sumatra-Andaman 2004 — Et kraftigt 9,1–9,3 jordskælv udløste en katastrofal tsunami i Det Indiske Ocean og dræbte langt over 200.000 mennesker i flere lande.
  • Japan 2011 (Tōhoku) — Et jordskælv på ca. 9,0 udløste en massiv tsunami, som forårsagede omfattende ødelæggelser, mange tusinde døde og alvorlige skader på kernekraftværket i Fukushima.

Hvad betyder magnitude for skader?

Magnitude er kun én faktor i, hvor alvorligt et jordskælv rammer et område. Andre vigtige faktorer er afstand til episenteret, dybden af skæringszonen, jordbundsforhold (fx blød sedimentforstærkning), bygningers konstruktion og om der opstår sekundære fænomener som skred eller tsunami. Derfor kan to jordskælv med samme magnitude give meget forskellig skade i praksis.

(Tilpasset fra dokumenter fra U.S. Geological Survey)