Den centralatlantiske magmatiske provins (CAMP) er resultatet af et enormt vulkanudbrud, der begyndte i slutningen af Trias og omkring Trias–Jura-grænsen (for cirka 201 millioner år siden). CAMP regnes som en af Jordens største kontinentale store magmatiske provinser og dækker et areal på omkring 11 millioner km2. Den består hovedsageligt af basalt og dannedes i forbindelse med opbruddet af superkontinentet Pangæa i Mesozoikum. Udbruddene kan have bidraget væsentligt til udryddelsen i slutningen af triastiden gennem hurtige klima- og biokemiske forandringer.

Udbredelse og geologisk opbygning

Pangæa's efterfølgende opløsning skabte Atlanterhavet og efterlod et stort netværk af basaltiske diger, sills og lavaer over et omfattende område omkring det nuværende centrale Nordatlanten. CAMP forekommer i dag på tværs af flere kontinenter: store basaltområder og dige- og sill-sværme findes i det østlige Nordamerika (bl.a. Nova Scotia og Fundy-komplekset), i Vestafrika (herunder Marokko), i Sydamerika, på Den Iberiske Halvø og i dele af Vesteuropa. Strukturen omfatter både tykke lavaflader (flow-baserede basaltlag), omfattende sills og tætte dige-sværme, som afspejler kraftig intrusiv og effusiv aktivitet i forbindelse med riftning.

Tidsmæssig forløb og volumen

CAMP-aktiviteten var forholdsvis kortvarig i geologisk forstand og foregik i adskillige pulser omkring Trias–Jura-grænsen. Radiometriske dateringer (fx 40Ar/39Ar og U–Pb) peger på en hovedfase for udbruddene for omkring 201 millioner år siden. Det samlede magmaoutput er estimeret til flere millioner km3 (studier nævner typisk størrelsesordener på ~2–3 millioner km3, afhængigt af hvilke dele der medregnes).

Årsager og proces

Der er stadig forskellighed i fortolkningerne af, hvad der præcist udløste CAMP. To hovedforklaringer er:

  • Rift-relateret smeltning: Deformation og udslyngning af litosfæren under opbrud af Pangæa gav decompressionssmeltning i den underliggende kappe, hvilket skabte store mængder basaltisk magma.
  • Mantleplume-hypotesen: En opstigende varmekilde i kappen (en ploom) kan have bidraget til ekstra varme og stor smeltning. Mange forskere ser en kombination af ploominduceret aktivitet og rifting som sandsynlig.

Miljøpåvirkning og forbindelse til masseudryddelse

De meget store udledninger af CO2, SO2 og andre drivhus- og aerosolgasser fra basaltudbruddene har sandsynligvis påvirket klimaet globalt: hurtig opvarmning, havforsuring og ændringer i iltkoncentrationen i havene kan have fulgt. Geokemiske spor som negative carbonisotopafvigelser, forhøjede kviksølvkoncentrationer i sedimenter og samtidigearters uddøen peger på en forbindelse mellem CAMP-aktiviteten og den biologiske krise ved Trias–Jura-grænsen. Dog er årsagskæden kompleks, og både tempo, præcis mekanisme og regionale variationer undersøges fortsat intenst.

Betydning for geologi og forskning

CAMP er et centralt studieobjekt for forståelsen af store magmatiske provinser (Large Igneous Provinces) og deres rolle i pladetektonik, klimaændringer og masseudryddelser. Undersøgelser af dige-sværme, sills, lavaflows og præcis datering hjælper med at belyse, hvordan hurtige vulkanske begivenheder kan påvirke biosfæren og bidrage til kontinentalsk spaltning og havdannelse.

Bemærk: Areal- og volumenangivelser samt tidsskalaer er resultater af mange studier og kan revideres ved nye data. CAMP forbliver et aktivt forskningsområde med løbende opdateringer.