Charlottes tryllespind (film fra 1973)

Historien

Et kuld på 11 smågrise fødes af en modergris på en gård, der ejes af familien Arable. Den 11. af de 11 smågrise, der hedder Wilbur, er meget lille, og modergrisen kan ikke give ham mad. Så John Arable beslutter sig for at "aflive" Wilbur. Men da hans datter, Fern Arable, hører om grisens skæbne, redder hun ham og fortæller sin far, at det er uretfærdigt at slå Wilbur ihjel, da han er mindre end de andre. John er enig, og Fern får lov til at beholde den lille grisling som kæledyr. Fern og Wilbur elskede hinanden. Fern tager Wilbur med rundt i en barnevogn og giver ham et bad. Men efter kun seks ugers opvækst fortæller John Arable Fern, at det er på tide at sælge ham. Wilbur var ikke længere en babygrisling, men et fuldvoksent orne. Fern siger sørgmodigt farvel, da Wilbur bliver solgt ned ad gaden til hendes onkel, Homer Zuckerman. Der afslører en gås for Wilbur, at han har talegave. Da Wilbur vil lege med et lam, siger lammets far, at får ikke skal lege med grise, for det er kun et spørgsmål om tid, før de bliver forvandlet til røget bacon og skinke. Wilbur begynder at græde og siger, at han ikke ønsker at dø, men en stemme fra oven siger til ham, at han skal "tage sig sammen". Wilbur falder i søvn og føler sig bedre tilpas.

Den næste dag synger stemmen en sang om at "klæde sig op" og afslører, at hun er en edderkop ved navn Charlotte. Charlotte redder Wilbur ved at skrive beskeder i sit net, hvilket er grunden til, at filmen hedder "Charlottes net". Hun begynder at skrive beskeder i sit net, hvor hun kalder ham "fantastisk" og "noget svin". Beskederne får en masse opmærksomhed fra medierne og andre naboer til tivoli. Wilbur er så stort et mediehit, at det overbeviser Arables, Zuckermans og Fussys om at beholde ham og ikke slå ham ihjel. Charlotte lægger til sidst sine æg og dør. Da edderkoppebørnene bliver født (514), forlader de fleste af dem stedet. Tre af dem bliver, og i en årrække bliver et par af Charlottes børn på gården og holder Wilbur med selskab. Men hvor meget Wilbur end elsker dem, vil de aldrig kunne erstatte mindet om hans veninde Charlotte.

Stemmeskuespil

Udgivelse

Filmen blev udgivet i biograferne den 1. marts 1973 af Paramount Pictures i USA. Den fik premiere den 22. februar 1973 i New York City i færre biografer, og den fik også premiere i Vesttyskland den 30. marts 1973, samt den 11. august i Sverige og den 25. august i Japan.

Modtagelse

Kritisk modtagelse

Rotten Tomatoes siger, at filmen har en 74% "frisk" rating baseret på 19 anmeldelser, med en score på 6,6. RT-fællesskabet gav filmen en 86% godkendelse, med en score på 7/10. Craig Butler fra All-Movie Guide kritiserede animationen og det musikalske score, men mente, at den var tæt på bogen. Han sagde, at "der ikke er gjort noget forsøg på at mildne den eksistentielle tristhed i historiens kerne" (ingen forsøgte at mildne de store triste dele af historien, som når Charlotte dør til sidst). Dan Jardine kritiserede sangene og animationens "Saturday morning cartoon-kvalitet", men siger også, at Hamner beholdt lige akkurat nok af Whites prosa til at forhindre, at filmen kun blev et eksperiment, der ikke fungerede. Christopher Null fra Filmcritic.com sagde, at animationen til tider er "direkte dårlig, men E. B. Whites klassiske fabel har ikke brug for meget for at få den til at leve". Han fortsatte senere med at sige, at filmen er "et must-own for alle med børn og et must-see for alle andre". Han vurderede den til fire ud af fem stjerner. Da den blev genudgivet på dvd, blev filmen tildelt en Oppenheim Toy Portfolio Gold Award.

E.B. White's reaktion

Ifølge Gene Deitch, animationsinstruktør og ven af E.B. White, skrev forfatterens kone følgende ord i et brev fra 1977: "Vi har aldrig holdt op med at beklage, at din version af "Charlotte's Web" aldrig blev lavet. Hanna-Barberra-versionen har aldrig været til glæde for nogen af os... en parodi..." E.B. White selv skrev om filmen: "Historien bliver afbrudt med få minutters mellemrum, så nogen kan synge en sjov sang. Jeg bryder mig ikke meget om muntre sange. Blue Hill Fair, som jeg forsøgte at beskrive trofast i bogen, er blevet et Disney World med 76 basuner. Men det er det, man får, når man bliver indviklet i Hollywood."

Sange

1. "Chin Up"
2. "Jeg kan tale!"
3. "Zuckerman's berømte gris"
4. "Et sandt smørrebrød"
5. "Vi har meget til fælles"
6. "Moder Jord og Fader Tid"
7. "Der må være noget mere"
8. "Deep In The Dark/Charlotte's Web"

"Chin Up" synges af edderkoppen Charlotte, da hun første gang møder grisen Wilbur i gården. Hun overtaler ham til at se det fra den lyse side.

"I Can Talk!" synges af grisen Wilbur, som tidligere ikke havde været i stand til at udtale ord. Gåsen opdager, mens hun sidder på sine æg, at hendes nye nabo i buret ved siden af hende, grisen Wilbur, ikke har spist sin mad, og at han virker trist. Hun tilbyder ham et øre, hvis han vil komme over til hende og tale, da hun ikke kan komme ned fra sine æg. Men snart går det op for hende, at Wilbur ikke kan tale. Hun opfordrer ham til at prøve... Og med et par grynt og et "Wa... Wa... Wa" "Wi... Wi... Will...bur... WILBUR!" Pludselig, med gåsens hjælp, indser Wilbur, at han kan tale og sige alt det, han vil. Wilbur synger en sang om sine nye talegaver, mens han vækker nogle af de andre dyr på gården med sin begejstring.

"A Veritable Smorgasbord" introduceres og synges i historien af gåsen, og synges igen af gåsen og Templeton. Den synges endnu en gang, denne gang i et "dobbelttakt" tempo, som Templeton synger solo.

"Zuckerman's Famous Pig" er titlen på grisehelten Wilbur, som redder ham fra at blive dræbt i historien, og er temaet for filmens finalesang. Sangen blev komponeret og arrangeret i barbershopkvartetstil af Sherman Brothers, hvilket passer til den tid og det sted, hvor historien foregår. Den blev coveret af Brady Kids og blev udvalgt til udgivelse på deres første single fra The Brady Bunch Phonographic Album af produceren Jackie Mills.

"We've Got Lots in Common" synges af Wilbur til den nye gåseunge Jeffery, der ligesom Wilbur er en lille gæsling. Wilbur giver en af de lektioner, som Charlotte har lært ham, videre. De andre dyr i gården synger også med. I reklamen for leverandørerne af filmen kan man se et sjældent stykke materiale af Sherman Brothers, hvor de synger "We've Got Lots In Common". I denne del spiller Richard Sherman på klaver, mens Robert Sherman står over sin brors skulder og synger med. Sangen blev optaget i et unavngivet optagelsesstudie i Los Angeles i 1972.

"Mother Earth and Father Time" introduceres i historien af Charlotte og synges anden gang i filmen, da Charlotte er døende. Ifølge The Annotated Charlotte's Web af Peter F. Neumeyer er nogle fans af bogen ikke tilhængere af sangens placering i filmen, fordi det ødelægger E. B. Whites stærke ord fra bogen, "...And she didn't move again.", som mange finder ekstremt bevægende. Sherman Brothers' far, sangskriveren Al Sherman, mente, at Charlotte's Web-sangpartituret, og især "Mother Earth and Father Time", var brødrenes bedste værk. Teksten omhandler ideen om at tænke over sit liv. I handlingen synges sangen af Charlotte ved slutningen af hendes liv. Ironisk nok døde Al Sherman kort tid efter, at filmen blev udgivet.

"There Must Be Something More" introduceres i historien, da Fern lærer om kærlighed af en lille lille dværg, som hun reddede fra en "for tidlig død", da hendes far var ved at "gøre det af med det". Fern fandt det uretfærdigt og relaterer sig selv og siger til sin far, at hvis hun havde været lille, ville han så også have dræbt hende? Hendes far giver efter og lader hende opdrage grisen, som hun kalder Wilbur. Fern lærer om kærlighed og livet gennem Wilbur og synger en sang for at fortælle Wilbur, hvor højt hun elsker ham. Sangen gennemgår de første to uger af Wilbur's liv med Fern. Sangen bliver sunget af Fern til baby Wilbur på en moderlig måde. Sangen synges så igen kortvarigt af Wilbur, da Fern bliver lidt ældre og begynder at vise interesse for den unge "Henry Fussy". Pludselig er Wilbur ikke længere så vigtig i Ferns liv. Charlotte forklarer Wilbur, at det er sådan, verden er skruet sammen.

"Charlotte's Web" er titelsangen til filmen. I filmen synges sangen sammen med "Deep in the Dark". Titelsangen er bl.a. blevet coveret af The Brady Bunch. I filmen siger Charlotte til Wilbur, at han skal sove, og at hun vil se ham i morgen tidlig, og hun synger en sang kaldet "Deep In the Dark" for at få staldgården til at falde i søvn.

Titelsangen er blevet coveret (når en kunstner synger en sang, der ikke er hans egen) af bl.a. The Brady Bunch: The Brady Bunch Phonographic Album indeholder tre Sherman Brothers-sange, bl.a. "River Song" fra Tom Sawyer, "Zuckerman's Famous Pig" og "Charlotte's Web". Deres cover af sangen er også med på deres "Greatest hits"-album It's a Sunshine Day: The Best of The Brady Bunch.