Bronzi di Riace (engelsk: Riace bronzes), også kaldet Riace Warriors, (460–430 f.Kr.) er to store monumentale græske bronzeskulpturer. Statuerne forestiller nøgne, skæggede krigere og omtales ofte som Kriger A (Bronzo A) og Kriger B (Bronzo B). De er næsten i naturlig størrelse (begge omkring 1,97–1,98 m høje) og regnes for nogle af de fineste bevarede eksempler på græsk bronzekunst fra overgangen mellem den arkaiske og den klassiske periode.

Udseende og identitet

Statuerne viser to idealiserede, velproportionerede mandeskikkelser i naturlige stillinger, med detaljeret anatomisk gengivelse og individualiserede ansigter. Det er muligt, at statuerne forestiller to bestemte personer, men langt mere sandsynligt, at de repræsenterer typer eller idealer — fx hoplitter eller helte. På grund af deres mange ligheder antages det, at de oprindeligt har hørt sammen i et fælles monument eller sammenstilling.

Opdagelsen

Bronzerne blev fundet i Det Ioniske Hav den 16. august 1972 af Stefano Mariottini. Han var på dykkerferie i nærheden af Reggio Calabria i Italien. Skulpturerne blev fundet ikke langt fra kysten ved Riace Marina, en landsby nær Porto Foricchio. Fundstedet lå på en vigtig sejlrute mellem Roms havne og kystbyerne i Grækenland, og en udbredt teori er, at bronzerne stammede fra et skibsvrag – de kan være blevet revet ud af deres fortøjninger eller kastet over bord for at lette lasten ved en nødssituation.

Teknik og materialer

De to statuer er udført i bronze ved en sammensætning af støbte sektioner, der efterfølgende er svejset/gjort sammen — en teknik ofte forbundet med lost-wax-metoden og efterfølgende bearbejdning. Overfladen havde oprindeligt farvede detaljer, og flere af detaljerne er udført i andre metaller og materialer:

  • Øjnene er indfattede med knogle og glas eller glasagtig pasta, hvilket giver et livagtigt blik.
  • Tænderne er lavet af sølv, en teknik der øger realismen.
  • Læberne og brystvorterne er lavet af kobber, hvor kobberens rødlige tone gav kontrast til bronzeoverfladen.

Begge krigere holdt engang spyd og skjolde, og én af dem bar en hjelm, der blev skubbet op på hovedet. Mange af disse tilliggende genstande er i dag manglende eller fragmenterede.

Datering, stil og oprindelse

Stilen placerer værkerne i perioden ca. 460–430 f.Kr., ofte karakteriseret som den såkaldte severe- eller tidlig klassisk stil: en overgang fra arkaisk regelmæssighed til større naturalisme og psykologisk udtryk. Der er forskellig opfattelse blandt forskere om præcis geografisk oprindelse; forslag omfatter værksteder på det italienske fastland, i Sydgrækenland eller i den ioniske verden. At statuerne blev fundet i farvandet mellem Grækenland og Italien understøtter, at de kan have været varer i udsmykningen af en bygning eller lasten på en handels- eller transportskib.

Konservering og betydning

Bronzi di Riace er usædvanligt betydningsfulde, fordi flertallet af store græske bronzeværker er gået tabt (oftest omsmeltet i antikken). Fundet af to komplette bronzer giver uvurderlig indsigt i antikkens skulpturteknik, æstetik og materialeanvendelse. Efter foundet gennemgik skulpturerne omfattende konservering — herunder afsaltning af bundfældninger og stabilisering af samlinger — før de kunne udstilles. Restaureringsarbejdet afslørede også interne opbygninger og sammensætningsmetoder.

Udstilling

Bronzerne befinder sig i Museo Nazionale della Magna Grecia i Reggio Calabria, hvor de er blandt museets hovedattraktioner og udstilles under kontrollerede klimatiske forhold for at sikre deres bevarelse. De er ofte genstand for forskningsprojekter og lejlighedsvise udlån til internationale særudstillinger, hvor deres betydning for forståelsen af græsk kunsthistorie fremhæves.

Bronzi di Riace fortsætter med at fascinere både fagfolk og offentligheden — dels for deres tekniske raffinement og dels for det dramatiske i, at to så komplette græske bronzer undgik antikkens omsmeltning og kom gennem havet til det moderne lys.