Republikken Armeniens væbnede styrker består primært af hæren, luftforsvaret og grænsevagten. Mange enheder blev etableret og udstyret på baggrund af de tidligere sovjetiske styrker i den armenske SSR, og arven fra denne periode præger stadig organisation, doktrin og materiel.
Organisation og ledelse
Ifølge forfatningen er øverstbefalende for militæret landets præsident (Armeniens præsident — se fx Robert Kocharyan som én af de historiske statsledere). Det daglige politiske ansvar ligger hos Forsvarsministeriet, der har ansvaret for den politiske ledelse af forsvaret. Den operationelle og faglige ledelse udøves af generalstaben og stabschefen. Armenien oprettede et forsvarsministerium den 28. januar 1992, efter opløsningen af Sovjetunionen.
Historisk baggrund
Efter Sovjetunionens sammenbrud byggede Armenien hurtigt nationale væbnede styrker ud fra tilgængelige sovjetiske enheder og udstyr. I 1990'erne var styrkerne hovedsageligt optaget af konflikten i Nagorno-Karabakh og af grænsebeskyttelse mod nabolandene; disse erfaringer har formet både taktik og prioriteringer i efterfølgende år, herunder moderniseringsprogrammer og internationale samarbejder.
Grænseovervågning og grænsesituation
Grænsevagterne har primært til opgave at patruljere og sikre Armeniens grænser til Georgien og Aserbajdsjan, hvor der historisk har været periodiske spændinger og militære hændelser. Samtidig overvåges Armeniens grænser til Iran og Tyrkiet fortsat i samarbejde med og ved tilstedeværelse af russiske tropper under bilaterale aftaler; dette greb tjener både afskrækkelse og stabilisering i en region med komplekse sikkerhedsudfordringer.
Personel, værnepligt og uddannelse
Armenien anvender en blanding af værnepligtige og kontraktansatte soldater. Værnepligten gælder som hovedregel for mænd og suppleres af professionelle enheder og specialstyrker. Der findes nationale militære akademier og uddannelsesinstitutioner, og Armenien deltager jævnligt i fælles øvelser og træningsprogrammer med partnere, særligt Rusland og andre stater i regionen.
Udstyr og kapaciteter
Det materiel, Armenien råder over, er i høj grad arvet fra Sovjettiden, men er siden blevet delvist moderniseret gennem opgraderinger og indkøb, primært fra Rusland. Et centralt element i landets forsvar er luftforsvarssystemer af forskellige typer, suppleret af kampvogne, artilleri, pansrede køretøjer, helikoptere og taktisk luftfart. Fortsat modernisering af udstyr og kommando-/kontrolsystemer er en prioritet for at kunne møde nutidens trusler.
Samarbejde og internationale engagementer
Armenien er medlem af regionale sikkerhedsstrukturer og har bilaterale sikkerhedsaftaler, som indbefatter militært samarbejde med Rusland. Landet deltager også i internationale missioner og samarbejder om våbenkontrol, uddannelse og humanitære opgaver. Samtidig påvirker den regionale geopolitik — især relationerne til Aserbajdsjan og konflikten om Nagorno-Karabakh — løbende de strategiske prioriteringer og forsvarsplanlægningen.
Konklusion
Armeniens væbnede styrker er en relativt smallere, men professionelt organiseret styrke med rødder i det tidligere sovjetiske militær. De kombinerer værnepligtige og professionelle kontingenter, har fokus på grænseovervågning og luftforsvar, og arbejder tæt sammen med regionale partnere om sikkerhed og stabilitet. Historie, geografi og naboskab gør grænse- og territorialsikkerhed til centrale elementer i landets forsvarsstrategi.
