FN-konventionen mod racediskrimination (1965) – definition og betydning

Lær FN-konventionen mod racediskrimination (1965): definition, artikelbestemmelser og betydning for lovgivning, menneskerettigheder og bekæmpelse af racisme.

Konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination er en international traktat (aftale mellem lande) mod racisme og raceadskillelse som en del af den internationale menneskerettighedslovgivning. FN vedtog konventionen den 21. december 1965 som reaktion på Sydafrikas daværende apartheidpolitik. Den trådte i kraft den 4. januar 1969. I april 2019 var 88 lande enige om at følge konventionens regler, og 190 lande er i princippet enige.

Konventionen definerer, hvad racediskrimination er, så alle lande i traktaten kan blive enige om, hvordan de skal definere diskrimination. I artikel 1 (den første aftale i traktaten) står der, at racediskrimination er: "enhver forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller præference på grund af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, som har til formål eller til følge at ophæve eller forringe anerkendelsen, nydelsen eller udøvelsen på lige fod af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller ethvert andet område af det offentlige liv."

Konventionens artikel 4 forbyder enhver form for racisme, herunder hadefulde ytringer og diskrimination, at tilskynde til enhver form for racisme. Hvis et land tilslutter sig konventionen, skal det gøre hadefulde ytringer og deltagelse i hadefulde grupper ulovlige. For at sikre, at landene følger denne regel, indførte konventionen også artikel 14, som giver mulighed for, at klager over forskelsbehandling kan behandles af et udvalg. Artikel 14 giver en person eller en gruppe af personer fra et hvilket som helst land, som er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af deres race, ret til at indgive en klage til en komité under FN. Disse klager kan få indflydelse på lovgivningen i de lande, hvor de personer, der klager, er bosiddende.

Hvad kræver konventionen af staterne?

Konventionen pålægger de stater, der har tiltrådt den, en række konkrete forpligtelser for at forebygge og bekæmpe racediskrimination. Blandt de vigtigste forpligtelser er:

• At forbyde og straffe handlinger, der fremmer racehad eller diskrimination, herunder visse former for hadefuld tale og organisationer, der arbejder for raceadskillelse.
• At vedtage lovgivning og administrative foranstaltninger, som sikrer reel ligestilling på politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og andre områder af det offentlige liv.
• At sikre ligebehandling i rettigheder som ejendomsret, arbejde, uddannelse, sundhed og adgang til offentlige tjenester (beskrevet i konventionens artikel 5).
• At træffe hændelsesrelaterede foranstaltninger — herunder oplysning, uddannelse og positive særforanstaltninger (såkaldte "positive measures") — for at fjerne strukturel ulighed og fremme ligestilling.
• At beskytte mod diskrimination også når den begås af private aktører, hvis staten ikke griber ind for at forhindre eller sanktionere sådanne handlinger.

Overvågning og klagemuligheder

Implementeringen af konventionen overvåges af Komitéen for afskaffelse af racediskrimination (Committee on the Elimination of Racial Discrimination, CERD). CERD gennemgår periodiske rapporter fra staterne om deres gennemførelse af konventionens forpligtelser og udsteder konkluderende bemærkninger og anbefalinger til forbedring.

Derudover giver artikel 14 mulighed for individuelle klager til komitéen, hvis en stat har anerkendt komitéens kompetence til at modtage sådanne klager. Som nævnt var 88 lande (pr. april 2019) enige om denne procedure, mens et langt større antal stater er parter i selve konventionen. Individualklager kan føre til anbefalinger fra CERD om oprejsning og ændringer i national lovgivning eller praksis.

Betydning og anvendelse

Konventionen har haft stor betydning for udviklingen af international og national ret mod racisme. Den har:

• givet et fælles definitionsgrundlag for, hvad racediskrimination er;
• presset stater til at vedtage og håndhæve antiracistisk lovgivning;
• udviklet et overvågningssystem gennem CERD, som giver vejledning og kritik af nationale forhold;
• påvirket regional og national praksis inden for menneskerettigheder, eksempelvis gennem love mod hadforbrydelser og antidiskriminationslovgivning.

Praksis og udfordringer

I praksis rejser gennemførelsen af artikel 4 og forbuddet mod hadefulde ytringer ofte balancehensyn mellem at bekæmpe racisme og at beskytte ytringsfriheden. Stater skal derfor udforme straffebestemmelser og administrative sanktioner med respekt for internationale menneskerettighedsstandarder. Endvidere kræver effektiv beskyttelse ofte omfattende forebyggende initiativer som uddannelse, oplysning og integration.

Konklusion

FN-konventionen mod racediskrimination fra 1965 er et centralt redskab i den internationale indsats mod racisme og strukturel forskelsbehandling. Den kombinerer juridiske forpligtelser for stater med et FN-overvågningssystem, der både kan vejlede og kritisere staternes praksis. Konventionens rækkevidde og de mekanismer, den etablerer — herunder muligheden for individuelle klager gennem artikel 14 — gør den til en vigtig kilde til ansvarlighed og retlig beskyttelse for ofre for racediskrimination.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination?

Spørgsmål: Hvor mange lande har indvilliget i at følge denne konvention?

Spørgsmål: Hvad siger artikel 1 om racediskrimination?

Spørgsmål: Hvad er forbudt i artikel 4?

Spørgsmål: Hvordan kan klager blive behandlet af et udvalg?

Spørgsmål: Hvornår trådte denne konvention i kraft?

Søg efter bogstav