Pierre-Félix Guattari (fransk: [ɡwataʁi] (lytte), "feh-LEEX GWA-tah-rhee"; 30. april 1930 - 29. august 1992) var en fransk psykiater, filosof, semiolog og aktivist. Han grundlagde to felter kaldet skizoanalyse og økosofi og er mest kendt for sit akademiske partnerskab med Gilles Deleuze, især deres todelte bogserie Kapitalisme og skizofreni. Første del hedder L'Anti-Œdipe (Anti-Oedipus, 1972) og anden del hedder Mille Plateaux (A Thousand Plateaus, 1980).

Liv og karriere

Guattari voksede op i Frankrig og uddannede sig inden for psykiatri. I mange år arbejdede han på den eksperimenterende psykiatriske klinik La Borde, hvor han samarbejdede med Jean Oury og blev en central figur i et miljø, der søgte alternative praksisser til institutionspsykiatri og klassisk psykoanalyse. Ud over klinisk arbejde deltog han aktivt i politiske bevægelser og intellektuelle kredse — især i kølvandet på oprøret i maj 1968 — og han var engageret i venstreorienteret aktivisme, kulturpolitik og eksperimenterende medier.

Skizoanalyse og centrale begreber

Skizoanalyse er Guattaris og Deleuzes kritik af visse aspekter af traditionel psykoanalyse, især Freuds og Lacans fokus på Oedipuskomplekset. I stedet foreslår skizoanalyse at betragte begær som produktivt og socialt forankret: begær fungerer gennem sociale, økonomiske og symbolske maskiner og ikke kun som noget individuelt undertrykt i familien. Nogle nøgleidéer i denne tilgang er:

  • Begær som produktion: begær producerer forbindelser, maskiner og sociale relationer, frem for kun at være indre mangel.
  • Deterritorialisering og reterritorialisering: processer hvor sociale og symbolske ordene brydes op og omformes.
  • Rhizom-metaforen: en ikke-hierarkisk model for netværk, alternative til træ- eller rodstrukturer, introduceret i Mille Plateaux.
  • Micropolitik: analysen af magt og subjektivitet på niveauer under forbundne institutioner og ideologier — i hverdagslivets praksisser.

Økosofi og de tre økologier

Guattari udviklede begrebet økosofi (fransk: écosophie) som et forsøg på at tænke økologi ud over naturen alene. I essayet Les trois écologies (1989; De tre økologier) argumenterer han for, at miljøproblemer må forstås i sammenhæng med:

  • Miljøøkologi (natur og biotoper),
  • Social økologi (økonomiske, politiske og institutionelle relationer), og
  • Mental økologi (subjektivitet, kulturelle praksisser og psykisk velvære).

For Guattari kræver en bæredygtig fremtid tværfaglige løsninger som kombinerer disse tre niveauer, fordi sociale og mentale former påvirker, og påvirkes af, naturens tilstande.

Vigtige værker

  • L'Anti-Œdipe (1972) — med Gilles Deleuze, kritisk gennemgang af psykoanalyse, kapitalisme og begær.
  • Mille Plateaux (1980) — fortsættelsen i serien Kapitalisme og skizofreni, introducerer bl.a. rhizom, assemblage-begrebet og mikropolitik.
  • Les trois écologies (1989) — kort, indflydelsesrigt essay om økosofi og de tre økologier.
  • Chaosmosis (fr.: Chaosmose, udgivet kort før eller omkring hans død) — udforsker subjektivitet, æstetik og eksperimenter med nye former for subjektiv konstruktioner.

Indflydelse og arv

Guattaris arbejde har haft stor betydning inden for filosofi, kulturteori, psykologi, kunstpraksis, social teori og miljøtænkning. Hans begreber er blevet brugt af forskere og praktikere til at analysere alt fra globale kapitalistiske processer til lokale sociale bevægelser, kunstneriske eksperimenter og økologiske strategier. Samarbejdet med Gilles Deleuze, især, bredte disse ideer ud i akademiske kredse og inspirerede senere bølger af poststrukturalistisk og postmarxistisk tænkning.

Perspektiv

Guattari var ikke kun teoretiker, men også praktiker: hans arbejde udsprang af klinisk praksis, politisk engagement og samvirke med kunstnere og samfundsaktører. Hans tænkning opfordrer til at forstå subjektivitet og politik som foranderlige, sammensatte og knyttet til både sociale og miljømæssige forhold — et synspunkt som fortsat er relevant i diskussioner om psykisk sundhed, social retfærdighed og økologisk bæredygtighed.