"Gloria al Bravo Pueblo" (spansk udtale: [ˈɡloɾja al ˈβɾaβo ˈpweβlo]; "Gloria til det modige folk") blev vedtaget som Venezuelas nationalsang af præsident Antonio Guzmán Blanco den 25. maj 1881. Teksten tilskrives traditionelt lægen og journalisten Vicente Salias, som siges at have skrevet den i 1810 under de tidlige dage af den venezuelanske uafhængighedsbevægelse. Musikken tilskrives almindeligvis musikeren Juan José Landaeta. Hymnen er marchagtig i sin karakter, og den melodiske kraft og kampmotivet har medført, at den siden midten af 1800-tallet undertiden er blevet kaldt La Marsellesa Venezolana ("Venezuelansk Marseillaise"), med henvisning til en vis lighed i form og energi med den franske nationalsang.
Der har været vedvarende debat og nyere forskning omkring både tekstens og musikkens egentlige ophav. Nogle forskere og historikere har fremført, at den reelle forfatter til hymnen kunne være Andrés Bello, og at musikken muligvis oprindeligt blev komponeret af Lino Gallardo. Disse alternative teorier er interessante og har vakt opmærksomhed i akademiske kredse, men de er ikke entydigt bevist og har endnu ikke opnået fuld anerkendelse i bredere offentlighed eller blandt alle historikere. Diskussionen illustrerer den vanskelighed, der ofte er forbundet med at fastslå præcise ophav i forbindelse med patriotiske sange fra uafhængighedstiden, hvor dokumentationen kan være sparsom eller modstridende.
Historisk har "Gloria al Bravo Pueblo" spillet en central rolle som symbol på venezuelansk identitet og frihedskamp. Sangen opstod i en tid præget af politiske omvæltninger og dannelsen af nationale følelser, og den blev med tiden indoptaget i skoleundervisning, officielle ceremonier og folkelige sammenhænge. Ved officielle lejligheder synges typisk de første vers og omkvædet; i praksis varierer brugen af hele versene efter anledning, men første vers er det mest almindeligt benyttede ved statslige ceremonier, sportsbegivenheder og offentlige markeringer.
Rent musikalsk kendetegnes hymnen ved en tydelig marchrytme, heroiske melodilinjer og en rytmisk fremaddrift, som fremhæver temaet om mod og national stolthed. Sammenligningen med La Marseillaise stammer både fra denne energiske stil og fra den tidlige 1800-tals praksis med at lade revolutionære og patriotiske sange inspirere hinanden på tværs af landegrænser.
I moderne tid findes adskillige arrangementer og indspilninger af hymnen, lige fra klassiske orkesterudgaver til kor- og skoleopførelser. Der er også løbende initiativer fra historikere og musikologer, som søger at afdække kildemateriale og dokumentere ophavsforholdene mere præcist. Uanset de løbende forskningsspørgsmål står "Gloria al Bravo Pueblo" fortsat som et stærkt nationalt symbol for Venezuela og hyldes bredt som udtryk for landets kamp for frihed og uafhængighed.