Frottola – italiensk verdslig sangform og forløber for madrigalen
Opdag Frottola - Italiensk verdslig sangform fra 1500-tallet, enkel og livfuld, forløber for madrigalen. Lær om komponister, eksempler og musikhistorie.
Frottola (flertal: frottole) var den mest populære form for verdslig (ikke-religiøs) sang i Italien i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede.
Frottole var ret enkle og sjove. De blev ofte sunget af små grupper af sangere. De var ikke kontrapunktisk, men de havde en melodi i den øverste del, mens de andre sangere sang akkorder som akkompagnement til melodien. Nogle gange blev de måske sunget af en solostemme med lut akkompagnement.
Den mest berømte komponist af frottole var Bartolomeo Tromboncino. Den store komponist Josquin komponerede også frottole, selv om det ikke var det, han kaldte dem. Der findes f.eks. en velkendt frottole, der hedder El Grillo ("Grillen"), hvor sangerne forsøger at lyde som en grilles kvidren i græsset.
Omkring år 1530 udviklede frottolaen sig til madrigalen.
Ud over de nævnte træk kendetegnes frottolaen ved et klart, homofont lydideal: stemmerne bevæger sig ofte i takt og understøtter den øverste melodi. Teksterne er på folkesproget italiensk og har ofte lette, mundrette temaer — kærlighed, lystighed, satire eller hverdagsagtige iagttagelser. Formmæssigt er mange frottole strofiske eller opbygget med gentagelser og enklere refrænstrukturer, hvilket gjorde dem velegnede til både underholdning ved hoffet og til mere folkelige lejligheder.
Frottola-repertoiret var typisk skrevet for tre eller fire stemmer (soprano/tenor/alt/kontra eller lignende), men kunne også fremføres af en solist med instrumentalt akkompagnement, især lut. Udgivelser og trykning af musik i begyndelsen af 1500-tallet bidrog til frottolaens udbredelse, og formen var særlig populær i italienske hoffter som fx i byer som Mantua, Ferrara og Milano, hvor komponister arbejdede for adelen og skabte lettilgængelig underholdning.
Udover Bartolomeo Tromboncino var Marchetto Cara en af de mest fremtrædende komponister af frottole. Selvom store flerstemmige mestre som Josquin også skrev stykker i samme stil, førte den gradvise udvikling — et øget fokus på tekstudtryk, mere varieret tekstur og større musikalsk raffinement — til, at frottolaen omkring 1530 gik over i madrigalformen. Madrigalen tog mange af frottolaens elementer med videre, men dyrkede større musikalsk ekspression, tekstbinding og ofte en mere kompleks polyfoni.
I dag bliver frottole regelmæssigt fremført af ensembler, der arbejder med tidlig musik, og stykkerne giver et indblik i renæssancens verdslige lydlandskab og sociale musikliv. De er samtidig vigtige kilder til forståelsen af, hvordan folkelige melodiske og poetiske elementer blev foldet ind i kunstmusik i overgangen mellem middelalder og renæssance.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en frottola?
A: En frottola er den mest populære verdslige sang i Italien i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede.
Q: Hvordan blev frottola sunget?
A: Frottole blev ofte sunget af små grupper af sangere. Nogle gange blev de måske sunget af en solostemme med lut akkompagnement.
Spørgsmål: Var frottole kontrapunktisk?
A: Nej, de var ikke kontrapunktisk, men de havde en melodi i den øverste del, mens de andre sangere sang akkorder som akkompagnement til melodien.
Spørgsmål: Hvem var den mest berømte komponist af frottole?
Svar: Den mest berømte komponist af frottole var Bartolomeo Tromboncino.
Spørgsmål: Komponerede Josquin frottole?
Svar: Ja, Josquin komponerede også frottole, selv om det ikke var det, han kaldte dem.
Spørgsmål: Kan du give et eksempel på en frottola?
A: El Grillo (Grillen) er en velkendt frottola, hvor sangerne forsøger at lyde som en grilles kvidren i græsset.
Spørgsmål: Hvad udviklede frottolaen sig til?
Svar: Omkring år 1530 udviklede frottolaen sig til madrigalen.
Søge