Alkymi: Fra søgen efter de vises sten til moderne kemi

Alkymi: Fra de vises sten til moderne kemi — opdag alkymisternes jagt på guld, eliksirer og hvordan magisk praksis udviklede sig til eksperimentel kemi.

Alkymi er den meget gamle undersøgelse og filosofi om, hvordan man kan omdanne grundstoffer (f.eks. metaller) til andre stoffer. Den studerede også, hvordan stoffer (og hvordan de ændres til andre stoffer) var forbundet med magi og astrologi. Folk, der studerede alkymien, blev kaldt alkymister. Nogle af de ting, som alkymisterne forsøgte at gøre, var at forvandle bly eller kviksølv til guld, at fremstille de vises sten og at fremstille "livets eliksir", som de mente kunne helbrede (gøre enhver sygdom bedre) og gøre en person ung igen.

Ud over disse spektakulære mål beskæftigede alkymister sig med en lang række praktiske eksperimenter og teknikker, som senere blev centrale i moderne laboratoriearbejde. De udviklede og forbedrede metoder som destillation, kondensering, sublimation, kalcinering og udtrækning, og de fremstillede apparatur som retorter og destillationskolonner. Mange af deres opskrifter og fremgangsmåder er skrevet i gådefuldt, symbolsk sprog — dels for at beskytte viden, dels af tradition — hvilket gør alkemiske tekster både mystiske og vanskelige at tolke i dag.

Tankesæt, symbolik og mål

Alkymisterne troede, at stoffer, sind, filosofier, religion, magi og astrologi var forbundet med hinanden. De forsøgte at finde forbindelser mellem dem. De forsøgte at forstå det ene ved at forstå det andet. Nogle alkymister brugte metaller (som guld eller sølv) til at repræsentere åndelige eller okkulte ideer. Folk i mange forskellige lande studerede alkymi.

Alkymi kombinerede praktisk eksperimenteren med en metafysisk og ofte religiøs verdensopfattelse. Centralt stod forestillinger som prima materia (det oprindelige stof), de fire elementer (jord, vand, luft, ild) og teorier som salt-svovl-kviksølv-triaden, som nogle alkemister brugte til at beskrive stoffers egenskaber og forandringer. Arbejdet blev ofte beskrevet som en indre, åndelig proces — den såkaldte Magnum Opus eller "det store værk" — hvor den ydre forvandling af materialer spejlede en indre forvandling af alkymistens sjæl.

Historisk udbredelse og kendte alkymister

I de gamle hellenistiske byer, i middelalderens islamiske verden og i det kristne middelalderlige Europa blev alkymi studeret i vidt forskellige former. Væsentlige bidrag kom fra navne som den mytiske Hermes Trismegistus (tilskrevet værker som Emerald Tablet), den persiske/arabiske alkymist Jabir ibn Hayyan (ofte kaldet Geber) og den europæiske læge-alkymist Paracelsus. I Kina fandtes parallelle traditioner inden for taoistisk alkymi, der fokuserede på udødelighed og indre energi (qi).

Alkymien var ikke kun teori. Mange praktiske opdagelser — for eksempel nye syrer, metoder til metallurgi og fremstilling af farvestoffer — stammer direkte eller indirekte fra alkemiske eksperimenter. Nogle enkeltpersoner, som Hennig Brand (opdagede fosfor i 1669), arbejdede som alkymister og gjorde opdagelser, der senere blev indlemmet i den voksende videnskabskemi.

Fra alkymi til moderne kemi

I 1600- og 1700-tallet begyndte man kun at studere stoffernes egenskaber uden at forsøge at relatere dem til hemmelig, gammel viden. De lavede eksperimenter og skrev ned, hvad de opdagede, så andre mennesker kunne lære af dem. En af de vigtige personer, der udførte disse eksperimenter, var Robert Boyle. Folk kaldte det nye studium af stoffer for kemi.

Overgangen skete, fordi nogle naturforskere fremmede brugen af systematiske, gentagelige eksperimenter og offentlig dokumentation. Robert Boyle og andre lagde vægt på måling, præcis beskrivelse og forsøg, der kunne reproduceres. Dette faglige skift fjernede gradvist de esoteriske og magiske forklaringsrammer, og kemi udviklede sig som en empirisk videnskab med en voksende forståelse af grundstoffer, forbindelser og reaktioner.

Moderne transmutation og alkymiens arv

Forskere har siden opdaget, hvordan man kan ændre et grundstof (den enkleste form for kemisk stof) til et andet. I 1980 opdagede en amerikansk videnskabsmand ved navn Glenn Seaborg, hvordan man med en atomreaktor kan omdanne en meget lille mængde bismuth til guld. Det er meget vanskeligere og dyrere at fremstille guld på denne måde (det koster mange penge) end at udvinde eller genanvende det.

Nutidig transmutation foregår ved hjælp af kernefysik: neutronfangst i reaktorer, bombardement med partikler i acceleratore eller andre nukleare processer kan ændre atomkernen og dermed skabe andre grundstoffer. Processerne producerer kun ekstremt små mængder og er økonomisk uholdbare som måde at fremstille ædle metaller på. Alligevel symboliserer disse teknikker, hvordan menneskers evne til at manipulere naturens byggesten har udviklet sig langt fra middelalderens alkymi.

Alkymiens vigtigste arv ligger ikke i forsøget på at skabe guld, men i den praktiske og intellektuelle kultur, den efterlod: laboratorieteknikker, eksperimentel metode, kemisk terminologi og et fokus på transformationer i naturen. På mange måder kan man se alkymien som et forstadie til moderne kemi — et sted, hvor nysgerrighed, håndværk og symboltung filosofi mødtes og langsomt gav plads til videnskabelig metode og moderne forståelse af materiens opbygning.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er alkymologi?

Spørgsmål: Hvem studerede alkymien?

Sp: Hvad forsøgte alkymisterne at gøre?

Spørgsmål: Hvordan så alkymisterne på forskellige emner?

Spørgsmål: Hvordan blev kemien udviklet ud fra alkymien?

Spørgsmål: Hvordan kan grundstoffer ændres til et andet grundstof?

Søg efter bogstav