Konrad Hermann Josef Adenauer (født 5. januar 1876 i Köln; død 19. april 1967 i Rhöndorf, en del af Bad Honnef) var en central skikkelse i tysk og europæisk efterkrigspolitik. Fra 1949 til 1963 var han Forbundsrepublikken Tysklands første forbundskansler og samtidig udenrigsminister fra 1951 til 1955. Adenauer var med til at grundlægge og lede det kristendemokratiske parti CDU, og hans politiske linje kom til at præge Vesttyskland i over et årti.

Tidlige år og lokalpolitisk karriere

Adenauer var det tredje af fem børn i en katolsk familie; hans far var hofsekretær i Köln. Han studerede ret og samfundsvidenskab ved flere universiteter og blev jurist. Sin politiske karriere begyndte han lokalt: i 1906 trådte han ind i byrådet i Köln, og fra 1917 til 1933 var han borgmester i byen. Som borgmester arbejdede han for modernisering af byens forvaltning og infrastruktur og opnåede stor anerkendelse lokalt.

Under nazismen

Adenauer var medlem af det katolske parti Zentrum. I 1933, da nazisterne kom til magten, mistede han borgmesterembedet og blev udsat for politisk forfølgelse. Han holdt sig i vid udstrækning tilbage fra offentlig politikkørsel under regimet for at beskytte sig selv og sine omgivelser. Efter attentatet på Hitler i juli 1944 blev mange tidligere modstandere og kritiske politikere yderligere chikaneret og nogle gange interneret; Adenauer levede i denne periode under øget overvågning og fare og søgte at holde lav profil.

Genkomst efter krigen og CDU

Efter nazismens fald i 1945 blev Adenauer kortvarigt igen borgmester i Köln, men han måtte afgå efter få måneder som følge af besættelsesmyndighedernes afgørelser og politiske omrokeringer. I årene efter krigen spillede han en ledende rolle i opbygningen af et nyt demokratisk Vesttyskland. Som en af de toneangivende politikere i Parlamentarischer Rat (Grundlovs- eller forfatningsrådet) bidrog han til udformningen af Forbundsrepublikkens grundlov (Grundgesetz) og blev en central skikkelse i etableringen af CDU, hvor han samlede konservative, katolske og liberale kræfter.

Forbundskansler: Vestintegration, økonomi og sikkerhed

I 1949 blev Adenauer valgt som den første kansler for Forbundsrepublikken Tyskland. Han førte en klar udenrigspolitisk linje, som ofte kaldes "Westbindung" — tilknytning til Vesten. Han arbejdede for:

  • et tæt samarbejde med de vestlige demokratier, især USA, Storbritannien og Frankrig,
  • Vesttysklands optagelse i vestlige sikkerhedsstrukturer, herunder at landet blev medlem af NATO i 1955,
  • integration i det europæiske samarbejde, bl.a. støtte til Den Europæiske Kul- og Stålfællesskab og det videre europæiske fællesskab,
  • opbygningen af en vestlig orienteret udenrigspolitik og afvisning af anerkendelse af DDR som suveræn stat.

Økonomisk støttede Adenauer og hans regering den sociale markedsøkonomi, i samarbejde med økonomiske ministre som Ludwig Erhard. Denne politik, sammen med penge- og valutareformer, bidrog til det såkaldte "Wirtschaftswunder" — Vesttysklands hurtige økonomiske genopbygning og vækst i 1950'erne.

Genopbygning af internationale relationer

Adenauer prioriterede forsoning og tæt samarbejde med Frankrig, som var afgørende for Europas stabilitet. Dette arbejde kulminerede i et forbedret forhold mellem Tyskland og Frankrig og førte frem til tilnærmelser, der senere blev formaliseret i traktater (herunder det tætte samarbejde med Charles de Gaulle og underskrivelsen af Elysée-traktaten i 1963). Adenauer var også en fortaler for europæisk integration som middel til at forhindre nye krige i Europa.

Forsvar, indvandring og indenrigspolitik

Under Adenauer blev Vesttyskland genoprustet i begrænset omfang med oprettelsen af Bundeswehr og landets deltagelse i NATO. Internt søgte hans regeringer at integrere millioner af flertalsflygtninge og fordrevne fra Østeuropa efter krigen og at genopbygge velfærdsstaten. Adenauers ledelsesstil blev ofte opfattet som myndig og konservativ; han havde stor politisk autoritet, men blev også mødt med kritik — blandt andet for at inddrage personer med tidligere tilknytning til nazistiske institutioner i administrationen og for at være pragmatisk i forhold til statens kontinuitet.

Afsked og senere år

Adenauer blev genvalgt flere gange og sad som kansler til 1963. I årene efter sin afgang forblev han aktiv i politik og var medlem af Forbundsdagen indtil sin død i 1967, hvor han var 91 år gammel. Han fortsatte som en indflydelsesrig skikkelse i CDU i en årrække og blev anerkendt i udlandet for sit arbejde med at stabilisere Vesttyskland og fremme europæisk samarbejde.

Arv og betydning

Adenauers periode som Vesttysklands første kansler lagde grundlaget for landets politiske orientering mod Vesten, økonomiske genopbygning og deltagelse i europæiske institutioner. Hans navn er forbundet med genopbygningen efter krigen, etableringen af stabilt parlamentarisk demokrati i Vesttyskland og den tætte fransk-tyske forbindelse, som senere har været hjørnestenen i EU-samarbejdet. Samtidig er hans tidlige håndtering af nazisternes eftervirkninger genstand for historisk debat, hvilket gør hans virke til både et symbol på genopbygning og et emne for kritisk vurdering.