Formel 1 pointsystem: Historie, regler og udvikling af VM-point

Formel 1 pointsystem: Historie, regler og udvikling af VM-point — klar guide til pointfordeling, historiske ændringer og betydning for kørere og konstruktører.

Kort oversigt

Dette er et pointsystem for Formel 1 verdensmesterskabet, der anvendes af Fédération Internationale de l'Automobile (FIA). FIA har brugt dette system til at afgøre FIA's verdensmesterskaber for kørere og konstruktører siden 1950-sæsonen. Mesterskaberne tildeles den kører og konstruktør (bilbygger), der har opnået flest point i løbet af sæsonen.

Historisk udvikling

Pointsystemet i Formel 1 har ændret sig flere gange siden sportens start, både i hvordan point fordeles pr. placering, og i hvordan sæsonresultatet opgøres. I de tidlige år blev der også givet bonuspoint for hurtigste omgang i et løb, og i mange år blev kun et bestemt antal af hver kørers bedste resultater talt med i mesterskabet.

Fra 1950 til 1959 blev der tildelt et mesterskabspoint til den kører (og det team, der startede i 1958), der kørte den hurtigste omgang. Dette var en af de tidlige måder, hvorpå ekstra belønning blev givet ud over placeringerne i løbet.

I flere perioder i sportens historie gjaldt princippet om, at kun et bestemt antal af en kørers bedste resultater i sæsonen talte med i mesterskabet. Det betød, at en kører kunne score flere samlede point i sæsonen, men kun et udvalgt antal af de bedste resultater blev taget i betragtning ved opgørelsen af mesterskabet. Et kendt eksempel på konsekvenserne af dette regelsæt opstod i 1988, hvor Alain Prost og Ayrton Senna var holdkammerater hos McLaren og dominerede sæsonen.

I 1988 blev der kørt 16 løb, men kun de 11 bedste resultater talte med i mesterskabet. Prost vandt syv løb og sluttede syv løb på andenpladsen. Han scorede i alt 105 point, men kun 87 af dem talte med til mesterskabet. Senna vandt otte løb og sluttede på andenpladsen i tre løb, hvilket gav ham 90 point til mesterskabet og 94 point for sæsonen. Dette resulterede i den mærkelige begivenhed, hvor Prost tog et rekordstort antal point, men Senna vandt alligevel mesterskabet.

Fra 1991 blev der indført et system, hvor alle løbsresultater i sæsonen blev talt med i mesterskabet. Formålet var at gøre opgørelsen mere retfærdig og transparent, idet hvert løb fik fuld betydning for slutstillingen.

Nuværende system og nyere ændringer

Det nuværende pointsystem blev indført for sæsonen 2010. Det blev udviklet for at give flere teams og kørere mulighed for at score point og dermed øge konkurrencen længere ned i feltet. I dag gives point til de ti bedst placerede i et løb efter fordelingen 25–18–15–12–10–8–6–4–2–1, hvilket belønner sejre markant, men også giver incitament til placeringer længere nede i top-10.

Fra 2019 blev der genindført en form for belønning for hurtigste omgang i et løb: der tildeles et ekstra point for hurtigste omgang, men kun hvis den kører med hurtigste omgang også ender i top-10 i løbet. Denne regel er indført for at undgå, at hold laver strategiske pitstop udelukkende for at opnå hurtigste omgang uden konkurrence om placering.

Regler for konstruktører og kørere

Mesterskabet for kørere afgøres alene ud fra de point, som hver enkelt kører samler gennem sæsonen. Konstruktørernes mesterskab afgøres ud fra de point, som teamets biler (konstruktøren) scorer. I de fleste sæsoner gives konstruktørpoint for begge biler i et team efter de placeringer, bilerne opnår i løbet; men historisk har reglerne varieret en del, og der har været sæsoner med særlige begrænsninger eller særregler.

Særlige tilfælde og motivation bag ændringer

• Bedsteresultater-reglen: Systemet med kun at tælle et udvalg af bedste resultater blev brugt for at udligne effekten af mekaniske fejl eller uheld i lange sæsoner. Afviklingen af denne regel i 1991 gjorde, at hvert løb fik større indflydelse på sæsonresultatet.
• Udvidelse af pointspektrum: Forandringerne i 2010 havde til hensigt at belønne topresultater mere (større forskel mellem 1. og 2.) samtidig med, at flere kørere fik mulighed for at score point.
• Hurtigste omgang: Bonuspoint for hurtigste omgang har været brugt i forskellige varianter — tidligt som et ekstra point til alle og i nyere tid med kriteriet top-10 for at undgå misbrug af reglen.

Eksempler på dominerende sæsoner

Den mest dominerende kørermester med hensyn til point i de tidlige år var Jim Clark. Clark scorede maksimalt 54 point (6 sejre) i både 1963 og 1965. I nyere tid var Michael Schumacher bemærkelsesværdig i 2002-sæsonen, hvor han var på podiet i alle løb og scorede 144 ud af maksimalt 170 point på den tidlige points-skala.

Den mest dominerende konstruktørmester i nyere tid var McLaren i 1988, hvor holdet scorede 199 ud af maksimalt 240 mulige point og sluttede klart foran konkurrenterne. I 2002 opnåede Ferrari 221 point ud af maksimalt 340 mulige point og dominerede også det mesterskab.

Afsluttende bemærkninger

Pointsystemet i Formel 1 har altid været et redskab til at afspejle den sportslige udvikling: ønsket om fair konkurrence, belønning af sejre og motivation for teams længere nede i feltet. Systemet kan ændres, når man vurderer, at sportens dynamik eller konkurrenceforhold kræver det, og historien viser, at små regelændringer kan få stor betydning for, hvordan mesterskaber afgøres.

Søg efter bogstav