Andromeda-galaksen (M31): Definition, fakta, afstand og kollision

Andromeda-galaksen er den nærmeste spiralgalakse til Mælkevejen, vores galakse. Den omtales ofte som Messier 31, M31 eller NGC 224 af astronomer. Afstanden til Andromeda er i størrelsesordenen et par millioner lysår; en almindeligt brugt værdi er omkring 2,5–2,6 millioner lysår, hvilket betyder, at vi ser galaksen, som den så ud for omtrent 2,5–2,6 millioner år siden.

Udseende og synlighed

På himlen ligner Andromeda en svag, udstrakt plet, og med det blotte øje fremstår den som en «uskarp stjerne». Gennem et almindeligt teleskop eller i amatørfotografier træder bortset fra den centrale kerne også spiralens støv- og stregstrukturer frem. Andromeda ligger i stjernebilledet Andromeda og er et af de klokke-klare Messier-objekter med en tilsyneladende størrelsesgrad på ca. 3,4. Den tilsyneladende udstrækning på himlen er flere grader i diameter (ofte angivet som omkring 3° i den store akse), dvs. flere gange større end fuldmånen, men kun den centrale, lysstærke del er synlig uden fotografisk forstørrelse. Derfor er den et af de fjerneste objekter, der kan ses uden kikkert under mørk himmel og moderate forhold med lysforurening.

Størrelse, stjerner og central sort hul

Observationer fra bl.a. Spitzer-rumteleskopet og andre instrumenter tyder på, at Andromeda indeholder omkring en billion stjerner (ca. 10¹²). Det er mere end antallet af stjerner i Mælkevejen, som anslås til omkring 200–400 milliarder. Galaksens samlede starmasse og mørke stof-halo er dog usikre og anslået med betydelig usikkerhed; en typisk total masseangivelse ligger på størrelsesordenen nogle få 10¹¹ solmasser for den synlige starmasse og op til cirka 7,1×10¹¹ solmasser eller mere for hele systemet afhængigt af metode og data. I centrum har M31 et massivt, supermassivt sort hul — klart tungere end Mælkevejens centrale sort hul — med en masse i størrelsesordenen nogle få ×10⁸ solmasser.

Struktur og særtræk

Andromeda er en stor spiralgalakse med en tydelig central bul og en omfattende skive med støvbånd og stjerneformation. Den viser bl.a. ringlignende strukturer af yngre stjerner og støv, og dens kerne har et interessant dobbelt-nucleus-udseende i højkvalitetsbilleder. Galaksen har også flere ledsager- og dværggalakser, herunder de velkendte M32 og M110 (og mange mindre dværge), som påvirker dens udseende og dynamik.

Andromeda i den lokale gruppe

Andromeda er den største galakse i den såkaldte lokale gruppe, som udover Andromeda og Mælkevejen også rummer Triangulum-galaksen (M33) og omkring 30–40 mindre dværggalakser. At Andromeda er den største i udseende betyder dog ikke nødvendigvis, at den er klart mest massiv; nyere undersøgelser antyder, at Mælkevejen kan indeholde mere mørkt stof end tidligere formodet, og dermed have totalmasse, der konkurrerer med eller overstiger M31.

Bevægelse og fremtidig kollision

Andromeda bevæger sig generelt nærmere Mælkevejen med en hastighed på ordenen 100–140 kilometer i sekundet langs vores synslinje (radial hastighed), hvilket gør den til en af de få tydeligt blåforskudte galakser set fra Jorden. På lang tidsskala forventes de to store galakser at interagere; simulationer og observationer peger på, at Mælkevejen og Andromeda vil begynde at kollidere om nogle få milliarder år — ofte angivet til cirka 4–5 milliarder år fra nu — og at de efter gentagne passager til sidst smelter sammen til en større, mere rund (typisk elliptisk) galakse. Det endelige sammensmeltede system ventes at være drastisk forskelligt fra de to nuværende spiraler, men forløbet vil strække sig over mange milliarder år, og individuelle stjerner sandsynligvis sjældent kolliderer direkte på grund af de enorme afstande mellem dem.

Observationstips

• Andromeda er bedst synlig fra den nordlige halvkugle om efteråret og tidligt på vinteren, hvor den står høere på himlen i de sene nattetimer.
• Under rimeligt mørk himmel kan man se den med det blotte øje; en lille kikkert eller et teleskop viser flere detaljer, og langtidsfotografering afslører dens støvbånd og spiralstruktur.
• Selvom den ser bred ud på fotografier (flere gange bredere end fuldmånen), er det hovedsagelig diskens svage ydre regioner der kræver billedbehandling eller lange eksponeringer for at blive synlige.

Andromeda er ikke kun et instruktivt objekt for amatørastronomer; dens nærhed gør den også til et laboratorium for at studere galaktisk struktur, stjernedannelse, mørkt stof og samspillet mellem store galakser i en gruppe.