Alice Stokes Paul (11. januar 1885 – 9. juli 1977) var en amerikansk kvindesagsforkæmper og aktivist, især kendt for sin ledende rolle i kampen for kvinders valgret og for at have udarbejdet det tidlige udkast til en ændring af forfatningen om lige rettigheder (ERA). Hendes indsatser — både som organisator, taktiker og lovgiver — var afgørende for, at det nittende ændringsforslag til den amerikanske forfatning blev vedtaget i 1920 og for den langvarige kamp for kønsligestilling i USA.

Tidligt liv og politisk dannelse

Paul voksede op i en kvækerfamilie, hvilket prægede hendes tro på ikkevold og lighed. Hun uddannede sig i USA og fortsatte sine studier i England, hvor hun blev inspireret af de britiske suffragetter. Erfaringerne fra de britiske bevægelser påvirkede hendes taktik og førte til et tæt samarbejde med aktivister som Lucy Burns. De to mødtes i England, hvor begge havde deltaget i suffragetternes aktioner og været arresteret for protester mod parlamentet.

Kampen for valgret

Efter hjemkomsten til USA arbejdede Paul først i den etablerede suffragebevægelse, men gik senere sammen med Lucy Burns om at danne mere konfronterende organisationer, bl.a. Congressional Union og senere National Woman's Party (NWP). Paul stod bag nogle af bevægelsens mest synlige aktioner:

  • Organisation af den store kvindeparade i Washington i 1913, som tydeligt satte valgretssagen på den nationale dagsorden.
  • Picketing og kontinuerlige demonstrationer mod Det Hvide Hus under første verdenskrig (de såkaldte "Silent Sentinels").
  • Overgang til civil ulydighed med bevidst provokation af myndighederne, som førte til hyppige arrestationer, fængslinger, sultestrejker og – i nogle tilfælde – tvangsindgivelse af mad (force-feeding).

Under fængslinger oplevede flere aktivister brutal behandling; en episode kendt som "the Night of Terror" (november 1917) ved Occoquan Workhouse illustrerer de hårde metoder, som arrestanterne blev udsat for. Den brede offentlighed blev chokeret over sådanne overgreb, og det styrkede sympatien for valgretssagen.

ERA — rettighedsændringen om lige rettigheder

I 1923 udarbejdede Alice Paul det første udkast til en forfatningsændring om lige rettigheder (ERA). Hendes mål var at sikre kønsligestilling som en grundlæggende forfatningsmæssig ret og dække områder, hvor kvinder blev diskrimineret i lovgivning og praksis.

Flere årtier senere vedtog Kongressen ændringsforslaget og sendte det til ratifikation i staterne i 1972. For at blive en del af den føderale forfatning krævede det ratifikation af 38 delstater. Der blev oprindeligt fastsat en frist for ratifikation (først 1979, senere forlænget til 1982), men inden for denne periode havde kun 35 stater ratificeret ændringen. Efter den officielle frist ratificerede nogle yderligere stater senere, hvilket har ført til juridiske og politiske diskussioner om ændringens gyldighed og om Kongressens beføjelser til at fastsætte eller ophæve frister. Kampen for at opnå fuld forfatningsmæssig anerkendelse af ERA har altså været langvarig og fortsat efter Pauls død.

Senere liv og arv

Efter 1920 fortsatte Paul sit arbejde for ligestilling, både gennem National Woman's Party og som lobbyist og taler. Hun var kompromisløs i sit krav om kønsligestilling og mente, at lovgivning alene ikke var nok uden en klar forfatningsmæssig garanti. Paul døde i 1977, før ERA-sagen nåede sit største politiske drama i 1970'erne og efterfølgende årtier, men hendes idéer og det udkast, hun skrev i 1923, påvirkede den fortsatte kamp for lige rettigheder.

Betydning i historien

Alice Paul regnes i dag som en af de mest markante amerikanske kvinderetsforkæmpere i det 20. århundrede. Hendes taktiske nytænkning — fra parader til vedvarende civil ulydighed — og hendes fokus på en forfatningsmæssig løsning gjorde hende til en central figur i både valgretssagen og i den efterfølgende kamp for juridisk kønsligestilling. Mange stater har desuden taget inspiration fra ERA-bevægelsen og indarbejdet princippet om ligestilling i deres egne forfatninger.

Paul blev ofte udsat for hård behandling under sine aktioner, men hun bevarede sit engagement og sin ukuelighed i arbejdet for kvinders rettigheder gennem hele sit liv.