Ophelia — Uranus' måne (Uranus VII): opdaget 1986, størrelse og fakta

Ophelia — Uranus' lille måne (Uranus VII), opdaget af Voyager 2 i 1986; kun 23 km radius, sparsomt kendt, spændende fakta og billeder.

Ophelia er en af de indre måner til Uranus. Den blev opdaget på billeder taget af Voyager 2 den 20. januar 1986 og fik den midlertidige betegnelse S/1986 U 8. Senere blev den genfundet på observationer med Hubble-rumteleskopet i 2003, hvilket forbedrede kendskabet til dens bane.

Opdagelse og navngivning

Ophelia er opkaldt efter Polonius' datter, Ophelia, i William Shakespeares skuespil Hamlet. I systematikken over Uranus' måner har den også nummeret Uranus VII. Navngivningen følger den lange tradition med at give Uranus-måner navne fra Shakespeare og Alexander Pope.

Fysiske egenskaber

Der kendes kun begrænsede fysiske data om Ophelia. De mest sikre værdier er dens radius og dens albedo:

• Radius: cirka 23 km.
• Geometrisk albedo: omkring 0,08, hvilket betyder, at den reflekterer en lille del af det indfaldende lys og derfor er relativt mørk.

På Voyager 2-billederne fremstår Ophelia som et aflangt (stribet/elongated) objekt, hvor hovedaksen peger mod Uranus. Dette tyder på, at den er tidssynkroniseret (låst i rotation), så den samme side vender mod planeten, og at dens form er ikke-sfærisk—sandsynligvis et resultat af dens lille størrelse og svage egengravitation. Sammensætningen er ikke kendt med sikkerhed, men som andre små ydre/indre måner i systemet forventes den at være en blanding af is og klippe, muligvis dækket af mørkt, carbonholdigt materiale.

Bane og rolle i ringsystemet

Ophelia kredser tæt om Uranus og har en kort, næsten cirkulær og prograd bane. Den spiller en vigtig dynamisk rolle i Uranus' ringsystem: Ophelia fungerer som den ydre "shepherd"-måne for den stærke epsilon-ring, hvor shepherding hjælper med at holde ringpartiklerne smalle og velafgrænsede gennem gravitationelle påvirkninger. Den indre shepherd for samme ring er månen Cordelia.

Observationer og fremtidige muligheder

De vigtigste kilder til vores viden om Ophelia er billederne fra Voyager 2 og opfølgende rumteleskop-observationer (fx Hubble). Ingen rumfartøjer er senere fløjet tæt forbi Ophelia, så mange detaljer—som dens præcise form, interne struktur, overfladekomposition og småskala geologi—er stadig ukendte. Fremtidige observationer med større teleskoper eller et nyt besøg af et rumfartøj til Uranus-systemet ville kunne forbedre vores forståelse betydeligt.

Samlet set er Ophelia en lille, mørk, aflang måne med en vigtig rolle i at afgrænse Uranus' epsilon-ring. Meget omkring denne måne forbliver dog uoplyst, hvilket gør den til et interessant mål for fremtidig forskning.

Søg efter bogstav