Urdu: Persisk indflydelse, oprindelse og litteratur
Opdag Urdu: Persisk indflydelse, oprindelse og rig litteratur — hybrid sprog, Nasta'liq-skrift, ghazaler og kulturarv fra Mellemøsten til Sydasien.
Det persiske sprog har haft indflydelse på dannelsen af mange moderne sprog i det store Mellemøsten, Centralasien og Sydasien, herunder urdu. Denne indflydelse mærkes især i ordforråd, litterære former, administrative termer og æstetiske normer som kalligrafi og poesiens konventioner.
Oprindelse og historisk udvikling
Efter den tyrkisk-persiske Mahmud af Ghazni's ghaznavidiske erobring af Sydasien begyndte der at opstå et sprog med indflydelse fra chagatai, arabisk og persisk og lokale dialekter, som i sidste ende blev kendt som urdu. Dette sprog blev kaldt Zaban-e-Ordu ("hærens sprog"), hofsproget, og blev senere forkortet til blot urdu. I den indfødte litteratur og i det talte navn blev/bliver det kaldt Lashkari eller Lashkari Zaban i den lange form. Det er opstået i samspillet mellem persisk- og turkisktalende muslimske soldater og de indfødte folk.
Udviklingen fortsatte under Delhi-sultanatet og især under Mogul-imperiet, hvor persisk var hoffets sprog og prestige-sproget i administration og kultur. Gennem disse årtier trængte persiske ord og litterære former dybt ind i lokalsprogene og bidrog til den formelle, poetiske og administrative del af det sprog, vi i dag kalder urdu.
Skrift, kalligrafi og fonetik
Under persisk indflydelse fra staten blev den persiske skrift og Nasta'liq-formen af kursiv skrift overtaget, og der blev tilføjet yderligere tal for at imødekomme det indiske fonetiske system. Urdu skrives med en modificeret persisk-arabisk skrift (også kaldet Perso-Arabic), ofte i den dekorative Nasta'liq-kalligrafi. For at gengive telugu-/indiske lyde introducerede man ekstra bogstaver og diakritiske former, så skrifttegnene bedre kunne repræsentere det indiske lydsystem.
Fonologisk er urdu et indo-arisk sprog med typiske træk som SOV-ordstilling (subjekt–objekt–verb), postpositioner i stedet for præpositioner og to køn (maskulin og feminin). Sproget har også træk som split-ergativitet i præteritum og et rigt system af lydskel mellem aspirerede og ikke-aspirerede konsonanter, noget det deler med andre sydasiatiske sprog.
Grammatik og særpræg fra persisk
Urdu er et morfosyntaks/grammatisk indo-arisk sprog, der skrives med persisk-arabisk skrift og indeholder litterære konventioner og et specialiseret ordforråd, der i vid udstrækning stammer fra persisk. Nogle grammatiske elementer, der er særegne for persisk, som f.eks. det enclitiske ezāfe og brugen af takhallus, blev let absorberet i urdu-litteraturen, både i religiøs og verdslig litteratur.
Sprogets grammatik bevarer mange typiske indo-ariske træk (kasusrester, fleksion i verber efter aspekt og person, postpositioner), men den litterære registeropdeling er stærkt påvirket af persisk: formelle, høje registre trækker mange låneord fra persisk og arabisk, mens dagligt talt urdu deler et stort fælles grundlag med hindi og andre nordindiske dialekter.
Litteratur og poetiske former
På trods af persiskets store indflydelse på urdu er urdu sprogligt set ikke klassificeret som et iransk sprog (som persisk), men snarere som et indo-arisk sprog (ligesom punjabi, gujarati, punjabi, seraiki og sindhi). Urdu blev hurtigt anerkendt i litterære og kulturelle sammenhænge på grund af sprogets hybride karakter. Mange klart persiske former for litteratur, såsom Ghazal, Qasida, Marsia og Nazms, blev overført til urdu-litteraturen og skabte en tydelig sammensmeltning af iransk og sydasiatisk arv.
Ghazal-formen (korte, lyriske par) blev især et bærende element i urdu-poesien, hvor takhallus (digterens pseudonym) ofte bruges i de afsluttende vers. Ud over ghazal og nazm (friere, moderne digtning) er qasida (praisesang), marsia (klagedigt om martyrdom) og marsiya-traditioner indarbejdet i urdu-kulturen. Poetiske samlinger, recitationer (mushaira) og musikalsk fortolkning (f.eks. ghazal-sang) har holdt disse former levende gennem århundreder.
Flere store digtere og forfattere har defineret urdu-litteraturen: historisk set Amir Khusro nævnes ofte for sin crossover-virksomhed mellem persisk og lokale sprog; senere figurer som Mir Taqi Mir og Mirza Ghalib formede den klassiske urdu-poesi; i det 20. århundrede bragte Allama Iqbal, Faiz Ahmed Faiz og mange andre både modernitet og politisk engagement ind i sproget.
Social betydning og moderne status
Pakistans nationalsang er stærkt persisk præget. Urdu er i dag nationalsprog i Pakistan og et af de officielle sprog i Indien, hvor det også bruges i litteratur, medier og uddannelse i flere delstater. I kombination med hindi udgør urdu en del af det større Hindustani-sprogkontinuum: talt sprogligt er der stor gensidig forståelighed i daglig tale, men skrift, formelle registre og præference for lånord (sanskritiske vs. persisk-arabiske) adskiller dem klart.
Urdu har også en levende rolle i populærkulturen — film (filmmusik og sangtekster), tv-dramatik, nyhedsmedier og internetsfæren — og fungerer som bærer af en fælles litterær tradition for millioner i Syd- og Centralasien og i diasporaen verden over.
Sammenfatning
- Oprindelse: Fremvokset i kontaktzonen mellem persisk-, turkisk- og indiske sprog, især under middelalderens hær- og hofkulturer.
- Sprogtype: Indo-arisk (ikke iransk), SOV-ordstilling, postpositioner, rig lydstruktur.
- Skrift: Perso-Arabisk skrift i Nasta'liq-stil med ekstra tegn for indiske lyde.
- Litteratur: Kraftig persisk indflydelse i forme og ordforråd; berømte genrer inkluderer ghazal, nazm, qasida og marsia.
- Moderne rolle: Nationalsprog i Pakistan, officielt sprog i Indien, kulturelt og litterært vigtigt i Sydasien og i diaspora-samfund.
Samlet set er urdu et levende eksempel på sproglig og kulturel sammensmeltning mellem iranske, centraleuropæiske/turkiske og sydasiatiske traditioner — et sprog der både bærer gammel hofkultur og moderne folkeligt udtryk videre.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvilket sprog har haft indflydelse på dannelsen af urdu?
A: Det persiske sprog påvirkede dannelsen af urdu.
Spørgsmål: Hvordan påvirkede den tyrkisk-persiske Mahmud af Ghazni udviklingen af urdu?
Svar: Efter den tyrkisk-persiske Mahmud af Ghazni's ghaznavidiske erobring af Sydasien begyndte der at opstå et sprog, der var påvirket af tyrkisk, arabisk og persisk samt lokale dialekter, og som i sidste ende blev kendt som urdu.
Spørgsmål: Hvad hed Zaban-e-Ordu oprindeligt?
A: Zaban-e-Ordu blev oprindeligt kaldt Lashkari eller Lashkari Zaban i den indfødte litteratur og i det talte navn.
Spørgsmål: Hvilken skrift anvendes til at skrive urdu?
Svar: Den persiske skrift og Nasta'liq-formen af kursiv skrift anvendes til at skrive urdu.
Spørgsmål: Hvem var en berømt forfatter, der har skrevet på tværs af persisk og urdu-litteratur?
Svar: Amir Khusro var en berømt forfatter, der skrev på tværs af persisk og urdu-litteratur.
Spørgsmål: Hvad er nogle af de persiske former, som blev optaget i urdu-litteraturen?
A: Nogle af de særlige persiske former, der blev optaget i urdu-litteraturen, omfatter Ghazal, Qasida, Marsia og Nazms.
Spørgsmål: Hvordan afspejler Pakistans nationalsang landets bånd til Persien?
Svar: Pakistans nationalsang er i høj grad persisk, hvilket afspejler landets bånd til Persien.
Søge