Den acceleration, som et objekt opnår på grund af tyngdekraften, kaldes tyngdeacceleration. Dens SI-enhed er m/s2. Tyngdeacceleration er en vektor, hvilket betyder, at den både har en størrelse og en retning; ved Jordens overflade peger den i hovedsagen mod Jordens centrum. Tyngdeaccelerationen ved jordens overflade repræsenteres sædvanligvis med bogstavet g. Den internationale standardværdi (konventionel reference) er 9,80665 m/s2 (32,1740 ft/s2), men den faktiske acceleration for et legeme i frit fald varierer med sted og højde.
Hvorfor varierer g?
Der er flere årsager til, at g ikke er helt ens overalt:
- Rotation af Jorden: Centrifugalkraften ved Jordens rotation reducerer den effektive tyngde mest ved ækvator og mindst ved polerne.
- Jordens form: Jorden er ikke en perfekt kugle men en fladtrykt sfæroid (oblat), hvilket betyder, at afstand fra overfladen til Jordens centrum er større ved ækvator end ved polerne — det nedsætter g ved ækvator.
- Højde: Jo længere væk fra Jordens massecentrum (større højde), desto mindre bliver tyngdekraften efter Newtons lov (omtrent aftagende med afstanden i anden potens).
- Lokale massevariationer: Forskelle i bjergmasse, geologiske strukturer og tæthed i undergrunden giver små lokale afvigelser i g.
Typiske værdier og størrelsesorden
- Standardværdien ved havoverfladen: 9,80665 m/s2.
- Ved ækvator: cirka 9,780 m/s2.
- Ved polerne: cirka 9,832 m/s2.
- Ændring med højde: g aftager med højden; omtrentlig reduktion er omkring 3,1·10-6 m/s2 pr. meter (dvs. ~0,0031 m/s2 pr. km) tæt på Jordens overflade.
- Lokale variationer måles ofte i mGal (1 mGal = 10-5 m/s2) eller mikroGal; geofysiske anomalier kan typisk være fra nogle få mGal til nogle hundrede mGal afhængigt af regionen.
Enkle formler (til orientering)
For små højder h over Jordens overflade kan man approximere ændringen i g med
g(h) ≈ g0 · (R / (R + h))2,
hvor R er Jordens radius og g0 tyngdeaccelerationen ved overfladen. Til første orden giver dette den nævnte nedgang på ~3,1·10-6 m/s2 per meter.
Målemetoder
Tyngdeacceleration måles med forskellige instrumenter:
- Fritfalds- eller absolutte gravimetre (laserinterferometri måler tiden for en frit faldende reflektor): meget præcise, bruges til referencemålinger.
- Superledende gravimetre: ekstremt følsomme for tidsvarende ændringer i g (tidevand, seismik).
- Pendelmetoder: historisk vigtig — periodetiden for en pendul afhænger af g.
- Atominterferometri: moderne, meget nøjagtige målinger ved hjælp af kvanteinterferens af kolde atomer.
Anvendelser
- Kalibrering af vægte og sensorer, præcisionsmålinger i laboratorier.
- Geofysik og geodesi: kortlægning af undergrundens tætheder og struktur ved at måle lokale tyngdefelter.
- Raket- og satellitbaner: nøjagtig viden om tyngdefeltet er nødvendig for baneplanlægning og navigation.
- Fysik: tests af fundamentale love (f.eks. Newtons gravitationslov) og præcise eksperimenter som måling af G eller søgning efter nye fysik-fænomener.
Skelnen mellem tyngdeacceleration og gravitationsacceleration
Ofte skelnes mellem den rene gravitationsacceleration (årsaget af masse) og den tilsyneladende tyngdeacceleration, som også inkluderer effekten af ikke-inertielle kræfter som centrifugalkraft fra Jordens rotation. Når man taler om "g" i hverdagen eller i mange tekniske sammenhænge, mener man normalt den effektive, målte værdi inkl. rotationsbidraget.
Samlet set er g en veldefineret standardværdi for reference, men den lokale og højdeafhængige variation betyder, at nøjagtige beregninger og målinger altid skal tage hensyn til position og de relevante korrektioner.

