Lycopsis: Uddød sydamerikansk metatherianer fra Miocæn — bagholdsjæger
Lycopsis — uddød sydamerikansk metatherianer fra Miocæn. En bagholdsjæger fra Colombia med mosaikskelet, der afspejler overgangen fra træ- til jordliv.
Lycopsis er en uddød slægt af sydamerikanske metatherianer. Den levede i Miocæn i det, der nu er Colombia. Fossiler af Lycopsis er især kendt fra La Venta‑lokaliteterne i den midtre Miocæn Honda‑gruppe, men lignende former er blevet rapporteret fra andre miocæne aflejringer i Sydamerika.
Systematik og slægtstræk
Lycopsis regnes blandt de sydamerikanske sparassodonter — en gruppe kødædende metatherianere, som udviklede sig isoleret i Sydamerika i løbet af Cenozoikum. Sparassodonter overtog i Sydamerika mange af de økologiske roller, som placentale rovdyr besætter andre steder. Lycopsis viser de typiske tilpasninger til kødædning med specialiserede tænder og kæbemuskulatur, men adskiller sig i en række skelettræk fra fuldt terrestriske, hurtigløbene former.
Anatomi og størrelse
Lycopsis var en mellemstor jæger; kropsstørrelsen er vurderet til at være i størrelsesordenen en ræv til en mindre hund. Skeletet kombinerer elementer, der peger på både klatring og jordlevende færden: nogle lemmer og rygsøjlestrukturer antyder bevaret klatreevne, mens andre knogler er robuste og velegnede til kraftfulde greb og ryk. Denne mosaik af træk tyder på, at arten var i en overgangsfase fra trælevende til mere jordbundet livsstil.
Levevis og fødevalg
Det menes, at Lycopsis primært var en bagholdsjæger fremfor en udholdende løber. Den jagede sandsynligvis små til mellemstore byttedyr — små pattedyr, fugle, krybdyr og ådsler — og udnyttede skjul og overraskelse til at fange byttet. Borhyaeniderne generelt var engang trælevende, men ændrede senere deres livsstil til at leve på jorden. Lycopsis' skelet viser, at den endnu ikke var en fuldt specialiseret cursorial (hurtigløbende) jæger, men snarere en alsidig jeger med god styrke i forlemmerne til at fastholde byttet.
Paleoekologi og betydning
I Miocæn var Sydamerika isoleret fra Nordamerika, og økosystemerne udviklede sig med en unik fauna. Sparassodonter som Lycopsis besatte toppen af fødekæden i deres regioner og udgør vigtige led i forståelsen af kontinentets præsenterende rovdyrsdiversitet. Studier af Lycopsis bidrager til viden om, hvordan metatherianere tilpassede sig forskellige nicher og hvordan overgangen fra trælevende til jordlevende adfærd foregik hos nogle grupper.
Fossilforskning og fortolkninger
Fossile rester af Lycopsis består primært af kranie- og tandmateriale samt enkelte postkranielle elementer. Tænderne og kraniets bygning har været særligt vigtige for at fastslå dens kødædende vaner. Nye fund og revisioner af materialet kan ændre forståelsen af slægtens systematik og levevis, og forskere arbejder fortsat med at afklare relationerne mellem forskellige sparassodontgrupper.
Lycopsis er dermed et godt eksempel på de særprægede rovdyrlinjer, som udviklede sig i det gamle, isolerede Sydamerika — specialiserede nok til effektivt at nedlægge bytte, men stadig med spor af deres trælevende forfædre i skeletbygningen.
Søge