Tyrefægtning – hvad er det? Historie, ritualer og debat
Tyrefægtning er en gammel og omstridt sport med rødder i Spanien, men i dag foregår den mest i Spanien og Portugal og i nogle lande i Sydamerika. Forestillingen kombinerer ritualer, musik, kostumer og en kamp mellem menneske og tyr, og den vækker stærke følelser både for og imod.
Historie og arenaer
Den største tyrefægterarena er Plaza México i det centrale Mexico City med plads til 48.000 mennesker, og den ældste er La Maestranza i Sevilla i Spanien, som første gang blev brugt til tyrefægtning i 1765. Tyrefægtningens form har udviklet sig gennem århundreder fra jagt og kamp med heste til den moderne korida, hvor regler, roller og ritualer er formaliserede.
Den spanske tyrefægtning (Corrida de toros) har særlig betydning i spansk kulturhistorie, og mange byer har egne særlige traditioner og festivaler med tyrefægtning som centrum. Paquiro (Francisco Montes Reina, 13. januar 1804 - 4. april 1851) fik stor indflydelse på de regler, kostumer og traditioner, som senere blev standardiseret.
Ritualer og faser
Den moderne tyrefægtning har et ritual. Den består typisk af tre forskellige faser eller tercios, og starten på hver fase signaleres med en trompet eller en anden musikalsk markering. Tyrefægterne (Toreros) træder ind i arenaen i en parade til Paso doble-musik.
- Første tercio - tercio de varas: Her testes tyrens styrke og mod gennem indledende nærkampe. En rytter (picador) på hest bruger en lang lans til at stikke i tyrens nakkemuskulatur for at måle dens reaktioner og bremse dens hovedstyrke.
- Andet tercio - tercio de banderillas: Banderilleros forsøger at placere farvede, små spyd (banderillas) i tyrens skuldre for at fremkalde reaktion og gøre forestillingen mere dramatisk.
- Tredje tercio - tercio de muerte ("dødens tredje"): Matadoren kommer tilbage i ringen alene med en lille rød kappe og et sværd. Kappen, kaldet en muleta, bruges til at tiltrække tyren i en række af kontrollerede pas. Faenaen er det kunstneriske pas‑arbejde med kappen, og den slutter normalt med en estocada — et forsøg på at stikke sværdet mellem skulderbladene og gennem aorta eller hjertet.
Roller, kostumer og hold
Et hold tyrefægtere består typisk af syv mænd. Lederen er matadoren, og han har seks assistenter, som spiller roller i dramaet. Disse assistenter omfatter blandt andre banderilleros og picadores, hver med en konkret funktion i de forskellige faser.
Tyrefægternes kostumer er inspireret af det 18. århundredes andalusiske tøj. Matadores ("dem, der dræber tyren") er lette at se på deres guldfarvede traje de luces ("lysdragt") — et tæt siddende, broderet kostume med jakke, bukser og kappe. Andre i trupen bærer ofte sølv- eller mere enkelt dekorerede dragter.
Tyrene
De dyr, der bruges i tyrefægtning, er særligt opdrættede racer kendt som kamplegende tyre (ofte kaldet toro bravo eller lignende). De udvælges for deres styrke, temperament og kropsbygning. En korida følger ofte strenge regler om tyrens alder og vægt, og selve udvælgelsen, transporten og behandlingen før kampen er genstand for både tradition og kritik.
Præmier og risici
Matadorer belønnes traditionelt med trofæer som orejas (ører) og rabo (hale), afhængigt af præstationens kvalitet og publikums reaktion. Samtidig er risikoen stor: Hvis matadoren tager fejl, kan han blive gennemboret af tyrens horn og dræbt. Det sker faktisk: nogle meget berømte matadorer er døde i ringen. Da den store matador Manolete blev dræbt i ringen i en alder af 31 år, blev der afholdt tre dages officiel national sorg. Tyrefægterarenaer har en sygeafdeling med en operationsstue til øjeblikkelig behandling af tyrefægtere med hornsår.
Varianter og regionale forskelle
Der findes flere varianter af tyrefægtning og beslægtede traditioner:
- Rejoneo: Tyrefægtning til hest, hvor rytteren udfører manøvrer og eventuelt bruger spyd eller kårder fra hesteryg.
- Portugisisk tyrefægtning: Her er det almindeligt, at tyren ikke aflives i arenaen; andre metoder eller efterbehandling kan anvendes efter kampen.
- Blodfri eller modificerede former: I nogle byer og regioner findes forestillinger, hvor dyret ikke skades, eller hvor man fokuserer på akrobatiske og rytmiske elementer (f.eks. recortes eller traditionelle folkefester med tyre uden drab).
Debatten og forbud
Der er stor modstand mod tyrefægtning fra dyrevelfærdsorganisationer. Kritikere kalder aktiviteten grusom og unødvendig, fordi tyren udsættes for smerte og lidelse i en underholdningssituation. Tilhængere fremhæver ofte kulturarv, tradition, kunstnerisk udtryk og økonomiske argumenter for lokal turisme og beskæftigelse.
Forskellige lande og regioner har reageret forskelligt: nogle har indført delvise eller totale forbud mod tyrefægtning, andre har beskyttet den som kulturel praksis. Diskussionen handler om værdier, lovgivning, dyrevelfærd og lokal identitet — og den fortsætter med stor intensitet i både politiske forsamlinger og i offentlig debat.
Modeller uden drab og fremtiden
Der findes også versioner af tyrefægtningen, hvor dyret er uskadt. Disse alternativer forsøger at bevare den kulturelle og kunstneriske del af forestillingen uden at tillade dødelig skade på dyret. Andre former omfatter opvisninger, hvor mennesker springer over tyre, eller hvor tyre og mennesker optræder uden fysisk kontakt.
Fremtiden for tyrefægtningen vil sandsynligvis afhænge af en kombination af juridiske beslutninger, ændrede publikumsværdier, økonomiske interesser og forslag til mere dyrevenlige former for udøvelse eller erstatning af traditionelle forestillinger.
Uanset holdning er det en praksis med en lang historie og stærke følelser på begge sider — både som kulturudtryk og som genstand for dyrevelfærdsdebatter.
Udbredelse af tyrefægtning i de spanske provinser i dag.
Udbredelsen af tyrefægtning i de spanske provinser i det 19. århundrede.
Spansk tyrefægtning i hele verden: Tyrefægtning lovlig. Tyrefægtning forbudt, som tidligere blev praktiseret traditionelt. Bemærk: Nogle kommuner har forbudt tyrefægtning i lande og regioner, hvor det ellers er lovligt.
Matador i tercio de muerte.
Maleriet Tyrefægtningen af Édouard Manet.
Suerte de capote : matador bruger kappen til at få tyren til at passere ham.
Den første procession i en corrida med tre hold tyrefægtere.
Art
Tyrefægtning har haft indflydelse på alle former for kunst og kultur. Ernest Hemingway sagde om tyrefægtning: "Tyrefægtning er den eneste kunstart, hvor kunstneren er i livsfare, og hvor det er op til kæmperens ære at afgøre, hvor strålende præstationen er". Spanske danse- og musikformer som f.eks. paso doble og flamenco er stærkt påvirket af tyrefægtningsspektaklet.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er den ældste tyrefægterarena?
A: Den ældste tyrefægterarena er La Maestranza i Sevilla i Spanien, som første gang blev brugt til tyrefægtning i 1765.
Spørgsmål: Hvor mange mennesker kan den største tyrefægterarena rumme?
A: Den største tyrefægterarena er Plaza México i det centrale Mexico City, hvor der er plads til 48 000 mennesker.
Spørgsmål: Hvem har udstukket reglerne og traditionerne for moderne tyrefægtning?
A: Reglerne og traditionerne for moderne tyrefægtning blev fastlagt af Paquiro (Francisco Montes Reina).
Spørgsmål: Hvor mange medlemmer er der på et hold tyrefægtere?
A: Et tyrefægterhold består af syv mænd. Lederen er matadoren, og han har seks assistenter, som spiller roller i dramaet.
Spørgsmål: Hvilken type tøj bærer matadorer?
A: Matadorer bærer dragter inspireret af det 18. århundredes andalusiske tøj, der er kendt som traje de luces ("lysdragt").
Spørgsmål: Hvad sker der under scenen tercio de muerte ("dødens tredjedel")?
A: Under tercio de muerte-stadiet ("dødens tredje") kommer matadoren tilbage i ringen alene med en lille rød kappe og et sværd, der kaldes en muleta. Han bruger sin kappe til at lokke tyren til i en række af træk, der kaldes faena. Til sidst forsøger han at få den i stilling, inden han stikker sit sværd mellem dens skulderblade og gennem dens hjerte - denne handling kaldes en estocada.
Spørgsmål: Findes der nogen versioner, hvor dyrene er uskadte under en kamp?
A: Ja, der findes versioner, hvor dyrene ikke kommer til skade under kampen, f.eks. de versioner, der arrangeres af dyrevelfærdsorganisationer.
