EPR-paradokset er en tidlig og indflydelsesrig kritik af kvantemekanikken, fremsat af Albert Einstein sammen med Boris Podolsky og Nathan Rosen i 1935. Formålet var at udfordre den såkaldte Københavnske fortolkning (repræsenteret bl.a. af Niels Bohr og Werner Heisenberg) ved at vise, at kvantemekanikken enten må være ufuldstændig eller kræve noget, der går imod sund fornuft omkring lokalitet og årsagssammenhæng.

Tankeeksperimentet og argumentet

EPR-gruppen foreslog et tankeeksperiment med to partikler, der har interageret og derefter bevæger sig væk fra hinanden. På grund af bevarelseslove (fx af momentum og position) vil måling af én partikel umiddelbart give information om den anden. Ifølge usikkerhed-relationen (Heisenbergs princip) kan man normalt ikke kende både position og impuls præcist samtidigt for en enkelt partikel. EPR argumenterede dog, at hvis man måler positionen af partikel A og derefter — uden at forstyrre A — måler impulsen af den fjerntliggende partikel B, så kan man bestemme både position og impuls for A (ved at bruge de korrelationer, som B afslører).

Ud fra dette indførte Einstein og hans kolleger begrebet et "element of reality": Hvis man kan forudsige en observerbar størrelse med sikkerhed uden at påvirke systemet, så må denne størrelse have en reelt eksisterende værdi. EPR konkluderede, at kvantemekanikken ikke gav en fuldstændig beskrivelse af disse elementer — ergo: teorien må være ufuldstændig — eller at man må acceptere en slags øjeblikkelig påvirkning på tværs af afstand.

Sammenfiltring (entanglement) og Schrödinger

Efterfølgende præsenterede John Stewart Bell og andre formaliseringer af disse idéer, men allerede samme år som EPR-artiklen brugte Erwin Schrödinger udtrykket sammenfiltring (entanglement) for at beskrive den stærke kvantemekaniske forbindelse mellem de to partikler. Schrödinger pegede på, at systemer, som har været i kontakt, kan forblive beskrevet af én fælles kvantetilstand, selv når deres bestanddele er langt fra hinanden.

Einsteins bekymring: "spooky action at a distance"

Einstein kaldte denne tilsyneladende øjeblikkelige korrelation for "spooky action at a distance". Hans pointe var, at hvis måling af A straks skulle ændre de fysiske egenskaber ved B, så ville en fysisk påvirkning skulle bevæge sig hurtigere end lyset — noget han fandt uacceptabelt, fordi det kolliderer med principperne i relativitetsteorien.

Bell, eksperimenter og konsekvenser

I 1964 viste John S. Bell matematisk, at enhver teori, som både er lokal (ingen øjeblikkelig påvirkning over afstand) og realistisk (egenskaber har veldefinerede værdier uafhængigt af måling), må opfylde bestemte uligheder — de såkaldte Bells uligheder. Kvantemekanikken forudsiger situationer, hvor disse uligheder brydes. Siden 1970'erne og især i 1980'erne (fx Alain Aspects eksperimenter) er Bells uligheder blevet testet gentagne gange i laboratorier, og måleresultaterne bryder ulighederne i overensstemmelse med kvantemekanikkens forudsigelser.

De mest moderne eksperimenter (såkaldte "loophole-free" Bell-tests udført omkring 2015) lukkede de sidste væsentlige metodiske smuthuller og bekræftede igen, at lokale skjulte variabler ikke kan redegøre for de observerede korrelationer. Resultatet er, at vi må opgive mindst én af de intuitive forestillinger: enten lokalitet eller klassisk realisme.

Vigtig præcisering: Ingen superluminal kommunikation

Selvom sammenfiltring medfører stærke korrelationer, betyder det ikke, at man kan sende information hurtigere end lyset. Måleresultaterne er i sidste ende tilfældige for den enkelte partikel, og først når man sammenligner resultaterne fra begge sider (ved klassisk kommunikation) ser man korrelationerne. Derfor krænker sammenfiltring ikke relativitetens forbud mod overlys-hastigheds-signalering.

Moderne betydning og anvendelser

  • Fundamentet for kvanteinformation: Sammenfiltring er en kerneressource i kvantekryptografi, kvanteteleportation og kvanteberegning.
  • Forskning i tolkninger: EPR-paradokset har ført til intensiv debat om, hvordan man skal fortolke kvantemekanikken (fx Københavner-, mange-verdens- eller de Broglie–Bohm-fortolkninger).
  • Ny eksperimentel fysik: Test af Bell-ulikheder og studier af entangled stater har givet dybere indsigt i fundamentale fysiske love og banet vej for teknologiske anvendelser.

Afsluttende bemærkning

EPR-paradokset startede som et filosofisk og teknisk spørgsmål til kvanteteoriens fuldstændighed. Siden har både teoretiske resultater (Bell) og gentagne eksperimenter vist, at den klassiske kombination af lokalitet og realistiske egenskaber ikke kan opretholdes. Samtidig har forskningen bevist, at sammenfiltring er et reelt og anvendeligt fænomen, der udfordrer vores almindelige intuitionsbilleder af verden uden at åbne for hurtigere-enn-lys-kommunikation.