Anankegruppen er en gruppe af Jupiters måner. De er retrograde ikke-sfæriske måner, der følger lignende baner som Ananke og kan have en fælles oprindelse. Gruppen tolkes ofte som fragmenter af et større objekt, der tidligere blev fanget af Jupiters tyngdefelt og senere blev ødelagt ved et sammenstød eller en række sammenstød. De enkelte legemer er typisk små, mørke og ujævnt formede, og deres spektrale egenskaber svarer ofte til mørke asteroide-typer, hvilket understøtter en oprindelse som et indfanget asteroide-lignende objekt.
Deres halvstore akser (afstanden til Jupiter) varierer mellem 19.300.000 og 22.700.000 km, deres hældning mellem 145,7° og 154,8°, og deres excentricitet i kredsløbet mellem 0,02 og 0,28. Disse baner er klart retrograde (hældning > 90°) og har typisk lange omløbstider på størrelsesordenen et par hundrede til omkring 600–700 dage afhængig af afstanden til Jupiter. Inden for gruppen ses variationer i excentricitet og hældning, men de samlede orbitalparametre ligger tæt nok til, at astronomer betragter dem som en dynamisk familie.
Fysiske egenskaber
Medlemmerne af Anankegruppen er små og mørke med lav albedo; de er ikke-sfæriske og har sandsynligvis ujævne, kraterrige overflader. Størrelserne strækker sig fra Ananke som det største medlem til mange af de øvrige kun få kilometer i diameter. Farvemæssigt ligger de ofte i den neutrale til svagt rødlige ende, hvilket er i overensstemmelse med primitive, karbonrige (C-type/P-/D-type) asteroide-materialer.
Oprindelse og dannelse
Den mest accepterede forklaring på Anankegruppens oprindelse er, at et større legeme blev fanget i Jupiters tyngdefelt og senere fragmenterede ved et voldsomt sammenstød. Fragmenterne bevarede lignende baner, hvilket skabte den observerede gruppe. Fangstmekanismer kan have involveret tre-legeme-interaktioner, gasdrejning i en ung planets atmosfære eller andre dynamiske processer i Solsystemets tidlige udvikling. Undersøgelser af spektral data og orbital dynamik bruges til at teste denne kollisions- og fragmenteringshypotese.
Opdagelse og observation
De fleste medlemmer af Anankegruppen blev opdaget efter forbedringer i teleskopobservationer og digitale billedbehandling i det sidste århundrede. Mindre måner i gruppen kræver følsomme instrumenter og gentagne observationer for at bestemme stabile baner og dermed fastslå medlemskab. Fortsat overvågning og fremtidige himmelundersøgelser forventes at finde flere små fragmenter eller at præcisere gruppens grænser.
De vigtigste medlemmer
De vigtigste medlemmer omfatter (fra størst til mindst):
Listen ovenfor dækker de mest markante eller velkendte medlemmer, men gruppen omfatter yderligere, mindre måner og kandidater, hvoraf nogle er svære at følge over lange tidsrum. Membership bestemmes ud fra lighed i orbitalparametre og dynamisk stabilitet over astronomiske tidsskalaer.
Den Internationale Astronomiske Union (IAU) reserverer navne, der ender på -e, til alle retrograde måner, herunder denne gruppes medlemmer. Denne navngivningsregel hjælper med hurtigt at identificere et månens bevægelsesretning (prograde vs. retrograde) ud fra navnet og afspejler samtidig traditionen med at bruge figurer fra mytologi til navne på Jupiters måner.
Fremtidig forskning: Fortsat spektroskopi, præcis baneberegning og numeriske simuleringer vil forbedre forståelsen af Anankegruppens oprindelse, aldersestimat og relation til andre retrograde familier omkring Jupiter. Nye opdagelser kan udvide gruppen eller præcisere dens dynamiske afgrænsning.
