Molekylær maskine
En molekylær maskine eller nanomaskine er et sæt af molekyler, der producerer mekaniske bevægelser (output) som reaktion på specifikke stimuli (input). Udtrykket er almindeligt inden for nanoteknologi, hvor der er blevet foreslået en række komplekse molekylære maskiner, som kan være en måde at lave en "molekylær assembler" på. Molekylære maskiner kan opdeles i to store kategorier: syntetiske og biologiske.
Nobelprisen i kemi i 2016 blev tildelt Jean-Pierre Sauvage, Fraser Stoddart og Ben Feringa for design og syntese af molekylære maskiner.
Biologiske nanomaskiner
De mest komplekse molekylære maskiner er lavet af proteiner og findes i celler. Disse omfatter "motorproteiner". Som eksempler kan nævnes myosin (som foretager muskelsammentrækninger), kinesin (som flytter molekyler fra kernen langs mikrotubuli) og dynein (som giver bevægelige cilier og flageller slag). Disse proteiner er langt mere komplekse end nogen af de molekylære maskiner, som mennesket endnu har fremstillet.
Den mest betydningsfulde biologiske maskine, vi kender, er nok ribosomet. Andre vigtige eksempler omfatter bevægelige cilier: "Faktisk er [det bevægelige cilium] en nanomaskine [af] over 600 proteiner i molekylære komplekser, hvoraf mange også fungerer uafhængigt som nanomaskiner".
Nogle biologiske molekylære maskiner
