Nagorno-Karabakh (Artsakh) er en region i det sydlige Kaukasus. Navnene på regionen på de forskellige lokale sprog kan alle oversættes til "det bjergrige Karabakh" eller "den bjergrige sorte have". Ordet "nagorno" er russisk og betyder "bjergagtig/på bjerget", "kara" er tyrkisk og betyder "sort", og "bakh" betyder "have" på aserbajdsjansk. Regionen består af bjergrige områder og dale, og klimaet og landskabet har historisk formet befolkningens leveveje, herunder landbrug, fårehold og lokale håndværk.

  • Armenisk: Լեռնային Ղարաբաղ, translittereret Lernayin Gharabagh
  • Aserbajdsjansk: Dağlıq Qarabağ (betyder "øvre Karabakh" eller "bjergrigt Karabakh")
  • Russisk: Нагорный Карабах, translittereret Nagornyj Karabakh

Geografi og befolkning

Nagorno-Karabakh er et bjergrigt område midt i det sydlige Kaukasus. Området svarer groft sagt til det tidligere sovjetiske administrative område Nagorno-Karabakh Autonomous Oblast, med en arealmæssig størrelse på nogle tusinde kvadratkilometer. Før de største krige i slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af 2000-tallet boede der et blandet befolkningssammensætning, men et flertal af indbyggere var etniske armeniere. På grund af væbnede konflikter, tvangsforflytninger og flygtningestrømme er befolkningsfordelingen ændret flere gange; før 2020 anslog man ofte befolkningen til omkring 100–200 tusinde i den bredere region, men tal varierer afhængigt af kilden og tidspunktet for opgørelsen.

Historisk baggrund

Området har en lang og kompleks historie. I århundreder har forskellige riger og lokale fyrstehoveder kontrolleret dele af Karabakh, og både armenske og tyrkiske/aserbajdsjanske befolkningsgrupper har historiske tilknytninger til landet. Under Sovjetunionen blev Nagorno-Karabakh oprettet som en autonom provins inden for Den Aserbajdsjanske SSR, hvilket skabte en administrativ løsning, men også spændinger mellem de to folk.

Konflikter og nyere udvikling

Våbenkonflikter har præget regionen i flere perioder. Da Sovjetunionen kollapsede i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, udviklede uenigheder sig til åben krig (Første Nagorno-Karabakh-krig), og i 1994 blev der indgået en våbenhvile, der efterlod Nagorno-Karabakh og omkringliggende områder kontrolleret af lokale armenske styrker. Disse områder fungerede de facto som en selvstyre-enhed under navne som Nagorno-Karabakh Republic og senere Republikken Artsakh, men uden bred international anerkendelse.

I september 2020 brød en større væbnet konflikt ud mellem Aserbajdsjan og de armensk-kontrollerede styrker, hvilket førte til betydelige territoriale ændringer. Efter seks ugers kampe formidlede Rusland en våbenhvile, hvor Aserbajdsjan genvandt kontrol over store dele af de omkringliggende distrikter og visse dele af Nagorno-Karabakh. Efterfølgende blev russiske fredsbevarende styrker midlertidigt udstationeret for at sikre visse korridorer og våbenhvilen.

I september 2023 gennemførte Aserbajdsjan en militær operation, som hurtigt ændrede realiteterne på jorden. De lokale armenske myndigheder i Nagorno-Karabakh meddelte, at de havde indgået aftaler om nedrustning og overgivelse af væbnede styrker, og et stort antal civile flygtede til Armenien i kølvandet på operationen. I december 2023 meddelte Republikken Artsakh, at den planlagde at opløse sine statslige institutioner og afslutte sin funktion som separat administration pr. 1. januar 2024. Disse begivenheder har medført store menneskelige og politiske konsekvenser.

Status i international ret og diplomati

FN og de fleste stater anerkender Aserbajdsjans suverænitet over Nagorno-Karabakh. Samtidig har internationale organisationer og tredjelande gennem årene opfordret til forhandlinger, fredelig løsning, beskyttelse af civile og adgang for nødhjælp. Tidligere mægling, herunder gennem OSSE's Minsk-gruppe (med Rusland, USA og Frankrig som mæglere), forsøgte at finde varige løsninger, men processen har haft begrænset fremgang og er siden blevet sværere grundet ændrede magtforhold og nye realiteter på bakken.

Humanitære, demografiske og kulturelle konsekvenser

Konflikterne har medført store humanitære konsekvenser: dødsfald, såringer, interne fordrivelser og flygtningestrømme. Mange mennesker har mistet hjem og levebrød, og adgangen til grundlæggende tjenester har været begrænset i perioder. Der er også alvorlige problemer med ueksploderet ammunition og miner, som udgør en langsigtet fare for civilbefolkningen og landbrug.

Regionen rummer en rig kulturel arv med gamle klostre, kirker og monumenter, som både armeniere og aserbajdsjanere tillægger betydning. Beskyttelsen af kulturarv har været et omstridt spørgsmål, og internationale organisationer har understreget behovet for at sikre og bevare religiøse og historiske steder uanset politisk kontrol.

Nuværende situation og perspektiver

Efter 2020 og især efter udviklingen i 2023 er regionens situation forandret markant. De facto-administrationens opløsning og Aserbajdsjans genvundne kontrol over området har flyttet fokus til spørgsmål om sikkerhed, tilbagevenden af flygtninge, beskyttelse af mindretal og genopbygning. Bilaterale aftaler, internationale forhandlinger og humanitære initiativer vil være centrale for at skabe varig stabilitet og beskytte civilbefolkningens rettigheder fremadrettet.

Det er vigtigt at følge officielle meddelelser fra parterne og internationale organisationer for opdateret information, da situationen kan ændre sig hurtigt, og mange detaljer om genbosætning, juridisk status og praktisk administration stadig bliver forhandlet.